Rapport fra Fikr-e-Noa-skolen
31. October 2009
STS modtog den 14. oktober 2009 en rapport om arbejdet med Fikr-e-Noa-skolen i Kashmir. Rapporten er lavet af lederen af Labour Education Foundation i Pakistan, Khalid Mahmood.
Om baggrunden for skolens dannelse skriver Khalid:
”Fikr-e-Noa-kolen blev startet med det formål at give børn af sårbare mennesker, der var ramt af virkningerne af jordskælvet i Azad distriktet i Kashmir en grundlæggende moderne uddannelse. Grundkonceptet var, at det ville være en effektiv hjælp for de ramte familier at sørge for en gratis uddannelse af deres børn. Fra den første dag var det et aftalt kriterium, at kun fattige og sårbare børn ville blive registreret som elever. Alle elever, der undervises her, hører til jordskælvsramte familier. Lokalsamfundet er meget stærkt involveret i udviklingen af denne skole, fordi der ikke findes noget andet eksempel på en skole, der yder gratis undervisning til fattige og marginaliserede samfund.”
Derefter beskriver Khalid skolens historie og de forvandlinger, der har fundet sted. Fikr-e-Noa-skolen blev åbnet den 15. maj 2007 i landsbyen Paniola. Men nogen tid efter starten i Paniola åbnede man efter ansøgning fra det lokale samfund også en skole i den afsides liggende bjerglandsby, Dhaki Bangoin, der ligger 4500 fod over havet. I nogen tid havde man to skoler, men da lokalerne i Paniola var lejede, og ejeren selv skulle bruge dem, slog man begge skoler sammen i landsbyen Bangoin.
Da man også er interesseret i, at nogle af eleverne kan fortsætte deres uddannelse på andre skoler, arbejder man efter de regler, som er sat op af lokalregeringen i Kashmir.
Der afholdes også eksaminationer af eleverne og Khalid fortæller, at 94 % af børnene bestod de sidste prøver. Der er nedsat en skoleledelse, der består af repræsentanter for det det lokale samfund. Den holder møde en gang om måneden og der holdes et møde for alle i Bangoin en gang i kvartalet, hvor skolens forhold bliver drøftet.
Nye mål
Efter sommerferien og ferien i forbindelse med (den muslimske) Eid-fest, blev det på et møde i skoleledelsen den 23. september besluttet, at der i midten af oktober skulle afholdes et syv dages træningsprogram for lærerne og for syv frivillige, der måske senere kunne udvikle sig til at blive lærere, fortæller Khalid i sin rapport. Træningsprogrammet ville blive gennemført af en øvet undervisningstræner, der ville arbejde gratis for formålet og det ville foregå i hendes hjem. ”Skoleledelsen besluttede også, at der skulle organiseres uddannelsesaktiviteter som debat, scene shows og lege for at stimulere eleverne”.
Man har også drøftet andre sider af skolens fortsatte virksomhed. Det lokale samfund har tilbudt skolen en gratis grund, den kan udbygges på.
På Fikr-e-Noa-skolen går der i øjeblikket omkring 120 elever i skolen, som har fem klassetrin. Der er ansat fire lærere og en pedel.
Et ekstraordinært tilskud på 40.000 kr. fra STS har muliggjort, at man har kunnet iværksætte reparationer af nogle af lokalerne i den eksisterende bygning foruden, at man har kunnet købe undervisningsmaterialer m.m.



