/
Vælg kategori:
Afrika
Amerika
Asien
Europa
Foreningen STS
Mellemøsten

Valg i USA

28. February 2007

Medierne var meget optaget af det amerikanske midtvejsvalg i 2006. Der blev talt og skrevet meget om opgøret mellem Demokraterne og Republikanerne. Men en overskrift i Politiken ca. en uge før valget, er alligevel en nærmere undersøgelse værd. Overskriften lød noget i retning af: ”Lad den rigeste kandidat vinde.”

Hermed hentydes til, at valg i USA ikke mindst er et spørgsmål om penge. Det parti, der har flest – og det har Republikanerne – kan kaste flest penge ind i valgkampen.
______________________________________________________
Eugene V. Debs og Beh Hanford, præsident- og vicepræsidentkandidat på en plakat for Socialist Party i USA under valgkampen i 1901:


______________________________________________________

Derfor var udfaldet af midtvejsvalget, hvor Demokraterne erobrede flertal både i Repræsentanterne Hus og Senatet, et vidnesbyrd om, hvor upopulære krigen i Irak, nedskæringer i sociale ydelser, skattebegunstigelser for de velstillede og den fortsatte strøm af skandaler med republikanske politikere og støtter efterhånden er blevet.

Men man skal nok ikke vente store forandringer i amerikansk politik. For de to store partier henter størstedelen af deres penge fra de samme kilder, nemlig de store amerikanske selskaber. For at gøre sig fortjent til fortsatte bidrag herfra, må Demokraterne f.eks. kunne dokumentere, at der ikke er noget i vejen med deres vilje til at forsvare – ikke nødvendigvis den almindelige amerikanske befolknings interesser, men de store selskabers.

Også Demokraterne vil i den kommende tid være optaget af dilemmaet om, hvordan man får en tilbagetrækning fra Irak til at ligne en sejr for den amerikanske udenrigspolitik. Det Demokratiske parti var med til at sende amerikanske soldater til Irak under den første krig i Golfen såvel som under den anden, der startede den 20. marts 2003.

Mens brug af penge er enormt under amerikanske valgkampe, så kniber det til gengæld med vælgernes interesse. Kun omkring halvdelen af den amerikanske befolkning deltager i valgene. Nogle gange er valgdeltagelsen endda under 50%. Af dem, der viser mindst interesse, er sorte og latinamerikanske vælgere. Dette skal ses i lyset af officielle beregninger over sammenhængen mellem etnicitet og fattigdom i USA. Af de omkring 40 millioner amerikanere, der lever under fattigdomsgrænsen, er de 25 % sorte. Det amerikanske landbrugsministerium fastslog i november, at 35 millioner af de fattige ligefrem sultede.

Uanset de store beløb, der ofres på Tv-annoncering og kampagner og uanset, hvor dramatisk man skildrer opgøret mellem de to store amerikanske partier, ser det ud til, at omkring halvdelen af de mindst privilegerede amerikanske vælgere ikke synes, at hverken det demokratiske eller republikanske parti repræsenterer netop deres interesser.

Forskelle mellem USA og de fleste andre industrialiserede lande

I Europa, Canada og i de fleste andre industrialiserede lande førte industrialiseringen til, at arbejderbevægelsen startede sine egne uafhængige partier med udgangspunkt i fagbevægelsen. Valgsystemet i England ligner på mange områder det amerikanske med valg i enkeltmandskredse. Alligevel lykkedes det for Labour at bryde det oprindelige engelske to-parti-system med et konservativt og et liberalt parti i begyndelsen af forrige århundrede. I de skandinaviske lande, samt i Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien, ja selv i Rusland blev socialdemokratiske, men også senere kommunistiske partier, til vigtige magtfaktorer, som det ikke var muligt at komme udenom.

Man kan mene, hvad man vil om disse partier, men det er en kendsgerning, at man i disse lande opbyggede noget i retning af velfærdsstater, som almindelige amerikanere har grund til at misunde os.

USA’s nordligste nabo er Canada. Her fandt de store bølger af indvandringer efter den egentlige kolonitid sted på et senere tidspunkt end i USA. Indvandrende kom først og fremmest fra det nordlige Europa, og kun meget få asiatiske, afrikanske og latinamerikanske indvandrere fik adgang til landet. Disse indvandrere førte mange af deres traditioner med sig – bl.a. om nødvendigheden af at opbygge stærke faglige organisationer og et særligt arbejderparti.

Arbejderpartiet i Canada hedder New Democratic Party (NDP). Det er medlem af Socialistisk Internationale, som er en sammenslutning af socialdemokratiske partier, og har støtte fra fagbevægelsen. I visse perioder havde NDP flertal i en del enkeltstater og en relativ stærk repræsentation i det canadiske parlament. Begge steder inspirerede NDP til at indføre sociale reformer. Og selvom NDP i de senere år har tabt en del af sin tidligere direkte indflydelse, så tøver den canadiske konservative regering alligevel med at gennemføre for hårde angreb på de – i forhold til USA – relativt gode sociale ydelser, som stadig kendetegner Canada.

Det er de konservative i Canada i øvrigt ikke alene om. Velfærdsydelser er også populære hos vælgerne i Europa, og i visse lande ser man endog borgerlige partier, der forsøger at overhale socialdemokraterne venstre om ved at fremstille sig selv som de bedste garanter for fortsættelsen af velfærden.

Udviklingen i Canada og i USA i 1900-tallet

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet opstod der forsøg på at efterligne det politiske mønster i Europa ved at prøve at danne socialistiske arbejderpartier i USA og Canada. I USA blev det stort set ved forsøgene, skønt dannelsen af Socialist Party of America (SPA) i 1901 fik relativt stor opbakning af jødiske, finske og tyske immigranter, fra kulminearbejdere og fattige farmere i Midtvesten.

SPA blev grundlagt i samarbejde med et af de største faglige organisationer i USA på den tid, nemlig Industrial Workers of the World (IWW). SPA nåede sit højdepunkt i tiden omkring den første verdenskrig, hvor det opstillede Eugene V. Debs som præsidentkandidat. Partiet fik omkring 6 % af stemmerne ved præsidentvalgene i 1912 og igen i 1920, skønt præsidentkandidaten sad fængslet for sin modstand imod USA’s deltagelse i den første verdenskrig. Det besatte over 70 borg-mesterposter og fik valgt to medlemmer af Kongressen. Men senere er det forsvundet eller rettere gået i opløsning under indtryk af splittelsen mellem en socialdemokratisk fløj og en kommunistisk.

Den omfattende økonomiske krise, der blev udløst af børskrakket i 1929 satte for en periode igen gang i forsøgene på at opbygge et tredje parti.

I Canada førte krisen til, at der i 1932 opstod et politisk parti med centrum i Alberta, og som kaldte sig The Co-operative Commonwealth Federation (CCF). Det blev dannet af socialister, farmere, kooperativer og faglige grupper,
og målet var i første omgang at imødegå krisens virkninger. Senere blev partiet opløst for at gøre plads til New DemocraticParty (se www.ndp.ca)

I USA (og også i Canada) var krisen en medvirkende årsag til dannelsen af en ny faglig centralorganisation Congress of Industrial Organisations (CIO) i 1938. I de første år havde repræsentanter for industriarbejderne forsøgt at få den gamle American Federation of Labor (AFL), der var organiseret efter fag, til at ændre sin holdning til organiseringen af industriens arbejdere. Men da det mislykkede, brød CIO med AFL. CIO samlede den mindst begunstigede del af de amerikanske arbejdere, heriblandt mange sorte, i bilindustrien, kulmineindustrien, stålarbejdere, transportarbejdere m.m.

Michigan 1934: Voldsomme konfrontationer mellem politi of strejkende arbejdere;

Også kampene om dannelsen af CIO gav håb om dannelse af et parti, der var baseret på fagbevægelsen. En meget dyb radikalisering af de amerikanske industriarbejdere, der var under uvikling i 1930-erne, blev midlertidig kvalt med USA’s indtræden i den anden verdenskrig, og i 1955 tilsluttede et flertal af CIO’s medlemsorganisationer sig AFL, hvis ledere hele tiden havde arbejdet for perspektivet om at støtte det demokratiske partis venstrefløj, snarere end at støtte et selvstændigt parti. Det blev også det nye AFL-CIO’s officielle linie.

Den senere tids udvikling

Politibrutaliet i Albama i maj 1963 var en medvirkende årsag til udviklingen af Martin Luther Kings borgerretsbevægelse:

Ikke desto mindre bliver ideen om dannelsen af et politisk parti for de mindst begunstigede ved at opstå.

Dannelsen af bevægelser blandt de sorte amerikanere, som Martin Luther Kings borgerretsbevægelse i 1950-erne og Malcolm X bevægelse for Afro-American Unity 1960-erne rejste igen problemet om at danne et alternativt parti. Et konkret forsøg fandt endelig sted med dannelsen af Newtons og Seales Black Panters Party i 1966. At Black Panthers arbejde og agitation ikke var uden virkning, så man ved olympiaden i 1968, hvor to sorte amerikanske medaljevindere i atletik på sejrsskamlen takkede med en Black Panthers-hilsen. Skuespilleren Jane Fonda kaldte Black Panthers ”vores revolutionære avantgarde, som må støttes med kærlighed, penge, propaganda og risici”.

Men det synes alle amerikanere ikke at være enig i. I hvert fald er lederne af disse bevægelser blevet uskadeliggjort. Luther King og Malcom X blev myrdet under mystiske omstændigheder, og Black Panthers, som fastholdt sin uafhængige linje til det sidste, blev hensynsløst forfulgt af myndighederne.

Guldmedaljevinderen Tommi Smith og bronzemedaljevinderen John Carlos i atletik hilser fra sejrsskamlen ved De Olympiske Lege med Black-Panter-hilsen – og blev udelukket fra at deltage i legene for livstid:

I 2006 er et meget mindre Black Panthers parti dog dukket op igen.

Den foreløbige kulmination på de sorte amerikaneres forhåbninger blev nået med Jesse Jakson’s dannelse af Regnbuekoalition i 1980-erne ”for forskellige mindretalsgrupper som afro-amerikanerne, de spansktalende, de fattige og de arbejdende fattige samt homoseksuelle”. Jackson deltog i primærvalgene i 1984 som demokrat og samlede 21 % af de afgivne stemmer hovedsageligt blandt de fattige i Syden. Han gentog forsøget i 1988, hvor han fordoblede sit stemmetal, men alligevel blev han ikke Demokraternes vicepræsidentkandidat, som han havde håbet.


I sine yngre dage var baptistpræsten Jesse Jackson, som grundlagde den stadigt eksterende Regnbuekoalition, en ynder folketaler for sorte amerikanere. Her taler han over radioen fra hovedkvarteret i People United to Save Humanity’s årlige kongres i juni 1973:

Omkring 2000 besluttede mange faglige organisationer i USA at begynde at propagandere for et amerikansk arbejderparti. Men foreløbig er det blevet ved propagandaen, for ved valgene opfordrer det kommende og mulige arbejderparti vælgerne til at stemme demokratisk af taktiske grunde.

Nylige kampe (1):

35.000 transportarbejder lammede den offentlige trafik i New York i december 2005 i protest mod racediskrimination, dårlige arbejdsforhold og for lave lønninger:

Nylige kampe (2):

Demonstration af strejkende amerikans postarbejdere kræver bedre løn og ophør med racediskrimination i 2006:

Et andet forsøg på at opbygge et alternativt parti er det Grønne Parti, oprindeligt med den kendte miljøaktivist, indædte krigsmodstander og forsvarer af de fattigste amerikanere, Ralph Nader, som præsidentkandidat. Nader opnåede at få 2.4 % af stemmerne til det amerikanske præsidentvalg i 2000.

Men Bush vandt kun med ganske få stemmer over demokraterne præsidentkandidat, John Kerry. Dette gav anledning til en stemmespilds-kampagne rettet imod Nader, som nægtede at lade sig underordne det demokratiske parti. Det var relativt let at regne ud, at hvis – alt andet lige! – Naders stemmer var gået til Demokraterne i 2000, ville Kerry have vundet.

”En stemme på Nader er en stemme for Bush”, sagde mange af de mennesker, bl.a. den velkendte instruktør Michael Moore, som havde været gode støtter for Naders uafhængige valgkamp i 2000. Da stemmespildskampagnen også blev taget op af et mindretal i det Grønne Parti, men som på grund af de særlige interne valgregler kunne få et flertal for deres synspunkter på et partikonvent, opstillede Nader med Peter Camejo som vicepræsidentkandidat på en uafhængig liste i 2004, men fik kun 0,4 % af stemmerne. Men det er betegnende, at i de stater, hvor grønne vælgere satsede på uafhængighed, var resultatet meget bedre end i de stater, hvor man udelukkende satsede på et samarbejde med Demokraterne, som man kaldte ”det mindst onde”.

Vejen til et alternativt parti i USA kan synes lang. Men måske er det alligevel værd at følge udviklingen lidt mere også på dette område.

Hvis eller når det lykkes, vil meget blive forandret med den altdominerende stilling, USA har i verdenspolitikken.
_____________________________________________________________________________

Deltagere i mødet i Labor Note i 2006:

Blandt de organisationer, der mest ivrigt har kæmpet for en demokratisk fagbevægelse og for et amerikansk arbejderparti, er organisationen Labor Notes, der har eksisteret siden 1967. Organisationen består udelukkende af medlemmer af faglige organisationer, hvoraf mange er centralt placeret, og den spillede en vigtig rolle i forbindelse med forsøget på at oprette et alternativt parti i begyndelsen af 2000-tallet. På dets sidste store møde i 2006 var deltagerne meget opmuntrede af den sidste tids udvikling. Se: www.labornotes.org
______________________________________________________________________________

Ny befolkningsgruppe på gaderne

2006: I løbet af de sidste dage i marts og den 1. maj strømmede millioner af amerikanere ud på gaderne i de store byer i USA.

Alene i Los Angeles var der ifølge politiet omkring en million demonstranter. Det var dermed den største demonstration i byens historie.

Demonstrationerne den 1. maj 2006 havde en helt anden karakter end de små møder, hvormed det yderste venstres meget svage grupper i årtier har forsøgt at leve op til det faktum, at verdens første 1. maj-demonstration faktisk fandt sted i Chicago i 1886.

I år var der massedemonstrationer.

Demonstrationsbølgen kom som en overraskelse for det etablerede USA. Grunden er, at kun meget få politikere og mediefolk behersker det spanske sprog, som i dag har fortrængt engelsk som det dominerende sprog i USA.

Derfor var de slet ikke forberedt på den vrede, hvormed nye og ”gamle” indvandrede fra Latinamerika fulgte behandlingen af nye love i Kongressen om yderligere at begrænse deres rettigheder.

Igen har en – meget stor! – og ikke-privilegeret gruppe ytret sin utilfredshed med resultaterne af det etablerede politiske system på en måde, der ikke kan misforstås.

Fra demonstrationen i Los Angeles:

E-mail denne artikel