| Vælg kategori: |
Syrien og Iran: FREDEN ER IKKE SIKRET!
3. January 2012
Trods en vis vaklen i geledderne må vi forberede os på, at en ny og endnu værre krig er på vej. Truslerne om krig mod Syrien og Iran vokser faretruende. Fred i Mellemøsten har lange udsigter. Bag truslerne om en ny krig, står Den Arabiske Liga, USA og de vestlige lande – inklusive vores eget.
Den Arabiske Liga har sendt en delegation til Syrien for at undersøge anklagerne mod det syriske regime, som af oppositionen – bakket op af næsten alle vestlige medier – beskyldes for at dræbe hundredvis af modstandere.
Men allerede den 29. december skrev 2011 Associated Press (AP), at det faktum, at delegationen var udpeget af ligaen, ”rejser spørgsmålet om, hvorvidt Den Arabiske Liga, hvoraf nogle medlemmer hører til dem, der har rekord i undertrykkelsen af menneskerettigheder, er et passende organ til at overvåge en plan, der skal bringe en afslutning på den undertrykkelse af oppositionen, der foregår fra sikkerhedsstyrker, der er loyale over for præsident Bashar Assad”.
Delegationen er ledet af en sudanesisk general. Den kunne i sine første rapporter fortælle, at den ikke fandt tegn på grove krænkelser fra regimets side. Disse uventede rapporter passede ikke ledelsen Den Arabiske Liga, og den 1. januar kunne Al Jazeera, der finansieres af diktatoren i Qatar, derfor meddele, at både ligaen og den syriske opposition var så utilfredse med den sudanesiske generals rapporter, at de havde besluttet at kalde undersøgelseskommissionen tilbage igen. Senere er det dog lykkedes for mere besindige medlemmer af ligaen at få gennemtrumfet, at undersøgelseskommissionen kunne fortsætte sit arbejde et stykke tid endnu.
Af artiklen i Al Jazeera fremgik det også, at der var uenighed i den syriske opposition, og at uenigheden drejede sig om den udenlandske intervention. Mens Syriens Nationale Råd (SNC) – den ledende oppositionsgruppe i udlandet – længe har krævet udenlandsk intervention, har ikke alle i den interne oppositionsgruppe, Den Nationale Koordineringskomite (NCC), udvist den samme interesse for udenlandsk indblanding.
Den 1. januar meddelte SNC, at der var indgået en pagt mellem de to organisationer, og endskønt pagtens eksistens blev betvivlet af lederen af NCC’s udenrigsudvalg, som mente, at kun få havde skrevet under på pagten, så meddelte lederen af NCC, at han havde skrevet under på pagten ”efter 35 dages forhandlinger”.
”Under pagten”, skrev Al Jazeera, ”vil de to sider forkaste fremmed udenlandsk intervention, der kan skade landets suverænitet eller stabilitet – uden at betragte en arabisk intervention for værende fremmed”.
Samtidigt forpligtede ifølge Al Jazeera de to partnere sig til at bygge ”en demokratisk, pluralistisk stat, der garanterede udskiftning af systemet via valg”.
Qatars udenrigsminister og premierminister, Sheik Hamad bin Jassim al-Thani, er formand for ligaens kommission med ansvar for de syriske forhold, og sidst i november 2011 blev Syrien suspenderet fra Den Arabiske Liga. Følger man drejebogen fra krigen mod Libyen, som man hidtil har gjort, synes vejen synes banet for et angreb fra en (USA-ledet) invasion militær aktion af ”humanitære grunde”.
Qatars rolle på det militære plan
”Den reaktionære israelske hjemmeside DEBKA-files”, skrev Chris Marsden på Countercurrents.org den 31. december, hævder, at ”Qatar er ved at bygge en sunni-muslimsk interventionsstyrke op, der består af libyske og irakiske terrorister.
Den nye højst mobile styrke vil øge den anti-Asads Frie Syriske Hær med 20.000 nye krigere, der er bevæbnet og bliver betalt af Qatar, og som nu er ved at danne militære bataljoner og brigader i deres hovedbaser i Tyrkiet. Herskere fra Saudi-Arabien og Qatar har godkendt et skrapt program fra Qatars stabschef, generalmajor Hamas Ali al-Alliya, til at svejse denne mobile sunnimuslimske interventionsstyrke sammen af grupper med forbindelser til Al Qaeda til hurtig anvendelse på den tyrkisk-syriske grænse”.
DEBKA-filerne rapporterer, styrken bl.a. omfatter 2500 mand inkluderet 1000 medlemmer fra den islamiske kampgruppe i Libyen (IFGL) og 1000 medlemmer af den irakiske grupper Ansar al-Sunna, skrev Mardsen også.
”Disse rapporter kan ikke verificeres”, fortsætter Marsden, ”men de er på linje med erklæringer fra den britiske stabschef, Sir David Richards, der overfor Royal United Service i London i denne måned sagde, at ”nøglen” til succes i Libyen var den vellykkede intervention, der fungerer som model for fremtidige interventioner fra UK, og at den for Syriens vedkommende bestod i ”at integrere qatarerne, folk fra De Forenede Arabiske Emirater og jordanere i aktionen”.
Disse lande havde nemlig udgjort hovedelementet i landstyrkerne under krigen i Libyen, sagde Richards. ”Uden dem og deres forsvarschefers lederskab, særligt den store forståelse de bragte til kampagnen, er det ikke sandsynligt, at NTC’s militser kunne have udgjort det element på jorden, uden hvilken den rette udgang af krigen ville have været umulig”, erklærede han.
Baseret bl.a. på en rapport fra en jordansk officer fortalte Boiling Frogs den 12. december, at nogle af amerikanske soldater fra Ain al-Assad Air base i Irak ikke var blevet sendt hjem til USA, men i stedet var blevet sendt til Jordan, hvor de var beskæftiget med at opbygge amerikanske baser ved grænsen til Syrien. Hjemmesiden havde forgæves forsøgt at få nærmere oplysninger fra det amerikanske forsvarsministerium.
For tiden synes de amerikanske overvejelser at gå i retning af at oprette ”sikre zoner” i Syrien.
Trusler mod Iran
Den 16. december mødtes den amerikanske præsident, Barack Obama, med den israelske forsvarsminister. Ehud Barak, på hotel Gaylord i Washington D.C. Mødet var arrangeret af the Union for Reform Judaism (URJ). Hvad de to talte om, er ikke direkte kendt af offentligheden.
Men efter de private samtaler holdt Obama tale til deltagerne i URJ-mødet, hvor han understregede, at ”Iran er en trussel mod Israels, USA’s og hele verdens sikkerhed, og det derfor vores politik er absolut klar: Vi er fast besluttet på at forhindre Iran i at få atomvåben… og det er derfor, vi har iværksat de mest omfattende og de hårdeste sanktioner, der nogensinde har ramt det iranske regime. Og det er derfor – vær sikker på det – vi ikke vil tage andre forholdsregler af bordet”.
I en artikel i det israelske dagblad Haaretz, rejser analytikeren, Amir Oren, spørgsmålet om, hvorvidt dette møde mellem Barack og Barak mon gav grønt lys for Israel til at udløse en altomfattende krig mod Iran.
”Er der muligt at dette møde på en halv time på Gaylord-hotellet mellem den amerikanske præsident Barack Obama og forsvarsminister Ehud Barak vil blive husket i Israels historie, som det øjeblik, hvor Barack O. gav grønt lys til E. Barak om et angreb – til det bedre eller til det værste – på Iran?”
Faren for en spredning af konflikten
Et angreb på Syrien vil uundgåeligt udløse en modreaktion fra Syriens allierede, som blandt andet er Iran, Hizbollah og palæstinenserne.
Men Rusland (og Kina) hører faktisk også til Syriens allierede, selvom disse to landes interesser og mulige indtræden i krigen dårligt omtales af de Nato-venlige medier. Og dog:
Den 28. november skrev Reuters:
“Rusland er ved at sende en flotille af krigsskibe til sin flådebase i Syrien som bevis på, at Moskva er parat til at forsvare sine interesser i det stridsomgivne land, mens det internationale pres stiger mod præsident Bashar al-Assads regering… Rusland, som har en flådebase i Syrien, og hvis våbenhandel med Syrien repræsenterer en årlig værdi på mange millioner dollars, nedlagde sammen med Kina veto i FN’s sikkerhedsråd i sidste måned, da et vestligt forslag om at fordømme Assads regering var sat på dagsordenen”.
”USA antager, at Rusland eller Kina ikke vil svare militært”, skrev Shamus Cooke på counterpoints.org den 31. december. ”Men man har før taget fejl. Da præsident Bush Jr. gav grønt lys til præsidenten af Georgien – en marionet – til at angribe Sydosstessien, overraskede Rusland alle ved at svare med at knuse den georgiske invasion. Hvis en ”arabisk hær” invaderer Syrien og Rusland svarer igen, vil USA uden tvivl blive direkte involveret”.
Cook sammenligner spillet op mod en krig med at spille poker, hvor den ene part bluffer i håbet om, at den anden part skal trække sig.
Faren for en atomkrig
Ifølge en rapport fra februar 2005 fra National Resources Defense Council, Nuclear Weapons in Europe besidder en række officielt ”ikke-atombevæbnede” stater som Tyskland, Belgien, Holland, Italien og Tyrkiet et antal amerikansk taktiske atomvåben, der står under kommando af de respektive stater.
Oplagringen af disse våben er ifølge ovennævnte kilde sket med henvisning til at ramme mål ”i Rusland eller lande i Mellemøsten såsom Syrien og Iran”.
Desuden besidder Israel mellem 100 og 200 taktiske atomvåben.
Den 12. oktober meddelte The Observer, at både Washington og Tel Aviv havde bekræftet, at ”amerikansk-leverede Harpoon krydsermissiler med atomsprænghoveder var ved at blive installeret i Israels flåde af undervandsbåde af Dolphin-klassen”.
General Leonid Ivashov er blandt andet chef for den russiske føderations militære styrker. I en artikel med titlen, ”Iran må berede sig på et atomar Angreb”, på den russiske hjemmeside, Strategic Culturel Culturel Foundation, skrev han den 24. januar 2007 bl.a.:
”Det israelske militær og de politiske cirkler i Israel har offentligt talt om muligheden af et nukleart missilangreb på Iran siden oktober 2006, da ideen øjeblikkeligt blev støttet af G. Bush. For nærværende prøver man at sælge ideen i form af, at det e ”nødvendigt” med et nukleart angreb. Offentligheden lærer at tro, at der ikke er noget monstrøst i muligheden for et sådant angreb, men tværtimod er et sådant angreb temmelig rimeligt. Der er angiveligt ingen anden måde, ”at stoppe” Iran på”.
Bahrain: Tåregas mod befolkningen Amerikanske tropper til Israel