| Vælg kategori: |
BERETNING FOR STS I 2010 OG DET MESTE AF 2011, AFLAGT PÅ GENERALFORSAMLINGEN I STS DEN 20 N0VEMBER 2011:
10. January 2012
I de principper vi for en del år siden vedtog som grundlaget for vores arbejde, hedder det i indledning til de generelle principper blandt andet:
”Vi betragter de fleste katastrofer, som rammer menneskeheden, som menneskeskabte. Meget få drager fordele af dem. Katastroferne kan kun forhindres, hvis de, der trues, og deres organisationer arbejder sammen.
Katastroferne øger behovet for den hjælp, de humanitære organisationer kan bringe. Men man bør også være klar over, at nogle af de større humanitære organisationer i dag er dele af en stor ”nødhjælpsindustri”, som også tjener egne interesser.
STS International Solidarity starter altid sine egne interventioner med at prøve at finde svar på følgende spørgsmål: Hvorfor fandt denne særlige katastrofe overhovedet sted, og hvad kan der gøres for at forhindre en gentagelse eller lignende katastrofer fremover?
Al erfaring viser, at en hovedårsag til krige er udbredelsen af etnisk og religiøst had mellem mennesker. Derfor bekæmper vi hadet så godt, vi kan, ved at prøve at alliere os med kræfter, som ønsker fred og forsoning.”
”Menneskeskabte”, skrev vi om de fleste katastrofer, og vi skrev også, at ”meget få drager fordele af dem”.
Det gælder ikke mindst krigene
I en nyere formulering udtrykte vi de samme tanker på en lidt anden måde, da vi også redegjorde for, hvem det er, vi foretrækker at hjælpe:
”STS, der yder humanitær bistand, mener, at problemerne i verden ikke skyldes mangelen på tekniske, industrielle eller økonomiske ressourcer, men den måde ressourcerne anvendes på. For blot nogle få procent af de store midler, der bliver brug til krige eller til andre ”forsvarsformål”, kan man sikre hvert eneste menneske på jorden en anstændig tilværelse. Derfor samarbejder STS fortrinsvis med kræfter, der lige som os selv ønsker en anden lokal og global fordeling af ressourcerne.”
Nej – som verden er indrettet på – mangler der ikke økonomiske ressourcer. Problemet er det modsatte. Markederne bugner med kapital, og investorerne synes ikke at ane, hvor de skal anbringe deres mange penge til en bare nogenlunde rimelig forrentning.
Verden mangler heller ikke industrielle ressourcer. Igen er problemet det modsatte. Som verden er indrettet på, er der også for mange industrielle ressourcer.
Det, der er mangel på, er afsætning af de varer, industrien frembringer. Det er muligt, at krisen kan overstås ved at stramme livremmen ind – især hos de mindrebemidlede. På den anden side hæmmer det efterspørgslen endnu mere.
Anti-terrorkrige
Der synes dog at være en industri, hvor det stadigt kan betale sig at investere sine penge, nemlig i våbenindustrien, hvis afsætning i det store og hele betales af skatteyderne i de lande, der køber våben.
Grunden til den fortsatte profitabilitet er de mange krige USA og Vesten fører i antiterrorens navn.
Det synes at være kendetegnende for disse krige, at det er relativt let for de overlegne vestlige styrker at erobre et land, men at de virkelige problemer opstår, når den første del af krigen er overstået. Der er meget få folk i denne verden, der ligefrem er begejstret over at se deres lande rendt over ende af fremmede styrker, og da de jo slet ikke besidder de sofistikerede våben, som Vesten har, er de i de fleste tilfælde nødt til at benytte sig af en guerillataktik. Og en guerilla er meget svær at bekæmpe.
Det er ”fantasi at tro vi kan vinde i Afghanistan”, hed en artikel i Intersol nr. 101 af den tidligere britiske ambassadør i Kabul, som også gennemgår alle årsagerne til fiaskoen. Nato har nu ført ti års kostbar krig med mange døde for at knuse Taliban, som bliver stærkere og stærkere, så længe Nato fortsætter sin krig.
Der er afghanere, det mener, at Nato bør trække sig ud af Afghanistan. Det mener for eksempel det tidlige parlamentsmedlem og kvindesagsforkæmperen Malalai Joya. Hun siger, at besættelsestropperne hjælper det pakistanske folks fjender: krigsherrerne og Taliban, og at man sagtens selv kan gøre op med dem begge, ”for de har ingen plads i det afghanske folks hjerter”.
Måske har hun ret.
STS er ikke ”neutral”
Det nemmeste for STS var at efterligne de andre humanitære organisationer og være neutrale.
Men for det første, så var det ikke ligefrem neutralitet, der var drivkraften, da spirene til STS blev lagt i vinteren 1992-93. Vi havde intet ønske om at prøve at optræde neutralt. Tværtimod engagerede vi os mere og mere på de kræfters side, som ønskede at bevare den multietniske og multireligiøse republik Bosnien-Hercegovina.
Og vi lagde også mærke til en anden ting. Den påståede neutralitet fra de store organisationer er i virkeligheden falsk. Da det var god vestlig politik, at Bosnien-Hercegovina skulle deles mellem Serbien og Kroatien, lavede alle projekter i de områder, som krigsforbrydere som Karadzic og Mladic havde kontrol over. Det gjorde de fordi, det var der de store bevillinger fra statsmagterne strømmede hen, og STS var ildeset iblandt dem, fordi vi ikke var ”neutrale”, men tværtimod, som de sagde, kun støttede den ene part i krigen.
Men da det så viste sig, at forsøget på at dele Bosnien slog fejl, så kom STS ind i varmen, og de sidste penge udenrigsministeriet rådede over i den såkaldte Øststøttefond, blev givet til STS. Hvorfor? Fordi vi havde sagt det samme hele tiden: Det er hul i hovedet at give penge til projekter for de samme mennesker, som gang på gang har vist, at deres interesse var at smadre Bosnien.
Akkurat det samme skete, da Folketinget bevilgede 63 millioner kroner til ”udviklingsorienteret nødhjælp til Somalia i 2001. Disse penge var bl.a. blevet bevilget, fordi dannelsen af den somaliske overgangsregering (TNG) under Arta-fredskonferencen i 2000 gav håb ”om forsoning i Somalia”. Men reelt fik Abdulkassim Salad Hassans overgangsregering ikke selv andel af disse penge til ”forsoning”. Nogle af pengene blev sendt til det ineffektive FN-system og resten blev brugt i de to områder af Somalia, som var imod forsoningsprocessen, nemlig Puntland og Somaliland. Det var danske humanitære organisationer, som udførte arbejdet for de fleste projekter i de to områder.
Det var baggrunden for, at vi skrev: ”at nogle af de større humanitære organisationer i dag er dele af en stor ”nødhjælpsindustri”, som også tjener egne interesser.”
I stedet spørger vi som det fremgår af vores principper: ”Hvorfor fandt denne særlige katastrofe overhovedet sted, og hvad kan der gøres for at forhindre en gentagelse eller lignende katastrofer fremover?”
Skal man besvare dette spørgsmål i praksis, skal man gøre sig den ulejlighed at følge pengestrømmene og spørge, hvem er det, der har fordel af katastroferne og væsentligt krigene, og hvem der ”bare” er tildelt rollen som ofre for dem.
Hvad vi blandt andet fandt ud af
Det er ret forbløffende, hvad man kan finde på Internettet med en smule ihærdighed.
Vi fandt ud af, at opløsningen af det gamle Jugoslavien måske ikke var så tilfældigt, som mange tror. Vi fandt ud af, at planerne om at dele Bosnien heller ikke var tilfældig, at Dayton-planen, som reelt er et forsøg på at følge den gamle linje, og som umyndiggør alle bosniske embedsmænd og politikere, heller ikke er det, at massakren i Srebrenica heller ikke var tilfældig, hvad vi godt nok havde vidst længe, at privatiseringspolitikken heller ikke var tilfældig, men tværtimod et resultat af, at Bosnien efter al sandsynlighed besidder nogle af Europas største reserver af olie!
På samme måde er umyndiggørelsen af befolkningen i Kosova heller ikke tilfældig, for Kosova besidder de største og kendte mineralforekomster på Balkan.
Vi fandt også ud af, at der skal bygges en olie- og naturgaslinje igennem Afghanistan og for et år siden, kunne man også i danske aviser læse om store fund af naturressourcer i landet. At Somalia har et problem i form af sin placering ved indsejlingen mellem Det Indiske Ocean og Det Røde Hav kan man se på alle kort, og at det også besidder store naturressourcer, herunder olie, er i dag en næsten indlysende kendsgerning for mange mennesker.
Verden er ved at løbe tør for naturressourcer, meddelte et videnskabeligt udvalg i FN for et halvt år siden. Selv jernmalm vil blive en mangelvare i fremtiden, hvilket på den anden side glæder de få monopoler, der har sat sig på den. Alle taler om, at den stigende industrialisering af landene i Asien, først og fremmest Kina, stiller de resterende oliereserver på en hård prøve, og at man må forsøge at udvinde olie meget risikable steder og med risikable metoder.
Men først og fremmest kan vi imødese skærpede kampe om de sidste naturressourcer.
Nu er det svært at overtale almindelige mennesker til at gå med til at udløse de destruktive kræfter, der hører med i enhver krigshandling bare ved at henvise til mangel på råstoffer. Styret i dette eller hint land, man ønsker at angribe, bliver derfor fremstillet som særlig diktatorisk og umenneskeligt. Og formålet for den militære aktion er angiveligt at indføre en mere demokratisk styreform, der også respekterer de menneskelige rettigheder.
Men der er på ingen måde tale om en konsekvent politik. Styreformen i lande som Saudi-Arabien, Bahrain, Yemen, Qatar, De Arabiske Emirater er på ingen måde demokratisk, og de tager overhovedet ingen hensyn til de menneskelige rettigheder.
Det er vanskeligt at nå frem til en anden konklusion, end at det faktisk ER er kampen om de svindende naturressourcer – og ikke mindst olien – der ligger bag krigene.
Ser vi på krigen i Libyen, er det da også naturligt at spørge: Ja, men var Gadaffi da ikke villig til også at sælge olie til Vesten? Jo, det var han faktisk, og i mange år så Vesten fuldstændigt bort fra hans krænkelser af de menneskelige rettigheder og modtog ham med røde løbere og omfavnelser.
Hvorfor så dette pludselige omslag? Hvorfor blev omfavnelserne ret pludseligt afløst af nogle af de værste bombardementer, der er set længe fra verdens stærkeste militærmaskine. Også dette spørgsmål kan man finde svar på. Hvis man bare slår op på Google og leder en smule ihærdigt finder man frem til, at de 8 Nato-lande (ud af 28) som udløste angrebet på Gadaffi gjorde det af angst for, at han var på vej til at rive hele Afrika ud af neokolonialismens klør.
Men den metode vi har valgt for længe siden at betragte verden på – og ikke mindst at forklare den på, har unægtelig en bagside. Vi kommer til at sige meget af det, som ikke fremgår af de medier folk normalt bruger til at danne deres opfattelse af, hvad der sker i verden. Især hvad angår Libyen fremkommer Intersol og vores hjemmeside med forklaringer, som man stort set ikke finder andre steder, så det er op ad bakke for os.
VORE INDSATSOMRÅDER
Denne beretning er egentlig også en årsberetning for 2010! Men da det er umuligt at skille virkeligheden op blot i årstal, så indeholder den også ting, der er foregået senere, som i øvrigt alle andre beretninger.
STS startede jo sit arbejde på Balkan et område, som stadigt har vores store interesse skønt selve vores fokus i de senere år er skiftet fra Bosnien og til Kosova.
I april aflagde en delegation fra STS besøg i Kosovas hovedstad Prihstina. Medlemmerne var Søren Søndergaard, der repræsenterer Folkebevægelsen mod EU Europarlamentet, det tidligere medlem fra Hollands Socialistiske Parti og Vagn Rasmussen fra STS.
Besøget var en udløber af et besøg, STS tidligere havde haft med lederen af Bevægelsen for Kosovas Selvstændighed – Vetevendosje – Albin Kurti, som vi dog ikke traf under vores besøg, fordi han var gået under jorden for falske anklager om at være skyldig i FN-troppernes nedskydning af to fredelige demonstranter i 2007.
Vi traf mange andre, blandt andet den ansvarlige for EU’s opretholdelse af lov og orden i Kosova Alberto Perduca, ledere af Minearbejdernes Fagforening ved Trepca minerne i Mitrovica (som vi tidligere havde samarbejdet med) og andre ledere af Vetevendosje. Med dem drøftede man blandt andet spørgsmålet om deltagelse i valg.
Det var nok ikke disse drøftelser i sig selv, der førte til, at at Albin Kurti, da organisationen fejrede sin fem års fødselsdag fortalte pressen, at man ville deltage i det næste parlamentsvalg, som skulle afholdes den 12. december. Men knapt var Albin, der havde holdt sig skjult i lang tid, fordi han som albaner ikke ville dømmes af en domstol, der var nedsat af EU, færdig med sin tale, før han og andre ledere under stor brutalitet fra politiets side blev hentet og stillet for domstolen, som idømte ham otte måneders fængsel. Men han allerede havde ”afsonet” længere tid i fængsel blev han løsladt igen.
Ved valget, der var omgivet af stor valgsvindel, fremstod Vetevendosje ikke desto mindre som Kosovas tredje største parti.
Fra Kosova rejste Vagn videre til Bosnien for at genoptage kontakter, som var mere eller mindre gået i stå i nogle år.
På Balkan følger vi med stor interesse de forsøg, der bliver gjort for at genetablere de faglige og politiske forbindelser mellem landene i det tidligere Jugoslavien, og vi har selv deltaget i et par møder.
SOMALIA
I Somalia har STS arbejdet siden 1999 og væsentligt i Mogadishu-området og i det sydlige og centrale Somalia. Vi har opbygget en ret stor paraply-organisation under navnet STS Somalia. Denne organisation består i dag af 24 medlemsorganisationer. Politisk set hører STS Somalia til den lidt oversete strømning, der tager sit udgangspunkt i de bedste sider af Siad Barres politik, da Somalia sidst havde en funktionsdygtig regering.
STS Somalias ideer ligger meget langt fra det fundamentalistiske Al Shabab såvel som fra ”den FN-støttede somaliske overgangsregerings”.
Dette blev krystalklart, da STS i januar 2011 organiserede en fem dages workshop for demokrati og menneskelige rettigheder i Mogadishu.
For at hjælpe med opbygningen af STS Somalia fik vi for penge fra Projektrådgivningen mulighed for at opbygge et NGO-center for STS i Somalia i årene 2003 til 2005, men da de fleste faciliteter blev opbygget på det store Bakara marked i Mogadishu. Men da etiopiske hærs ankom til byen i begyndelsen af 2007 blev markedet først genstand for omfattende plyndringer, for derefter, da etiopierne blev tvunget ud af markedet, for omfattende bombardementer, som de afrikanske ”fredsbevarere”, er forsat med indtil for et par måneder siden.
Det betyder reelt, at næsten alt, hvad vi fik opbygget under det sidste projekt, nu er ødelagt, og vi har nedsat en gruppe med det formål at få det bygget op igen.
Som supplement til det ødelagte hovedkvarter i Mogadishu er der opbygget et andet hovedkvarter i hovedstaden i Nedre Shabelle regionen, havnebyen Marka som ligger omkring 90 kilometer syd for Mogadishu. I Marka har STS arbejdet meget, for det er også hovedkvarter for AIDSOM, som bl.a. afholdt store folkelige fester for at propagandere imod AIDS, HIV, mod omskæringen af piger, kvindeundertrykkelse og polygami.
Nedre Shabelle regionen kontrolleres nu af Al Shabab, og afholdelse af folkelige fester – særligt mod polygami – er for tiden en komplet umulighed.
På den anden side stiller Al Shabab sig ikke i vejen for det rent humanitære arbejde, og man burde faktisk sige, at betingelserne for at lave humanitært arbejde i de områder, der kontrolleres af Al Shabab, er meget bedre end i de få områder, som kontrolleres af regeringen, der mest består af krigsherrer og deres repræsentanter.
Udover hovedkvarteret har vi også i Marka opbygget et hospital, der behandler patienter, der lider af AIDS og tuberkulose samt en sundhedsklinik i Nedre Shabelle regionen. Det er også i det område, vi kan gennemføre projektet for at hjælpe de sultne – for i det regeringskontrollerede område bliver over halvdelen af fødevarerne stjålet. Andre fødevarer bliver røvet fra flygtningelejre, hvilket ofte har medført, at folk er blevet dræbt af plyndrende regeringsmilitser.
Den somaliske tragedie
Somalia er et klassisk eksempel på de lidelser, befolkningen må gennemgå som et resultat af ”anti-terrorkrigen”. Der er ikke grund til at gentage opremsningerne af disse lidelser her, men der er grund til at understrege en anden ting.
Af en rapport fra december 2007 fra det amerikanske militærs anti-terror-gruppe fremgik det på trods af store anstrengelser ikke var lykkedes for Al Qaeda ”at oprette en operationel base i Somalia på grund at fjendskab fra de lokale klaner og de barske forhold i Somalia”.
Hvorfor var og er der stor modstand i den somaliske befolkning i Somalia mod Al Qaeda?
Det er fordi den barske udlægning af islam, som Al Qaeda står for, er den moderate muslimske befolkning i Somalia så inderligt imod.
Osama bin Laden var fra Saudi-Arabien og derfor tilhænger af den gren af islam, wahabarismen, som hersker i dette land (og i lande som Qatar). Den brutale behandling af kriminelle men også af kvinderne strider imod den somaliske opfattelse af islam.
Men fra den velhavende og store klike i det saudiske kongehus og fra andre tyranniske regimer, der også bruger wahabarismen til at undertrykke deres egen befolkninger med, har man længe ført et korstog rettet imod andre muslimske lande og samfund med det formål at udbrede wahabarismen.
Metoderne er nogenlunde de samme som i middelalderens kristne korstog og grundlaget for wahabarismen er i grunden også middelalderlig: man udsender missionærer (imamer), man bygger store og flotte moskeer til dem, og man indretter muslimske skoler i den wahabaristiske forståelse af islam.
De muslimske privatskoler, der tjener som udklækningsanstalter for wahabarismen har man dannet i blandt andet Afghanistan, i Pakistan og i Somalia.
Der er den ene grund til Al Shababs fremvækst og styrke.
Den anden grund er, at Somalia ikke synes at få lov til at være i fred. Og det wahabaristiske Al Shabab har udviklet sig til at være den eneste militære styrke, der bekæmper enhver form for fremmed intervention i Somalia.
Sidst har Kenya begået den tåbelighed at angribe Somalia. Omfanget af tåbelighed ses i den kendsgerning, at den afrikanske union overvejer igen at sende de etiopiske hær til Somalia for fuld styrke, og i aftaler mellem den kenyanske og den israelske regering om, at den sidste skal hjælpe Kenya i dets kamp mod terrorister.
Også denne udvikling er en gave til Al Shabab, som prøver at fremstå som nationens frelser.
Men hvad kunne der mon ske, hvis udlandet holdt op med at blande sig i Somalias indre forhold og overlod det til det somaliske folk selv at bestemme. En væsentlig del af argumenterne for at støtte Al Shabab ville forsvinde og det kunne også tænkes, at befolkningen i Somalia viser sig i stand til at gøre op med den fremmede udlægning af islam på en anden og muligvis fredelig måde, som man har en tendens til at gøre i Somalia.
PAKISTAN
STS begyndte at arbejde med Pakistan i forbindelse med jordskælvet i Kashmir i oktober 2005, hvor vi foranstaltede en landsindsamling til fordel for det arbejde Labour Education Foundation i Pakistan iværksatte i Kashmir.
Siden er vores engagement i Pakistan vokset til at have samme betydning som engagementet i Somalia.
Fikr-e-Noa-skolen
For fjerde år i træk udgør STS den økonomiske basis for en skole i Kashmir, der drives af Labour Education Foundation, og hvor for tiden 120 børn fra jordskælvsramte og fattige familier får gratis undervisning, gratis skolemateriale og for manges vedkommende tillige gratis skoleuniformer.
I et land hvor op imod 70 procent af befolkningen er analfabeter, har dette i sig selv stor betydning for de elever, der nyder godt af Fikr-e-Noa-skolen, som den hedder.
Fikr-e-Noa betyder noget i retning af ny filosofi. Det er der også tale om. Dels går piger og drenge sammen på skolen, men den benyttes også som et sted, hvor man oplyser den lokale befolkning om dens politiske og faglige rettigheder. Endelig tjener skolen til at bevare den stærke folkelige støtte, som Labour Education Foundation fik i Kashmir takket være sin indsats efter jordskælvet.
Vi har grund til at takke de mennesker, som yder faste bidrag til skolen, og dermed hjælper os med at skaffe de 50.000 kr. årligt, vi har forpligtet os til at betale til den fortsatte drift af skolen. Samtidigt beklager vi, at vi ikke har råd til, hverken med penge eller med arbejdskraft at gøre kredsen af faste bidragydere større end den faktisk er.
Solidaritet med den pakistanske fagbevægelse
I november fik vi meddelelse om, at seks ledere af tekstilarbejdernes fagforening i Faisalabad var blevet arresteret og dømt til 10 års fængsel for terrorvirksomhed. Da dette er et forsøg på at bremse den største fagforening i den private sektor i Pakistan, har vi startet en landsindsamling og der lægges forslag frem på generalforsamlingen om, at STS bevilger 10.000 kr. til denne indsamling foruden, at vi vedtager en støtteerklæring til Labour Education Foundation så den bedre kan blive i stand til at forsvare ”de seks fra Faisalabad”.
I Intersol har vi bragt en masse artikler fra den store strejke i Faisalabad i sommeren 2010, som resulterede i, hvad man troede var en sejr for tekstilarbejdernes fagforening i Faisalabad, men vi vil også bringe artikler om den situation, man nu står i, samtidigt med at vi vil udbrede kendskabet til vores landsindsamling så godt, vi formår. Vi vil især understrege, at medmindre den danske og andre ”rige” landes fagbevægelser støtter de svage fagbevægelser i den tredje verden, så kan udflytningen af arbejdspladser ikke standses.
Desuden arbejder vi på at realisere et projekt, ifølge hvilken, vi vil modtage et beløb fra Projektrådgivningens Bevillingsgruppe på omkring 840.000 kr., så vi sammen med Labour Education Foundation kan uddanne 600 nye faglige aktivister i løbet af de næste tre år.
Projektet er beregnet til at starte i januar 2012.
ARBEJDET I STS
Den linje, STS har valgt at følge, bygger i alt væsentligst på vores egne erfaringer, som de kommer til udtryk i de principper vi efter en omfattende medlemsdiskussion vedtog for nogle år siden, kombineret med flittig brug af Internettet. Indimellem er linjen også til debat i bestyrelsen, især når der fremkommer nye ændringer i situationen. Og endelig diskuterer vi linjen på generalforsamlingerne som en del af diskussionen efter aflæggelse af beretning.
På trods af, at vores linje afviger en del fra andre humanitære organisationer, så vedbliver STS med blandt sine aktive og passive medlemmer at bevare en høj grad af forskelligartede politiske orienteringer. I den forløbne periode har kun en modtager af Intersol meddelt, at han ikke længere ønsker at modtage bladet. Til gengæld er der kommet flere abonnenter og flere nye medlemmer til.
Også antallet af faste betalere er steget – om end moderat. Alt i alt må vi derfor konkludere, at et stigende antal personer synes, det er et godt arbejde, vi udfører i STS.
I den forløbne periode har vi udsendt Intersol hver anden måned. Vi har også opdateret hjemmesiden med korte mellemrum. Vi er også igen begyndt at opdatere vores facebook.
Men igen må vi konstatere, at de to, der arbejder på kontoret har så meget at lave blandt andet med at udfylde rapporteringer, at passe udsendelsen Intersol, hjemmesiden, og at følge med i projekter m.m. – så det kniber med at få tid til også at skrive bl.a. ansøgninger.
Udover at medlemmer af bestyrelsen, som hjælper til så godt den formår – for langt de fleste har også arbejde eller studier, der skal passes – så indeholder den faste stab af medarbejdere også tre personer, som vi vil rette en særlig tak til:
Birgit Thomsen, som holder styr på medlemmer, indbetalinger og sørger for at alle kvitteringer er til stede. Helle Kruse Rasmussen, der fungerer som vores bogholder, samt Eric Berner, der indtil for nylig fungerede som fast korrekturlæser for Intersol, og som, vi håber, vil genoptage denne del af sin virksomhed, selvom han af helbredsmæssige grunde har besluttet, at han ikke længere vil være medlem af bestyrelsen.
Somalia: Slagsmål tilsyneladende uden ende 32.364 kr. fra Andelskassen Merkur