| Vælg kategori: |
Libyen: Oprørere dræber hinanden
8. January 2012
Der kom ikke meget fred til Libyen på grund af Natos bombardementer. Tværtimod er landet mere splittet end tidligere. Det foreløbige sidste resultat af den øgede splittelse mellem oprørerne kom den 3. januar, da både tekst-tv fra DR1 og TV2 kunne fortælle, at der var kampe imellem oprørsgrupper i Tripoli.
DR1 kunne fortælle, at kampene foregik mellem en gruppe oprørere fra Misrata og oprørere fra Tripoli.
DR1’s tekst-tv slutter:
”Det er en yderst beklagelig hændelse. De indblandede handlede uansvarligt, sagde Abdelkasim Belhadj, leder af det militære råd i Tripoli”.
I tidligere opslag har vi mere udførligt redegjort for, hvem Belhadj egentlig er. Men for at gentage det her, er han leder af en gruppe islamister, der var medlemmer af Al Qaeda, indtil deres mirakuløse omvendelse. I en artikel fra CNN fra den 12. september 2011 udnævntes Belhadj til at udgøre ”hjertet blandt de libyske oprørere”. Det var ifølge Hindu News fra den 1. november også Belhadj og andre islamister, der stod bag fyringen af den daværende ministerpræsident, Mustafa Abdul-Jalil.
Det er åbenbart ikke alle i Belhadjs gruppe, der er taget til Syrien for endnu engang at stille op under Qatars banner for at kæmpe på oprørernes side.
Situationen i Tripoli
”Flere end 55 militsgrupper, i alt mere end 30.000 væbnede krigere kontrollerer dele af Tripoli, nogle af dem under løs beskyttelse og ledelse af TNC’s Tripoli militære kommandør Belhadj”, rapporteret Franklin Lamb fra Tripoli den 1. januar 2012.
”Belhadj, tidligere med i Al Qaeda, tilbragte syv år i fængslet her, da USA og UK sendte ham til Gadaffis regime som et led i et gengivelsesprogram. Hans parti er nu blevet en del af Det Muslimske Broderskab, og det vil formentlig vinde valget til juni næste år. Hans milits er den 3. største i Tripoli. Den største ledes af Sahl Gait. Den har ifølge hans næstkommanderende 5000 krigere.
I disse dages Libyen er det en god ide at huske navnene på de største af de lokale militser samt navnene på deres ledere, så man, når man nærmer sig en af disse svært bevæbnede og uvenlige typer, kan sætte de to pegefingre sammen og sige lederens navn og ”mieh, mieh”, det vil sige ”god, god”. Man ønsker at sige navnet på den rigtige leder, for der er i dag en usikker ro efter uger med stort set urapporterede skærmydsler.
Stort set urapporterede af følgende grund: Overgangsregeringen reklamerer dagligt med den nyvundne pressefrihed og hævder, at der nu er 43 nye aviser eller magasiner. På overfladen lyder det meget godt, og der er mindre eller flere hver uge eftersom, dem, der har lovet at finansiere dem, undlader det eller starter en ny avis eller magasin.
Det bemærkelsesværdige ved ”det frie Libyens nye frie medier” er, de til 100 procent er for ”den nye regering”. Jeg får at vide, at det ikke kun er af frygt for ikke at falde i tråd med linjen for universel opbakning bag NTC. Ifølge en vestlig ambassadør, som for nylig er vendt tilbage til sin post, er en anden grund, at de nye medier udgik fra myriaden af militser, og at de simpelthen af psykologiske grunde har problemer med at kritisere et hvilket som helst af de åbenlyse problemer, der synes at vokse dagligt.
Ahmed (en af Lambs gamle bekendte, som har overlevet mange forfølgelser) er enig: ”De var så involveret med Nato og dens rebeller, at de ikke ønsker at indrømme, at de på mange måder tog fejl, så derfor ignorerer de, hvad der virkelig sker foran deres egne øjne”.
Denne observatør var i går vidne til et eksempel på ”Green Square”.
”Næsten alle kalder det stadigt Green Square snarere end det navn TNC har givet pladsen som ”Martyrs Square”, sagde hotelejeren, ”fordi det har været Green Square i årtier, og hvad er der forkert i det navn? Hvis nogen af dem, man skal møde, siger ”Martyrs Square”, lyder det dumt for de fleste af os. Hvad nu, hvis den nye egyptiske regering fandt på at omdøbe Tahrir Square? Ville det egyptiske folk acceptere det?”
Demonstrationer og fængslinger
Det, der overraskede mig i går, var, at der var to velbesøgte demonstrationer imod regeringen i begge ender af denne store plads. Den ene var ledet af to kvinder, jeg traf i sommer, og som begge åbent sagde, at de var støtter af Gadaffis regime. Den ene ledte en kvindelig advokat-gruppe i sommers, og den anden ledte en kvindegruppe. Denne demonstration krævede, at ægtemænd til libyske mødre og deres børn fik libysk borgerskab. Den samme kamp, som er foregået i årtier.
Den anden demonstration, der var ledet af en kvindelig advokat, som jeg sidste gang så på Corinthia hotellet et par dage før, Tripoli faldt, var organiseret af en gruppe, der krævede regnskab for dem, der var forsvundne og blev holdt indespærret i de mange hemmelige fængsler, der var blevet oprettet af diverse militser rundt omkring i landet. Foruden de mere end 7000 loyale over for Gadaffi, var der var anerkendt som fængslet af TNC, hvoraf 80 procent var kendt ved navn, hævdede hendes undersøgelseskomite, Komiteen for Retfærdighed for de Forsvundne, at mere end 35.000 libyere, der blev holdt fængslede i hemmelige fængsler af militser, som den magtesløse regering ikke havde kontrol over, eller som den ikke kendte.
Ud fra det, han havde erfaret, mens han var fængslet, var Ahmed enig i tallet, og han sagde, at han ville hente mig om natten for at føre mig forbi en skole i nærheden af mit hotel, fordi vi om natten kunne høre vagternes råben og de fængsledes skrig.
Det ser altså foreløbig ud til, at demonstrationer tillades, skønt der var masser af observatører, der overvågede dem, og at nogle er fra TNC og militsernes sikkerhedsstyrker, var alles gæt. Ahmed er lige ankommet for at hente mig, og han fortalte, at ingen af de to demonstrationer var blevet omtalt i morgenens ”feel good”-aviser, som ikke kritiserer regeringen”.
Kvinder forsvinder fra offentlige steder
”Damen, som leder kvindernes gruppe, har adskillige planer, hendes gruppe vil rejse. En af dem er, at libyske kvinder forsvinder fra de offentlige steder, og at man aldrig hører fra dem igen.
En af hendes mistanker, er, at nogle af dem ender i huse, som tidligere Gadaffi-tilhængere ejede. Hun anslår, at der bare i Tripoli er mere end 90 huse, alle på ønskværdige steder og ofte nær ved havet, som blev ransaget af forskellige oprørsbander og plyndret, og at nogle af dem nu er sat til salg.
Efter at have plyndret fik nogle af militsmedlemmerne en bedre ide. Hvorfor vende tilbage til Benghazi, Misrata, og hvor de end kom fra, når de kunne blive i Tripoli og leve et liv i luksus?
”Mara”, kvinden, som leder advokatgruppen, hævder, at: ”de er velbevæbnede, lever af en lille betaling fra deres militser, men hovedsageligt af forskellige forbrydelser. Disse grupper renoverer nu nogle af de skader, de har forårsaget, og flytter ind på længere sig eller endog forlanger husleje af nyankomne”.
Mara tilføjede: ”Hvis de ser et tomt hus, særligt et godt et, regner de med – og ofte korrekt – at det har tilhørt en af Gadaffis slægtninge, repræsentanter eller støtter, og de mener, det er deres, hvis bare de stjæler det. Og de stjæler. Det gør de, fordi de udfordrer enhver anden milits eller den ikke-eksisterende regering til at prøve at standse dem. De har ingen intention om at vende tilbage til, hvor de kom fra, og endnu mindre at opgive deres våben. Faktisk samler de flere våben og sprængstoffer både til sikkerhed og for at øge deres politiske forhandlingsmuligheder. Det ser ud som hele Libyen nu kan røves af så mange – både lokale og fremmede operatører”.
Regeringen gør intet
Mara hævdede også, at der var kommet mange fremmede til Tripoli, og at indbyggerne kun ønskede, at disse fremmede skulle forladt byen, og overlade det byens egne indbyggere at sørge for sikkerheden.
De fremmede antages også at øge den internationale handel med kvinder, fordi nogle af dem kidnapper kvinder fra offentlige steder for at gøre dem til sexslaver.
“Det, der vækker raseri hos mange”, forsatte Lamb, ”at regeringen end ikke vil indrømme, at disse problemer eksisterer. Lige som regeringen ikke har noget ønske om at lade Den Internationale Krigsforbryderdomstol undersøge anklagerne, fordi man ikke ønsker fremmede undersøgere skal snuse omkring og stille spørgsmål.
Stammerne
Libyere i selve landet, og de, der søger sikkerhed i de nærliggende lande, vender sig i stigende grad mod de ti største libyske stammer for at prøve at bringe denne situation og andre problemer til en afslutning. En situation, som menes at være i færd med at eksplodere i vold er fra områder som Bani Walid og Sirte, hvor Nato og de lokale kræfter dræbte mange civile, som ingen humanitær organisation ved noget om.
En lokal militskommandant forklarede mig og to af mine kollegaer, hvad han lærte, mens han hjalp med til at drive et hemmeligt fængsel, på følgende måde:
”Hvad angår de interne stammemodsætninger og geografiske modsætninger, der eksisterede før, er de 500 gange værre i dag. Stammerne bevæbner sig, og de har givet regeringen adskillige ”deadlines” for at forpligte sig til, at begynde at opbygge ødelagte hjem og forretninger, til at hjælpe hjemløse familier, til at få våbnene væk fra gaderne og til at sende de væbnede bander tilbage til, hvor de kom fra. Men til dato er intet sket, og folks vrede vokser dagligt”……….
”Denne observatør er af stammeledere både i Libyen selv og i andre nærliggende lande, blevet informeret om, at en krig vil komme måske så tidligt som den 1. marts. ”Vores historie, vores kultur og vores værdighed er på spil. Det er stammernes ansvar at rense landet for disse banditter, ligesom vi gjorde det overfor de italienske kolonisatorer”, sagde en stammeleder.
Under et møde i et nærliggende land forklarede en Gadaffi-loyalist: ”Vi ved hvilke stammer, der samarbejdede med Nato og solgte deres fødselsrettigheder. Nogle gjorde det samme over for italienerne og i årene, hvor de solgte olierettigheder til udenlandske olieselskaber. Vi vil kæmpe for at finde en vej fremad for det libyske folk. Idet vi ved, at fejltagelser også blev begået af Gadaffi-regimet, ved vi også, at Gadaffi-regimet støttes fra 90 procent i Warfalla-stammen og tæt ved 60 procent i Tripoli”.
Den Gadaffi-tro hjemmeside:
http://libyanfreepress.wordpress.com/
fortalte den 3. Januar, at Amnesty International havde standset en “folkeafstemning” om, hvilken politiker, der var mest populær, fordi Gadaffi førte i point. Om det er rigtigt eller forkert overlader vi til læserne selv at bedømme.
Franklin P. Lamb er palæstinensisk journalist og aktivist. Han er med i ledelsen af organisationerne ”Americans Concerned for Middle East Peeace, the Sabre Shatila Foundation og the Palestine Civil Right Campaign. Hans E-mail-adresse er: fplamb@palestinecivilrightscampaign.org
Amerikanske tropper til Israel Somalia: Slagsmål tilsyneladende uden ende