54b4 Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /home/virtual/intersol.dk/public_html/intersol/textpattern/lib/txplib_db.php on line 14 intersol.dk - STS International Solidarity: Foreningen STS International Solidarity

/

STS gør - altså - en forskel!

1.11.08

Fra nyhedsbrevet, Sretno (nr. 64 – September 2005), genoptryyker vi omstående artikel – det er en god introduktion til vor organisation.

Læs mere

STS International Solidarity


STS International Solidarity

STS International Solidarity er en mindre solidaritetsorganisation, der indtil nu er til stede i Danmark, på Balkan og i Somalia, men som har mange venner andre steder. Vi er enige om at arbejde ud fra følgende principper, som er baseret på vores hidtidige erfaringer:

GENERELLE PRINCIPPER:

1. Vi betragter de fleste katastrofer, som rammer menneskeheden, som menneskeskabte. Meget få drager fordele af dem. Katastroferne kan kun forhindres, hvis de, der trues, og deres organisationer arbejder sammen.

2. Katastroferne øger behovet for den hjælp, de humanitære organisationer kan bringe. Men man bør også være klar over, at nogle af de større humanitære organisationer i dag er dele af en stor ”nødhjælpsindustri”, som også tjener egne interesser.

3. STS International Solidarity starter altid sine egne interventioner med at prøve at finde svar på følgende spørgsmål: Hvorfor fandt denne særlige katastrofe overhovedet sted, og hvad kan der gøres for at forhindre en gentagelse eller lignende katastrofer fremover?

4. Al erfaring viser, at en hovedårsag til krige er udbredelsen af etnisk og religiøst had mellem mennesker. Derfor bekæmper vi hadet så godt, vi kan, ved at prøve at alliere os med kræfter, som ønsker fred og forsoning.

5. Nogle gange modtager vi økonomisk støtte fra f.eks. den danske stat. Men kun vore egne medlemmer kan afgøre vores linie.

6. Vi prøver at opbygge vores organisation på frivilligt grundlag – inklusive fra tidligere modtagere af hjælp. I de tilfælde, hvor vi udbetaler løn eller andre former for godtgørelser, holder vi dem inden for rammerne af normal indkomst.

7. På grund af den selektive hjælp, vores støtte til de fredelige politiske kræfter, støtte til faglige organisationer, fredsbevægelser m.m. kan effekten af vores hjælp ikke måles i penge alene.

8. Rødderne til det, der i dag er STS International Solidarity kan findes i Europa men også i Somalia i Afrika. I det følgende vil vi beskrive udviklingen i disse områder mere detaljeret.

STS International Solidarity og krigene på Balkan

1. Kommunismens sammenbrud på Balkan og opdelingen af Jugoslavien i uafhængige stater
åbnede en arena for nationalistiske partier (også nogle af dem, der forsat kaldte sig socialistiske). Blandt andet forsøgte de dominerende magter, Serbien og Kroatien, at dele Bosnien imellem sig.

2. I deres anstrengelser blev de hver for sig støttet af forskellige europæiske stormagter. FN var handlingslammet.

3. Bosnien-Hercegovina har været en model for etnisk og religiøs tolerance for hele Europa i århundreder. Det var karakteriseret af, at folk med forskellig etnisk baggrund og tilhængere af forskellige religiøse retninger (såvel som ikke-troende) kunne leve fredeligt sammen indbyrdes undtagen i de tilfælde, hvor fremmed intervention (som under Den Anden Verdenskrig) skærpede alle modsætninger. Væksten i nationalisme og religiøs intolerance under Jugoslaviens sammenbrud bragte endnu engang store problemer for folket i Bosnien-Hercegovina.

4. Støttet af lokale serbiske og kroatiske nationalistiske grupper angreb Serbien og Kroatien Bosnien-Hercegovina og startede ”etnisk udrensning”. Hadet blev pisket op sammen med frygten, og det meste af Bosnien blev delt op efter etniske og religiøse linier. Kun i den nordvestlige industriby, Tuzla, vedblev folk, som blev kaldt serbere, kroater og muslimer eller som tilhørte 19 andre etniske grupper – for ikke at tale om de etnisk ”blandede” – at leve sammen i intern fred samtidig med, at de måtte forsvare deres ret til sameksistens.

5. I 1992-93 rejste der sig en bevægelse på fælles europæisk plan – hovedsageligt i faglige organisationer – for at komme det multietniske og multireligiøse Tuzla til undsætning. STS International Solidarity var en del af denne bevægelse, som kaldte sig International Workers Aid. Mens dele af denne bevægelse senere er svækket eller forsvundet, blev STS International Solidarity ved med at eksistere og gennemførte mange forskellige projekter i Tuzla, i Bosnien men også i områder som Makedonien og i Kosova. Blandt vore venner kan vi i dag regne lederne af de multietniske partier og organisationer i Bosnien.

6. STS International Solidarity betragter aldrig modtagerne af hjælp som ”sociale klienter”, men som ligeværdige partnere og venner, der for en tid har behov for solidaritet fra andre, der er bedre stillet.

7. Et af resultaterne af denne linie var, at vi forud for krigen mod Serbien traf aftale med Tuzlas
byråd og de faglige organisationer om afsendelse af en konvoj med hjælp til minearbejdere og lærere i en anden minearbejderby, nemlig Mitrovica i Kosova – en hjælpeaktion, som desværre i første omgang blev forhindret af angrebet på Serbien. I stedet sendte vi vores medarbejder til den albansk-dominerede by, Tetova, i Makedonien, hvorfra en international hjælpeaktion i første omgang blev ledet. Senere rejste vores medarbejder i hælene på de retirerende serbiske styrker til Mitrovica, hvorfra hjælpearbejdet fortsatte.

7. Et andet resultat var, at vi sammen med vore venner i Bosnien dannede STS Tuzla, som i flere år drev en Internet-cafe, som med sine over 700 medlemmer var den største i Tuzla, og som også var meget aktiv i retning af at hjælpe andre, der havde hjælp behov.

STS International Solidarity og udviklingen i Afrika og Somalia

1. Det afrikanske kontinent har lidt under interventioner ude fra i mere end 500 år. De koloniale magter hævder at have bragt civilisation og kultur til Afrika, men hvad de i virkeligheden gjorde, var at slavebinde Afrikas folk, at dele kontinentet op imellem sig, som det passede deres egne interesser og at stjæle rigdommene. En fælles strategi var at puste til det etniske had ved at benytte sig af det udlevede klan- og stammesystem for ”at dele og herske”.

2. Perioden med direkte kolonialisme begyndte at ebbe ud efter Anden Verdenskrig, men de økonomiske motiver for fortsat udnyttelse bestod. Det kan man bl.a. se på karakteren af mange af de krige, der udkæmpes især i råstofrige lande som Congo og Sudan, men også i Somalia. Mange angribere kommer udefra. De bliver ofte finansierede af en del af røveriet af naturrigdommene. Nogle militser er – enten direkte eller indirekte – betalt af de store mineselskaber (eller olieselskaber). På basis af forskellig etnisk eller religiøs baggrund oppiskes et had mellem etniske grupperinger. Rigdommene bliver ikke brugt til fordel for landenes egne indbyggere, men en del af dem bliver brugt til at dræbe titusinder af almindelige mennesker for.

3. Somalias problemer er hovedsageligt et resultat af de kendsgerninger, at Somalia – i det mindste potentielt – er et velhavende land, og at det har en vigtig strategisk geografisk placering. STS International Solidarity betragter hovedsageligt den fortsatte eksistens af de mange klan-baserede fraktioner som et resultat af fortsat udenlandsk intervention: økonomisk, politisk såvel som militært

4. STS International Solidarity støtter den naturlige (og formelt anerkendte) ret for det somaliske folk til selv at bestemme deres egen skæbne og til selv at løse deres egne problemer – uden unødig indblanding udefra. Forskellige politiske eksperimenter, som f.eks. afholdelsen af den store freds- og forsoningskonference i Arta i Djibouti i 2000, viser somaliernes evne til at gøre netop det. Fremmed indblanding bør begrænses til at hjælpe Somalia med at overvinde de materielle og sociale problemer, der er en følge af diverse interventioner og borgerkrige.

5. Da vi indså, at mange grupper af somaliske intellektuelle ville være enige med os i vores fundamentale synspunkter, besluttede vi at engagere os aktivt i Somalia i 1999. Siden da har vi medvirket i opbygningen af STS Somalia, som i dag omfatter 22 organisationer, institutioner og grupperinger, og som sammenlagt har mellem 300.000 og 400.000 medlemmer.

STS Somalia er en demokratisk ledet og sekulær organisation, der kæmper for demokrati i samfundet og for de menneskelige rettigheder – inklusive de seksuelle mindretal rettigheder. Dens øverste myndighed er den årlige generalforsamling, hvor repræsentanter fra alle medlemsorganisationer deltager. Generalforsamlingen vælger en eksekutivkomite, som vælger
en formand, en kasserer og sekretær. Den har indført et rotationsprincip for de vigtigste poster.

6. På grund af vores uforbeholdne støtte til fred og forsoning havde den forhenværende somaliske (Arta)regering udnævnt STS International Solidarity til goodwill ambassadør i Danmark og over for det internationale samfund af NGO-er – men uden betaling og uden forpligtelser for nogen af parterne. Vi udnyttede bl.a. uafhængigheden til selv at tage initiativ til forhandlinger med en vigtig militsleder i Mogadishu, som resulterede i, at alle gader i Mogadishu blev ryddet for barrikader og andre krigsefterladenskaber i sommeren 2001, og i – en desværre for kort periode – kunne befolkningen bevæge sig frit rundt i hele byen. Da vi også mener, at det er bedre, at unge mennesker spiller fodbold indbyrdes, end at de slår hinanden ihjel, købte og distribuerede vi i 2001 10 sæt fodboldudstyr og fordelte det til alle områder i Somalia – uanset karakteren af de lokale politiske ledere. For denne handling modtog vi et diplom fra Den Internationale Olympiske Komite for vores ”bidrag til venskab mellem folkene”.

De vigtigste opgaver for STS International Solidaritet for tiden er:

A. At hjælpe med at starte en kampagne i Danmark og internationalt for at fordømme åbningen af den tredje front i Bush-administrationens ”krig mod terror” ved at bombe uskyldige civile i Somalia og ved at bakke op om den ulovlige okkupation af Somalia ved hjælp af den etiopiske hær.
B. At starte en kampagne med det formål at få somaliske krigsforbrydere – inklusive medlemmer af det FN-støttede overgangsparlament og overgangsregering – stillet for Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag og for at spørge forskellige regeringer og internationale organisationer om, hvad de egentlig gør for at stoppe krigsherrernes deltagelse i den somaliske regering.
C. At fortsat vise vores solidaritet med det somaliske folk og de af dets ledere, der vender sig imod de amerikanske angreb, den etiopiske besættelse og andre former for udenlandsk indblanding i Somalias interne forhold.
D. At fortsætte vores støtte til STS Somalia. Udgangspunktet for arbejdet i STS Somalia er det center, som STS International Solidarity med penge fra Projektrådgivningen fik bygget i perioden 2003-2005.
E. At støtte vores medlemsorganisation, Peace Campaign Group, som adskillige gange har bevist sin evne til at skabe fred, når klaner – oftest med våben, de har modtaget fra Etiopien – er kommet op at slås om græsningsarealer og vandingsanlæg.
F. At støtte vores medlemsorganisation, Somalisk Lærerforbund, i dets bestræbelser for at få kontakt med andre lærerorganisationer.
G. At fremme solidaritetsarbejdet med vores medlemsorganisation, AIDSOM og dets kvindegrupper, som i det sydlige og centrale Somalia arbejder for at standse udbredelsen af AIDS og HIV og omskæring af piger, men som støtter kampen for kvinders rettigheder og er imod polygami.
H: At fortsætte vores arbejde på Balkan, særligt med henblik på at støtte de nationale rettigheder for det albanske folk. I den forbindelse støtter vi vores venner i Vetevendosje! (Selvbestemmelse!), som er en ledende kraft i Kosovas kamp for ægte selvstændighed.
I. At fortsætte vores samarbejde med Labour Education Foundation i Pakistan for at hjælpe til med at fastholde den lokale opbakning i Kashmir ved at fortsætte med at finansiere de to skoler, der er åbnet for 100 børn af jordskælvsramte og meget fattige familier.

Sidst opdateret: december 2008.


Love for STS International Solidarity


§1.

Foreningens navn er STS International Solidarity.

§2.

Foreningens formål er at yde materiel og økonomisk støtte til kræfter, der arbejder for bekæmpelse af etnisk og religiøst had og at støtte udviklingen af demokratiske samfund.

Særligt arbejder foreningen for støtte til udvikling af uddannelse og undervisning.

Et vigtigt formål for foreningen er at støtte udviklingen af uafhængige faglige organisationer, fredsbevægelser og bevægelser, der støtter kampen for samfund, hvor mennesket sættes i centrum.

Foreningen samarbejder med organisationer i Danmark og i andre lande, hvor det er muligt.

§3.

Foreningen opfylder sit formål ved udviklingsprojekter, oplysningsvirksomhed, indsamlinger og støttearrangementer.

§4.

Medlem af foreningen kan enhver blive, som anerkender foreningens formål og love, og som betaler det fastsatte kontingent.

§5.

Der kan tegnes følgende medlemsskaber: individuelt medlemsskab, støttemedlemsskab, gruppemedlemsskab og kollektivt medlemskab.

§6.

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Der skal afholdes generalforsamling en gang om året. Generalforsamlingen har følgende dagsorden:

Valg af dirigent.

Valg af referent.

Beretning.

Regnskab

Arbejdsplan

Indkomne forslag

Valg af bestyrelse

Valg af revisor

Evt.

Generalforsamlingen vælger en formand, en kasserer og mindst tre andre medlemmer af bestyrelsen.

Forslag skal være foreningen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Stemmeberettiget er ethvert medlem, der har betalt kontingent inden den 1. april i det år, generalforsamlingen finder sted.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, hvis en tredjedel af bestyrelsens medlemmer eller 20 af foreningens medlemmer kræver det.

§7.

Foreningen arbejder på at oprette afdelinger i andre lande, undergrupper, emnegrupper eller ungdomsgrupper.

For disse afdelinger og grupper gælder det:

At de skal anerkende foreningens formål og love, og at bestyrelsen skal godkende deres oprettelse.

At deres lokale love ikke er i modstrid med foreningens generelle love.

At de løbende fremlægger beretninger til bestyrelsen, og at de kun må iværksætte aktiviteter i STS International Solidaritys navn efter forudgående skriftligt godkendelse af bestyrelsen.

Undergrupperne vælger en repræsentant, som er ansvarlig over for bestyrelsen.

§8.

Formanden og kassereren tegner foreningen.

§9.

Nedlæggelse af foreningen kan kun foretages på to efter hinanden følgende generalforsamlinger. I tilfælde af opløsning overføres foreningens aktiver til en anden og lignende organisation efter generalforsamlingens beslutning.

Lovene er revideret således af generalforsamlingen den 14. 9. 2002.


 

0