| Vælg kategori: |
Somalia: Splittelser på alle sider
2. May 2012
Både den somaliske regerings modstandere – og her tænkes først og fremmest på Al Shabab – men også ”regeringssiden” synes præget af dybe splittelser. Og det ser ud som om disse splittelser har noget med hinanden at gøre.
I en tale i en moske tæt ved Mogadishu i begyndelsen af april vendte den tidligere leder af den nationalistiske modstandsbevægelse, Hizbul Islam, og en af de nuværende ledere af Al Shabab, Sheik Hassan Dahir Aweys, sig i skarpe vendinger imod en beslutning fra Al Shababs formelle leder, Ahmed Godane, om, at Al Shabab skulle være en del af Al Qaeda og fremover optræde under navnet Al Qaeda i Østafrika (AQEA).
”Al Shabab blev ikke dannet for at spilde uskyldige menneskers blod”, sagde den tidligere oberst i den somaliske hær blandt andet, ”men for at kæmpe mod korsfarerne. At sige, at enhver, der ikke er enig med Al Shababs ideologi, skal piskes, er ikke en metode, der anvendes af islam. Organisationen har gjort drab af civile lovligt ved at lave sine egne love”.
Et kup?
Meget tyder på, at tilslutningen til Al Qaeda var et resultat af et kup fra Godanes side.
Efter et ugelangt møde i Al Shababs øverste ledelse i Baidoa i november 2011, lød der i hvert fald helt andre toner:
”Sheik Muktar Ali (Abu Mansur), et ledende medlem af Al Shabab”, skrev Garowe Online den 8. november, ”har bedt de muslimske gejstlige korrekse dem, hvis de begår fejl. Han sagde, at dette ville være vitalt for at gøre en ende på problemerne i det sydlige Somalia…
Vi er alle mennesker, der laver fejl”, sagde Abu Mansur. ”Vi anmoder de islamiske lærde om at korrekse os, når vi laver forkerte ting, og at de støtter os, når vi laver de rigtige ting”.
At tro at Al Shabab er en ensidig størrelse har altid været forkert. Problemet har snarere været manglen på demokrati inden for bevægelsen, hvilket gør, at kupagtige udskiftninger har tendens til at brede sig fra oven af og nedefter.
Derfor er det vanskeligt at bedømme styrkeforholdet mellem de to hovedfraktioner inden for Al Shabab.
Men Aweys udmelding skal nok ses i sammenhæng med andre udviklinger i Somalia.
Hvem er egentlig formand for det somaliske parlament?
De fleste vestlige medier går uden videre ud fra, at formanden hedder Sharif Hassan Sheik Aden, mens præsidenten hedder Sharif Sheik Ahmed.
Men ser man nærmere efter og læser, hvad andre nyhedsmedier skriver, kan man meget let komme i tvivl.
For eksempel skrev Raxanreeb Online i begyndelsen af april, at formanden for parlamentet – nej ikke Sharif Aden, men derimod Madobe Nunow Mohamed – havde meddelt, at han havde nedsat en valgkommission med 33 medlemmer, der skal forberede ”retfærdige og fair præsidentvalg den 30. april”.
Når mange nu betragter Madobe som parlamentsformand, hænger det sammen med, at parlamentet på stormfulde møder har afsat Sharif Aden som formand og i stedet valgt Madobe. Man har for resten også afsat præsident Sharif Sheik Ahmed.
Hvad er der så blevet af Sharif Aden?
Efter hvad Raxanreeb Online tidligere har oplyst, er Aden taget til sin fødeby, Baidoa, som er blevet erobret af etiopierne. Formålet med Adens ankomst skulle ifølge Raxanreeb være at oprette en ny delstat under Etiopiens vinger. En del af Den Afrikanske Unions Mission i Somalia, AMISOM’s tropper, er for nylig ankommet til Baidoa formentlig for at hjælpe med til at realisere disse planer.
To parlamentsmedlemmer, der er imod dannelsen af den regionale stat blev arresteret af etiopierne og sendt til Addis Ababa, fortalte Mareeg Online den 24. april.
Hvad ligger der bagved?
Der er faktisk stor modstand i Somalia imod den såkaldte Kampala-aftale og de efterfølgende møder om ”køreplanen til fred” i Somalia.
Kampala-aftalen blev indgået den 9. juni 2011. For at forsøge at forlige de to rivaler, præsidenten og parlamentsformanden, blev de begge kaldt til Kampala til et møde med Ugandas præsident og FN’s særlige udsendelse til Somalia Augustina Mahiga. Her blev de nærmest tvunget til at skrive under på en bilæggelse af deres interne stridigheder, samtidigt med at det lovede valg blev udskudt til at finde sted i august 2012.
At Madobe Mohamed ønsker valget afholdt den 30. april, er derfor ikke nogen tilfældighed.
Da FN og regeringen afholdt et tre dages seminar i Mogadishu i november 2011, svarede Hawiye-klanen sammen med repræsentanter for andre klaner igen med at arrangere en modkonference. Man boykottede også senere møder i blandt andet Puntlands hovedstad Garowe for at drøfte Kampala-aftalen og ”køreplanen til fred”.
Senere udsendte to tidligere somaliske præsidenter og andre ledende somaliske politikere en skarp fordømmelse af ”Garo-we-principperne”, som de mente umyndiggjorde det somaliske folk.
At der er grund til at se på denne modstand med en vis alvor, fremgik af en velorganiseret demonstration imod den somaliske regering, som blev afholdt i det ”regerings-kontrollerede” område i Mogadishu den 12. marts.
Klanernes involvering
Man kan næsten ikke forestille sig andet end, at de stærke og indflydelsesrige klaner også ønsker at blive taget i betragtning, når Somalias fremtid skal afgøres.
Måske er det det, der ligger bagved, når der er udbrudt kampe mellem Al Shabab og lokale klaner i blandt andet Balad (30 km. fra Mogadishu) og i hovedstaden Johwar (90 km. fra Mogadishu) i Middle Shabelle regionen, men det er ikke sandsynligt at regeringen vil nyde godt af disse kampe.
Aweys er en velkendt leder af Mogadishus største klan, Ayr sub-sub-klanen af den store Hawiey-klanfamilie. Ayr var hovedmålet for de etiopiske styrker, da de havde invaderet Mogadishu.
Af andre kendte ledere af Ayr klanen skal nævnes Somalias tidligere præsident, Abdulkassim Salad Hassen, overløberen Yusuf Mohamed Siad (indhi-adde) og Al Shababs tidligere leder, Adan Yurow, der blev dræbt af amerikanske missiler i hovedstaden i Galgaduud regionen, Dusamareb, i maj 2006.
Med vort kendskab til somaliske politikere vil det undre os meget, hvis ikke Aweys er i kontakt med sine klanfæller.
Krigsforbrydelser
Livet i de områder, der kontrolleres af Al Shabab er bestemt ikke nogen dans på roser, men det står faktisk værre til i de områder, som etiopierne og de regeringstro militser kontrollerer.
”Civile i Beledweyne og i Baidoa havde håbet, at trusler, frygt og undertrykkelse ville forsvinde med Al Shababs afgang”, sagde Leslie Lefkow, som vicedirektør for Human Rights Watch i Afrika den 28. marts til en rapport, der beskyldte etiopierne og de regeringsvenlige styrker for tortur, vold og vilkårlige henrettelser.
”I stedet har ankomsten af de etiopiske styrker og deres allierede betydet, at den ene form for grov autoritet er blevet bytte ud med en anden”.
”Indbyggerne i Beledweyne”, skrev Africa Review, hvorfra oplysningerne er hentet, ”beskriver situationen som mere farlig og uoverskuelig, end den var under Al Shabab, hvor man i det mindste vidste, hvad man kunne forvente, og hvordan man skulle undgå problemer”.
Tilstande som disse, hadet til de etiopiske og de kenyanske invasionsstyrker er med til – trods alt – at øge opbakningen bag Al Shabab. Med Al Shabab ved roret ved man i det mindste, hvad man kan forvente, vil mange somaliere tænke. Desuden er der ro i de områder, der kontrolleres af Al Shabab.
Så selvom Al Shabab er alvorlig svækket af interne stridigheder, af begyndende oprør imod deres hårde linje og åbningen af flere fronter imod dem, så har de stadig en betydelig militær kraft. De kontrollerer stadigt store dele af det sydlige og centrale Somalia, og dagligt viser de også deres evne til at slå igen også i form af guerillataktik.
Ideologisk set hører Al Shabab til den samme wahabaristiske retning inden for islam, som er statsreligion i Saudi-Arabien og Qatar, og som også er eksporteret til Taliban i Afghanistan og Pakistan. Og selvom der er forskelle i holdningerne på grund af lokale forhold, så er det tilsyneladende mere end vanskeligt at vinde over Taliban i Afghanistan,
Den militære situation
Selvom Al Shabab har trukket sig tilbage fra Mogadishu fortsætter kampene i den somaliske hovedstad. Præsidentpaladset bliver jævnligt udsat for angreb, dels med morterer, men også ved hjælp af selvmordsbombeangreb.
Stridigheder mellem regeringsmilitser indbyrdes rapporteres der også om. De drejer sig i regelen om fordelingen af de penge og andre værdier, som kommer ind fra checkpoints, hvorfra man udpresser befolkningen.
Den 21. april blev en person dræbt, og mindst 10 andre blev såret, da nogle regeringsmilitser gik til angreb på Mogadishus centrale fængsel på politistationen ved Howlwdag krydset tæt ved Bakara marked, fortalte Shabelle, men det var ikke muligt at få en kommentar fra regeringen.
Angrebet resulterede i, at mange fanger blev befriet.
Et nyligt bombeangreb på den nyåbnede nationalscene, der efterlod mange døde og sårede, er også genstand for debat, fordi en del mener, at regeringen selv var involveret i angrebet.
Også nordpå i Puntland og i området mellem Somaliland og Puntland er der kampe i gang. Puntlands regering hævder, at Al Shabab har spredt sig nordpå og ind i Puntland. Men denne oplysning skal nok tages med et gran salt.
Herfra ser det mere ud til, at det er tilhængere af den nye stat, Khartoum-staten i det omstridte område mellem de to nordlige entiteter, Puntland og Somaliland, der er i gang. Især er disse kampe gået ud over styrker fra Somaliland, men også i Puntland kæmpes der.
Khartoum-staten er det sidste skud i rækken af stater i dette område, hvor man mener, at rigdommene i det nordlige Somalia faktisk tilhører hele det somaliske folk.
I øvrigt har klanregimet i Puntland arresteret oppositionslederen, general Samatar, fordi han har udtrykt utilfredshed med at præsidentvalget i Puntland er udskudt med et år.
Spændinger i og omkring Kosova nærmer sig brændpunktet Fem aktivister fra Labour Education Foundation i Pakistan i fare for at omkomme i fængslet