| Vælg kategori: |
Irak: Børnene fra Fallujah – Sayefs historie
13. May 2012
af Robert Fisk
The Independent: 25. april, 2012
For lille Sayef vil der ikke blive noget arabisk forår. Han ligger, bare 14 måneder gammel, på et rødt tæppe på en billig madras på gulvet, og indimellem græder han. Hans hoved er dobbelt så stor, som det burde have været, han er blind og lammet. Sayffedin Abdulaziz Mohamed, hans fulde navn, har et venligt ansigt i sit store hoved, og de siger, at han smiler, når andre børn kommer på besøg, eller når irakiske familier og naboer kommer ind i værelset.
Fra hospitalet i Fallujah:
Men han vil aldrig lære verden omkring ham at kende, aldrig nyde den nye frihed i Mellemøsten. Han kan kun bevæge sine hænder og kan kun indtage kogt mælk som føde, for han kan ikke synke. Han er allerede for tung til, at hans far kan bære ham. Han lever i et fængsel, hvis døre altid vil være lukkede. Det er svært at skrive den slags rapporter, ligesom det er svært at forstå modet hos hans familie. Mange familier i Fallujah, der er ramt af det, lægerne kalder ”medfødte fødselsabnormiteter”, foretrækker at holde deres døre lukkede for fremmede og betragter deres børn som en personlig skam, snarere end som et bevis på de frygtelige ting, der fandt sted her efter de to store amerikanske slag imod oprørerne i byen i 2004 og i en anden konflikt i 2007.
Efter først at have benægtet at have brugt fosforgranater i det andet slag om Fallujah, måtte de amerikanske styrker senere indrømme, at den slags ammunition var blevet brugt imod bygninger i byen. Uafhængige rapporter har talt om, at antallet af fødselsskader er langt højere i Fallujah, end det er i andre områder af Irak for ikke at tale om de andre arabiske lande. Ingen kan selvfølgelig fremlægge jernhårde beviser for, at det er den amerikanske ammunition, der har fremkaldt tragedien for Fallujahs børn.
Sayef lever – hvis dette verbum måske kan bruges – i al-Shadada-distriktet i Fallujah i en af de farligste gader i byen. Betjentene – de er ligesom indbyggerne i Fallujah sunnimuslimer – står med deres automatiske våben på vagt ved dørene under vores besøg, men to af disse bevæbnede, blåklædte mænd kommer inden for, og de er synligt bevægede over at se det hjælpeløse barn på gulvet. De ryster på deres hoveder i vantro og i en håbløshed, som de deler med faderen Mohamed, og som de har svært ved at skjule.
”Jeg tror, at dette er på grund af brugen af fosforbomber i de to slag”, siger Mohamed. ”Jeg har hørt om mange andre tilfælde af fødselsabnormiteter hos børn. Der må være en årsag. Da mit barn kom på hospitalet mødte jeg andre familier med nøjagtigt samme problemer”.
Fra hospitalet i Fallujah:
Studier siden kampene i Fallujah i 2004 har opsamlet mange vigtige vidnesbyrd om stigningen i børnedødeligheden og cancertilfælde. Den sidste rapport, som også er skrevet af en læge ved Fallujahs vigtigste hospital, siger, at fødselsabnormiteterne gælder 15 procent af alle fødsler i Fallujah.
”Min søn kan ikke holde sig selv oppe”, siger Mohamad, idet han kærtegner sin søns store hoved. ”Han kan kun bevæge sine hænder. Vi må give ham mad ved hjælp af en flaske. Han kan ikke synke. Sommetider, når han ikke engang kan indtage mælk, må vi bringe ham til hospitalet, for at man her kan give han flydende føde. Han var blind, da han blev født. I tilgift er min lille mands nyrer brudt sammen. Han er lammet. Han kan ikke bevæge sine ben. Hans blindhed skyldes vand i hans hoved”.
Mohamed holder Sayefs nyttesløse ben og bevæger dem sagte op og ned. ”Efter han var blevet født fik jeg bragt Sayef til Bagdad og fik de vigtigste neurologer til at undersøge ham. De sagde, at de ikke kunne gøre noget. Han havde et hul i ryggen, som blev lukket, og et hul i hans hoved. Den første operation mislykkedes. Han havde meningitis.”
Både Mohamed og hans kone er midt i trediverne. I modsætning til mange andre i stammefamilierne er de ikke beslægtede og deres to døtre, der født før kampen i Fallujah, er i perfekt helbredstilstand. Sayef er født den 27. januar, 2011. ”Mine døtre holder meget af deres bror”, tilføjer Mohamed, ”og endog lægerne holder af ham. De tager alle del i omsorgen for barnet. Dr. Abdul Wahab Saleh har gjort forbavsende ting for ham – Sayef ville ikke leve uden ham”.
Mohamed arbejder for et firma, der fremstiller overrislingsinstrumenter, men med en løn på kun 100 dollars om måneden, indrømmer han, at han modtager finansiel hjælp at sine slægtninge. Han var uden for Fallujah under konflikten, men da han vendte hjem to måneder senere, fandt han huset bombesprængt. Han modtog penge i 2006 til at renovere det.
Han ser længe på Sayef under vores samtale og løfter ham så op.
”Hver gang jer ser min søn, dør noget inden i mig”, siger han med tårerne løbende ned ad ansigtet. ”Jeg tænker på hans skæbne. Han bliver tungere og tungere. Det er svært at bære ham”.
Fra hospitalet i Fallujah:
Så spørger jeg, hvem han giver skylden for Sayef lille Golgata. Jeg forventer en tirade af beskyldninger mod amerikanerne, mod den irakiske regering, mod Sundhedsministeriet. Folk i Fallujah har længe været fremstillet som ”pro-terrorister” og ”anti-vestlige” i verdenspressen lige siden drabet og af afbrændingen af fire amerikanske lejesoldater i byen i 2004 – den begivenhed, som startede kampen for Fallujah, i hvilken 2000 irakere, civile som oprørere, blev dræbt sammen med næsten 100 amerikanske soldater.
Men Mohamed er stille i nogen tid, Han er ikke den eneste fader, som viser sit deforme barn for os. ”Jeg beder kun om hjælp fra Gud”, siger han. ”Jeg forventer ikke hjælp fra andre mennesker”. Hvilket beviser, synes jeg, at Fallujah langt fra er en terrorby, men også omfatter nogle meget modige mennesker”.
Fallujah: En historie
Den første kamp om Fallujah i april 2004, var en måneds lang belejring, men USA kunne ikke indtager byen, som hævdedes at være et hovedfæste for oprørerne. Den anden kamp i november jævnede byen med jorden. Kontroverser raser over, hvorvidt de amerikanske tropper anvendte fosforgranater. En undersøgelse i 2010 fastslog, at antallet af børn, der døde aom spæde, af cancer og leukæmi er større i Fallujah end hos de overlevende fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.
Minibussen fra STS er overgivet til tekstilarbejderne Somalia skal have en ny forfatning