| Vælg kategori: |
KRIGENE FORTSÆTTER
5. December 2011
Selvom der kun kommer lidelser for langt de fleste ud af de mange krige, der er i gang, fortsætter de ufortrødent. Måske står vi over for en ny krig med dansk deltagelse – denne gang imod Syrien. Og krigen i Somalia intensiveres også. Dette var emnet for en mail, vi har sendt til vores e-mails-kontakter, som vi også bringer på de efterfølgende sider.
Igen tillader vi os at sende mails ud til personer, vi har mail-adresser på, fordi vi synes, vi har noget vigtigt at fortælle
Vi vil omtale to krige. Den ene er indtil nu kun en mulig krig. Den anden krig har været i gang meget længe, men krigen mod Somalia er på det sidste blevet skærpet dramatisk.
Det trækker alvorligt op til en ny krig fra Natos side, og med dansk deltagelse, imod Syrien, som man kan læse her:
SKAL DANMARK IGEN I KRIG?
I Politiken kunne man den 1. december læse en artikel med overskriften: ”Oprørerne beder om FN-tropper”. Denne gang er det syriske oprørere, der beder om FN-støtte. Den danske udenrigsminister, Villy Søvndal, vil ikke ”udelukke en dansk deltagelse i en eventuel FN-aktion”. Men han siger dog, at ”lige nu kører vi i det politiske spor”.
Og hvad er så det for et spor?
”Det politiske spor” går ud på, at ”presse det syriske regime”.
Og her spiller Danmark en hovedrolle.
Den Arabiske Liga og EU har boykottet Syrien. I FN’s sikkerhedsråd lægger den franske udenrigsminister, Alain Juppé, pres på Rusland for at få landet med på at støtte en resolution om boykot. Det mislykkes formentlig (også fordi Rusland har lært en meget værdifuld lektie om, hvordan Nato misbrugte en russisk støttet FN-resolutionen sidste gang, man ville have krig), men her bør man være opmærksom på, hvad Natos danske generalsekretær sagde for godt en måned siden: at Nato ikke behøvede nogen sikkerhedsrådsresolution for at gå i krig! Det har Nato jo allerede gjort flere gange før.
Under et nyligt møde i Paris mødtes Villy Søvndal med sin franske kollega Alain Juppé, og de to udenrigsministre blev enige om, at de ville gå i spidsen for at få samlet den syriske opposition. Søvndal mødtes også med oprørslederen.
”Der er behov for en stærk fælles front, og jeg er særligt glad for det lederskab Den Arabiske Liga har udvist”, siger Søvndal bl.a. ifølge DR1 tekst tv den 30. november.
Den Arabiske Liga består også af en række diktaturstater, og i spidsen i bestræbelsen på at få boykottet Syrien finder man den værste af dem alle, nemlig det totale enevælde i Qatar, der udøves af emir Hamad Bin Khaliffa.
Qatars emir og ”den frie verden”(som Nato jo er oprettet for at forsvare)
Khaliffa var hovedarkitekten bag støtten til oprørerne i Libyen. Han sendte sine specialtropper til Libyen, betalte en stor del af oprørernes våben og – det er tvivlsomt om oprørerne, havde vundet uden emirens indsats, skrev Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, den 30. oktober. Han har også størstedelen af æren for, at magten i Libyen nu ligger i hans trosfællers hænder, nemlig de libyske islamister!
Khaliffa i Qatar behandler sin egen opposition præcist, som passer ham selv. Han er ikke ansvarlig over for noget parlament, for den slags findes ikke i Qatar. Han er heller ikke ansvarlig over for noget politisk parti, for partier er forbudt. Men alligevel har han nu – med fuld opbakning fra Villy Søvndal og Co., der roser og bakker op om Den Arabiske Ligas lederskab – stillet sig i spidsen for krav om, at den syriske regering, som trods alt er udpeget af et parlament, der ganske vist er valgt under et etpartisystem, skal behandle dens opposition på en anstændig måde.
Men ikke nok med det. Emiren af Qatar og de andre diktatorer i Den Arabiske Ligas lederskab, mener sig også berettiget til at diktere syrerne, hvordan de skal styre deres eget land.
Drejebogen
Drejebogen ligner til forveksling den drejebog, som endte med angrebet på Libyen.
Ligesom det var tilfældet overalt, da det ”Arabiske Forår” stadigt var et rigtigt forår, var der også i Libyen og i Syrien folk, der krævede økonomiske og politiske reformer og stop for al undertrykkelse. Men lige som i alle andre lande skete det i form af absolut fredelige demonstrationer.
Men fredelige demonstranter og fredelige demonstrationer kan ikke bruges af Nato. I Libyen blev de snart skubbet til side af væbnede oprørsgrupper. Det samme er sket i Syrien.
Forrest i rækken af disse væbnede oprørsgrupper finder man islamister, som vil indføre sharialovgivning – som i Qatar.
Oprørsgrupperne i Syrien har fået stillet en base til rådighed i nabolandet, Tyrkiet. Her blev den sekulære generalstab for nylig fyret og erstattet af tilhængere af Erdogans muslimske parti. Tyrkiet er således også på vej bort fra at være verdslig stat og til at blive en islamisk stat. I Tyrkiet kan oprørerne også få våben.
600 libyere kæmper allerede på oprørernes side i Syrien, fortalte Russia Today den 29. november. Måske er der tale om nogle af de 1500 islamister, CIA hvervede i Afghanistan og Pakistan i juli til at forstærke oprørsstyrkerne i Libyen med.
Og indtil videre har vi kun de alternative medier til at fortælle os om andre former for bistand til oprørerne for eksempel i form af mere direkte aktioner.
Nu er tiden så inde til at tage det næste skridt i rækken af forspil til et Nato-angreb. Nu har de syriske oprørere også anmodet om FN-tropper.
Følger man imidlertid det ”økonomiske spor” (for at blive i Villy Søvndals retorik), og stiller sig selv spørgsmålet: hvem fik økonomisk gavn af krigen i Libyen, og hvem vil også få økonomisk gavn af en eventuel krig mod Syrien, så er svaret ganske klart.
Det vil først og fremmest de store Nato-lande – ikke mindst deres erhvervsliv – og deres allierede, blandt andet Qatar!
Sammenligner vi Libyens og Syriens økonomiske betydning, så er Libyens olie for intet at regne mod de enorme naturressourcer, der findes i Syrien. Sammenligner vi de to landes politiske betydning bliver resultatet det samme – ikke kun på grund af forskellen i antallet af indbyggere, men også på grund af Syriens geografiske placering som naboland til både Tyrkiet, Irak, Libanon, Palæstina og Israel. Syrien har længe været en torn i øjet for Israel og dets allierede, fordi det støtter Hizbollah i Libanon og palæstinenserne imod Israels besættelsespolitik.
Så at få fjernet styret i Mellemøstens sidste sekulære stat og at få åbnet Syrien op for og privatisering og ”globalisering”, forekommer at være et hovedformål med en eventuel Nato-aktion.
Modstand
Men nemt bliver det ikke!
Allerede før sanktionerne blev indført stod det klart, som også indrømmet af folk, der støtter oprøret, at store dele af befolkningen i valget mellem regeringen og de islamistisk infiltrerede oprørere faktisk støttede regeringen. Årsagerne var rimeligt gode sociale forhold og det faktum, at det nuværende regime blev set som en garant for, at alle religiøse retninger forsat kan eksistere side om side i landet.
Med de nye trusler hængende over hovedet, ser det ud til at støtten til regeringen er steget yderligere.
Den 28. november deltog millioner af syrere i demonstrationer i de syriske byer. Demonstranterne råbte slagord imod Ligaen, imod fremmed indblanding i Syriens indre forhold og for national enhed.
Talere og demonstranter gjorde Den Arabiske Liga ansvarlig for hver eneste dråbe blod, der var udgydt i Syrien, og det blev understreget, at man længe havde kendt til planerne om at løbe Syrien over ende.
Man understregede sin opbakning bag den syriske hær, som vil forsvare Syrien, og man sluttede op omkring de syriske ledere og deres reformforslag.
De store synes at understrege, at regimet i Syrien har det store flertal af befolkningen bag sig i dets afvisning af den fremmede indblanding i en suveræn nations indre forhold.
Dertil kommer, at den syriske hær er mange gange stærkere og større end den libyske hær.
Derfor bliver det også ulig vanskeligere at få væltet den syriske præsident Bashar al-Assad, end det var at få væltet Gadaffi i Libyen.
Men der er god grund til at advare alle almindelige mennesker. For når Danmark skal i krig under den nye aktivistiske udenrigspolitik, har danske politikere det mod, der skal til, for – uden at ryste på hænderne – at bidrage med mere end andre krigsførende nationer i forhold til Danmark størrelse. Danske soldater sendes til Afghanistan for at kæmpe på de mest udsatte poster, og danske piloter kastede en sjettedel af de mange bomber, der i månedsvis regnede ned over Libyen. Politiken har kaldt Danmark for USA’s vicesherif.
DANMARK STØTTER KRIGEN MOD SOMALIA
Da FN’s Sikkerhedsråd i december 2006 godkendte en amerikansk resolution, der accepterede det efterfølgende overfald fra det etiopiske regime mod Somalia, var Danmark medlem af Sikkerhedsrådet og stemte for resolutionen, der blev vedtaget enstemmigt.
http://intersol.dk/intersol/globalt/437/somalia-sts-international-solidarity-opfordrer-den-danske-regering-til-i-fns-sikkerhedsrad-at-fordomme-den-etiopiske-invasion-af-somalia
Formålet med invasionen var (officielt!) at fjerne faren for en islamistisk overtagelse af magten i Somalia, men det reelle formål var at installere den upopulære og gennemkorrupte somaliske overgangsregering, der væsentligst består af krigsherrer og deres repræsentanter, i hovedstaden, Mogadishu. Det var nemlig en regering, som det internationale samfund selv havde fået dannet, og som sikrede dets fortsatte udnyttelse af Somalia.
I første omgang lykkedes det pga. af den etiopiske hærs totale overmagt i konventionelle våben.
Siden har Danmark gennem sit medlemskab af EU været med til at betale for størstedelen af blandt andet de granater, som de såkaldte fredsbevarere fra den Afrikanske Union, der også deltager i krigen mod Somalia, lader regne ned over civilbefolkningen i Mogadishu.
Men forsøget fra Etiopien, USA og det øvrige internationale samfund på at bestemme over udviklingen i Somalia slog fuldstændigt fejl. I løbet af knapt tre års kampe mod somaliske guerillastyrker, måtte de etiopiske elitetropper beskæmmet trække sig tilbage igen. I stedet fik de styrket den fundamentalistiske Al Shabab-gruppe så meget, at den i dag kontrollerer det meste af det sydlige og centrale Somalia.
Den ”FN-støttede regering” kontrollerer reelt kun en del af Mogadishu, hvor den er dybt afhængig af de afrikanske ”fredsbevarere” – samt af diverse udenlandske ”sikkerhedsfirmaer”, CIA-agenter m.m. for at overleve.
Nu gøres der nye forsøg.
I det sydlige Somalia trængte kenyanske tropper for halvanden måneds tid siden over grænsen. Økonomisk og logistisk støttes de af USA, af Kina og af Israel(!). Militært støttes de blandt andet af det franske luftvåben.
Og for godt to uger siden begyndte etiopiske tropper endnu engang at trænge ind i Somalia fra nord.
Samtidigt udsættes den somaliske befolkning for et stigende antal angreb fra ”uidentificerede” fly og amerikanske droner.
Den officielle begrundelse for alle disse invasioner er, at man vil bekæmpe truslen fra den fundamentalistiske gruppe Al Shabab (en pendant til Taliban i Afghanistan og Pakistan og også til fundamentalisterne i Libyen, som alle deler de strenge opfattelse af islam, som hersker i lande som Saudi-Arabien og Qatar).
Men i virkeligheden gør man Al Shabab, som i forvejen kontrollerer næsten hele det øvrige centrale og sydlige del af Somalia (undtagen den nævnte del af Mogadishu) stærkere, fordi det er den eneste militære styrke, som aktivt bekæmper enhver form for fremmed indblanding i Somalias indre forhold.
STS begyndte at arbejde i Somalia for 13 år siden, og aldrig før i denne periode har Somalia været angrebet af så mange fjender, som det er i øjeblikket.
Derfor er angrebet på Somalia også et af hovedemnerne i det nye nummer af nyhedsbrevet fra STS – Intersol nr. 102 – som meget snart vil blive sendt ud til læserne.
Når vi følger udviklingen i Somalia nøjere end de fleste, er det også fordi, vi har opbygget paraplyorganisationen STS Somalia, der i dag omfatter 24 større eller mindre enkeltorganisationer.
Lederne af STS Somalia optræder også som vores repræsentanter i Somalia.
Derfor har vi også Al Shabab inde på livet i vores arbejde i Somalia.
Ideologisk set fører vi kamp mod Al Shabab. I praksis er vi nødt til at samarbejde med den, hvis vi overhovedet vil fortsætte det humanitære arbejde, vi har i gang.
Et eksempel på det første kan findes her:
http://intersol.dk/intersol/globalt/2227/pressemeddelelse-kampen-for-demokrati-er-nu-naet-til-somalia
Et eksempel på det andet kan findes her:
http://intersol.dk/intersol/projekter/1845/hospitalsindvielse-ved-marka-i-somalia
Og et eksempel på vores problemer med Al Shabab kan findes her:
http://intersol.dk/intersol/projekter/1480/interviews-med-somaliske-feminister-og-aidsom-aktivister
I Intersol nr. 102 omtaler vi udviklingen på alle de tre fronter, hvor krigen nu er i gang.
Derudover indeholder Intersol nr. 102 også en appel om at støtte det arbejde, der udføres af Labour Education Foundation i Pakistan for at slå et angreb på den spæde fagbevægelse i landet tilbage.
STS har samarbejdet med Labour Education Foundation siden jordskælvet i Kashmir i oktober 2005. I Intersol nr. 102 kan man også læse om et projekt, der går i gang i januar, om uddannelse af 600 nye faglige tillidsfolk for Labour Education Foundation.
http://intersol.dk/intersol/globalt/2426/uddannelsen-af-faglige-aktivister-i-pakistan-kan-nu-begynde
Intersol opsummerer også, hvad der efter vores mening kom ud af angrebet på Libyen, den vurderer blandt andet den nye islamitisk-dominerede regerings chance for at overleve og omtaler de nye Nato-angreb på Pakistan.
Med venlig hilsen
STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
STS, der yder humanitær bistand, mener, at problemerne i verden ikke skyldes manglen på tekniske, industrielle eller økonomiske ressourcer, men den måde ressourcerne anvendes på. For blot nogle få procent af de midler, der bliver brugt til krige eller til andre ”forsvarsformål”, kan man sikre hvert eneste menneske på jorden en anstændig tilværelse. Derfor samarbejder STS fortrinsvis med kræfter, der lige som os selv ønsker en anden lokal og global fordeling af ressourcerne. STS har siden sin start udgivet nyhedsbrevet Intersol, der ikke blot følger udviklingen i vores indsatsområder, men som også bringer artikler om andre brændpunkter. Medlemskab eller abonnement koster 100 kr. årligt. Et gratis eksemplar af Intersol kan bestilles på telefon 46 37 44 94 eller via mail til sts@intsol.dk
Syrien: Millioner samler sig i syriske byer for at fordømme Den Arabiske Ligas beslutninger og for at afvise udenlandsk indblanding Syrien: ”Mellemøsten vil stå i flammer, hvis Syrien angribes”