| Vælg kategori: |
Krigen i Libyen – en krig om Afrika?
13. October 2011
“Den beslutsomme modstand fra Gadaffis styrker har overrasket NATO”, skrev Associated Press fra Bruxelles den 11. oktober, nogle dage før Sirte faldt. Hvorfor var krigen så langstrakt? Hvad kæmpede man mon for, og hvad og hvem kæmpede man mon imod? I det følgende kommer vi med nogle bud, som måske kan hjælpe med at besvare disse spørgsmål. Det første bud går ud på, at NATO ville forhindre, at Afrika rev sig løs fra neokolonialismen.
I en længere artikel i globalresearch.ca med titlen: ”Resistance in Libya: Imperalism will be buried in Africa”, skrev Perreira blandt andet:
”Imperialisterne havde regnet med, at denne invasion, som var planlagt måneder forinden, og som blev udløst i februar i år, ville være ovre i marts – en spadseretur i det grønne så at sige. De måtte handle hurtigt af forskellige grunde. Afrika stod på nippet til at gå ind for Gadaffis ide om en fælles gulddinar. Dette ville have erstattet de europæiske valutaer, der var den foretrukne valuta i jagten Afrikas ressourcer inkluderet de enorme olie- og guldreserver.
I tilgift havde Gadaffi fået samlet den nødvendige kapital sammen til at etablere tre afrikanske banker. Den Afrikanske Monetære Fond (AMF), der skulle etableres i Cameroun, Den Afrikanske Centralbank, der skulle være etableret i Nigeria og Den Afrikanske Investeringsbank, der skulle have været etableret i Libyen.
Det var disse aktiviteter, mere end det var Libyens egne enorme olierigdomme, der gjorde Gadaffi og hans Al Fateh-revolution til det, invasionen drejede sig om. Afrika stod på nippet til et enormt kraftfuldt gennembrud, som set ud fra den vestlige kapitals synspunkt måtte forhindres for enhver pris”.
Perreira leder Guineas organisation for Fælles Initiativer for Menneskelige Rettigheder og for Værdighed og Sort Bevidsthedsudvikling,
Bombekampagnen
I oktober gik NATO’s bombekampagne i Libyen ind i sin syvende måned, og den er forlænget til december. Den 4. oktober meddelte Kommandoen for de Allieredes Fællesstyrker i Neapel, at NATO i alt havde haft fly på vingerne 24.789 gange, og at der var gennemført 9.240 såkaldte ”strikes”, som i langt de fleste tilfælde er luftangreb, under ”Forenede Beskyttere” som NATO kalder sin krig. Alene den 3. oktober blev sendt fly på vingerne 107 gange, og der blev gennemført 36 ”strikes”. Men at krigen ikke er helt slut, ses af nødvendigheden af, at man for en sikkerheds skyld ønsker den forlænget.
Selvom NATO hårdnakket benægter, at der har været tale om særligt mange civile tab i bombekampagnerne, så passer det ikke med kendsgerningerne, rapporterede Franklin Lamb den 10. august fra den fredelige by Majer, som ligger tæt ved Tripoli, og som er mest kendt for at fremstille den bedste daddelsaft i Libyen. Den 8. havde NATO angrebet Majer to gange. Under det første angreb havde man smidt tre bomber over nogle huse i byen, og det andet angreb kom, da indbyggerne strømmede til stedet for at fjerne de døde og hjælpe de sårede. I alt blev der dræbt 85 mennesker, heraf 33 børn, 32 kvinder og 20 mænd. Men massakren er kun blevet rapporteret videre af Lamb og hans kolleger, som besøgte stedet umiddelbart efter massakren i de alternative medier, men ikke af de store medier, som støtter NATO’s angreb:
Nu har vi kun hørt om et tilfælde, hvor NATO har kastet løbesedler ned. Det skete i slutningen af september, hvor man kastede løbesedler ned over den totalt belejrede by Sirte, hvor Gadaffi er født, for at opfordre hans styrker til at overgive sig. Ellers er det nogle af verdens mest avancerede bomber (bortset fra egentlig atombomber) man lader regne ned over de byer, hvor der stadigt er modstand: Sirte ved kysten og Bani Walid i ørkenen samt andre mindre byer, der også ligger i ørkenen.
Hertil skal lægges missiler, raketter, droner og direkte bombardementer fra de krigsskibe, der er ankret op ud for Libyens kyst.
Når alt kommer til alt, var den libyske hær kun på omkring 100.000 mand, og der er kun 6,5 millioner, der bor i Libyen. Det, man må konstatere i dag, er, at forudsigelserne om et kort felttog mod libyerne, som man påstod, ville rejse sig mod Gadaffi næsten øjeblikkeligt, ikke slog til i.
Den hurtige begyndelse
”Et voldeligt oprør brød ud i Benghazi i Libyen den 15. februar i år,” skrev globalresearch.ca den 27. september. Og den alternative hjemmeside forsatte:
”Seks dage senere trak Libyens justitsminister, Mustafa Abdul-Jalil, sig tilbage og dannede en alternativ regering. Den 27. februar dannedes Det Nationale Overgangsråd (NTC), og den 5. marts erklærede rådet med Abdul-Jalil i spidsen sig som ”den eneste repræsentant for alle libyer”.
Frankrig anerkendte rådet som den legitime libyske regering den 10. marts, og Storbritannien tilbød Abdul-Jalil et diplomatisk kontor på britisk jord samme dag. Ni dage senere dannede rådet en ny libysk nationalbank og et nyt libysk olieselskab. Blot en måned efter opstandens start, havde Abdul-Jalil etableret sig som leder af ikke blot rebellerne, men også af en kommende regering med kontrol over Libyens ressourcer og valutapolitik takket være vestlig støtte. Den 17. marts begyndte Nato sine masseslagtninger af libyske soldater for at installere regimet.”
Global Research mener, at der var tale om en udvikling og et felttog, der havde været planlagt længe
Sorte libyere eller fremmedarbejdere fra det øvrige Afrika, som er strømmet til Libyen for at få arbejde, lever i stor frygt for repressalier fra de ”revolutionære styrker”, som nogle kalder NTC’s hær. De bliver beskyldt for at være lejesoldater i Gadaffis hær, og der bliver gjort kort proces med dem, som formentlig med denne fremmedarbejder fra Nigeria, som er taget til fange af de ”revolutionære styrker”:
Løslod islamisterne
Mens Abdul-Jalil stadig var justitsminister i regeringen, fik han overtalt regeringen til at løslade alle medlemmer af den yderligtgående islamitiske organisation, Al-Haraka Al-Islamiya Al Libiya Lit-Tahghir, forkortet LIFG. LIFG havde deltaget i krigen mod Sovjet i Afghanistan, hvor den havde modtaget militær træning af CIA. Den var vendt tilbage til Libyen, hvor den med britisk hjælp var blevet arresteret, men da den nu lovede, at den ikke ville kæmpe med militære midler imod regeringen, var det altså lykkedes Abdul-Jalil at få gruppen løsladt.
Gruppen blev formelt opløst, men dens medlemmer tilsluttede sig NTC umiddelbart efter. Dens leder er den yderligtgående islamist Abdel Hakim Belhadj (eller Abdelhakim Belhadj alias Abu Abdullah al-Sadeq eller Hakim al-Hasidi).
Den 26. august skrev CNN, at gruppen af NATO er blevet beskrevet ”som en af de mest magtfulde rebelbrigader i Tripoli, som i sidste uge påtog sig ansvaret for den succesfyldte storm på Gadaffis militære kompleks Bab al-Azziziyah, hvad der yderligere fik hans (Belhajds) stærke position blandt de menige rebeller til at stige”.
Belhadj er nu NTC’s militære leder i Tripoli.
Foruden at skaffe fodfolk til NTC på den måde, kunne den pakistanske avis The Nation i august afsløre, at USA havde hvervet 1500 islamister fra Afghanistan og Pakistan, men at nogle var blevet arresteret af de pakistanske sikkerhedsstyrker.
Militærkommandøren i Tripoli, islamisten Abdel Hakim Belhadj:
Problemerne
Men det er ikke uden problemer at skaffe folk på den måde. Da NTC’s styrker ankom til Tripoli, en operation, der væsentligst foregik ad søvejen, blev der også delt våben ud til alle.
Nogle af modtagerne var kriminelle bander, som deltog i plyndringer, rapporterede Frank Lamb fra den alternative hjemmeside countercurrent.org den 26. august. Han fortalte også, at man på det hotel, han boede på i Tripoli, havde haft besøg af Gadaffis ældste søn, Saif al Islam, som ellers var rapporteret død. Han tog journalister og kamerafolk med på en kort sightseeing tur rundt i Tripoli for at vise, at ikke hele byen var blevet erobret endnu. Han fortalte også, at hæren havde fået ordre på ikke at bruge kanoner fra tanks for ikke at skade civilbefolkningen.
Våbendepoterne i Tripoli var blevet plyndret. Blandt andet var 20.000 jord til luftmissiler forsvundne. ”Hvis disse våben falder i de forkerte hænder, vil hele det nordlige Afrika blive forvandlet til en zone, hvor der ikke kan flyves”, sagde lederen af Human Rights Watch til The Christian Science Monitor.
Med forkerte hænder menes sikkert Al Qaeda, som de libyske islamister var en del af – før deres mirakuløse omvendelse.
Måske drejer det sig om de samme missiler, som USA leverede til Gadaffi i 2009 som led i det daværende ønske om at styrke Libyens evne til forsvar.
Islamisternes stærke stilling skaber også problemer for det øvrige NTC.
Den 11. september bragte BBC en artikel med overskriften: ”Libyens overgangspremierminister kan føle varmen”.
Underrubrikken lød:
”Libyens overgangspremierminister er blevet brændemærket, ”som en hindring for revolutionen” af nogle af de væbnede grupper, som nu rasende kæmper om magten i Libyen efter Gadaffi.”
Ikke overraskende var det Belhadj, der mente, at Abdul-Jalil måtte gå af.
En nærtstående repræsentant for Belhadj forklarede det til BBC på den måde:
”Hans (Abdul-Jalils) tid er forbi – han har tilbragt mere tid i Paris end i Benghazi i syv måneder, sagde kilden (repræsentanten) med åbenlys foragt”.
Kun 8 af NATO’s 28 medlemslande deltager i krigen mod Libyen, men blandt dem har humøret hidtil ikke manglet noget. Her fejrer Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, Mustafa Abdul-Jalil fra Libyen og den britiske premierminister David Cameron at Tripoli er ”befriet”:
Hos sorte libyere og sorte fremmedarbejdere er situation en ganske anden. Al Jazeera fortalte den 29. september, at mange byer nu var tømt for indbyggere. Den 19. september bombede NATO ørkenbyen, Tawergha, hvor der boede mange sorte, med det resultat, at alle indbyggere flygtede for ikke at miste livet:
Styrkerne på jorden
Den 20. april bragte Politiken en artikel, hvor overskriften lød: ”Danske politikere: Storbritannien bryder FN’s resolution”.
Årsagen til opstandelsen var, at den britiske udenrigsminister havde sagt, at Storbritannien ville sende et begrænset antal militære rådgivere til Libyen for at hjælpe oprørene.
Men det var for stærk tobak for alle danske politikere – på det tidspunkt.
Som Søren Espersen fra Dansk Folkeparti sagde – dengang:
”Det ligger ikke inden for resolutionen. Så er vi med i borgerkrigen på oprørernes side. Man kan kalde det, hvad man vil, men det er britisk militært personel, der nu går i land, og de starter med 20, så bliver det måske 30 officerer, og så bliver det 100. Det sker simpelthen automatisk. Jeg forstår ikke, hvorfor England vil det her. Det er galt”.
Men knapt fem måneder og utallige bombardementer senere er der ikke flere protester på trods af, at mange nyhedsmedier kan berette om, at der både deltager specialtropper fra Qatar, som er hjemsted for den 5. amerikanske flåde, specialstyrker fra USA, Frankrig og Storbritannien i, hvad der kaldes befrielsen af Libyen.
Mange af disse udenlandske specialister og ”målsøgere”, som nogle af dem er i forbindelse med NATO’s bombardementer, optræder iklædt arabisk tøj, men mange alternative nyhedsmidler fortæller, at de fleste taler engelsk. Bortset fra islamisterne er det dem, der med deres tanks og andre svære våben forsøger at erobre de sidste tilholdssteder for Gadaffis styrker.
Tank, der deltager i kampen for Sirtes ”befrielse”. Besætningen ser ikke særligt ”libysk” ud:
Modstand
Hvis man kun var henvist til at få sine oplysninger fra danske fjernsynsstationer, dansk radiostationer, danske aviser og de fleste udenlandske medier, må det forekomme at være en stor gåde, hvorfor Gadaffi og hans hær stadig er i stand til at holde ud trods bombninger fra verdens mest avancerede krigsmaskine i syv måneder.
En væsentlig del af moderne krigsførelse foregår gennem medierne. Men ved hjælp af alternative medier, som også har haft deres udsendte i Libyen, blandt andet det tidligere amerikanske kongresmedlem Cynthia McKinney, er det muligt at danne sig et mere korrekt billede af, hvad det er, der egentligt foregår. Oplysningerne i denne artikel fra alternative medier er suppleret med oplysninger, der slipper igennem i de traditionelle medier,
Føromtalte Franklin Lamb var den 3. august så uforsigtig at dømme oprørerne ude.
Det skete efter mordet i oprørets daværende hovedstad, Benghazi i det østlige Libyen, på lederen af NTC’s hær, general Abdal Fattah Yiunes og to af hans officerer den 28. juni.
De tre var blevet hentet til afhøring af NTC, som mistænkte deres familier for at samarbejde med Gadaffi, men på vejen til afhøringen blev de skudt.
General Abdal Fattah Yiunes:
Dette vakte stor vrede i Yiunes’ klan, Obeidis, som er en af Libyens største. Klanen udsatte det hotel, hvor Abdul-Jalil havde fortalt pressen om mordene, for beskydning, så Abdul-Jalil måtte i største hast forlade det. Da klanmedlemmer senere bragte kisterne af de tre dræbte til begravelse, råbte de: ”Martyrernes blod ikke ville være forgæves”.
Libyen er et udpræget klan- eller stammesamfund. Tæller man alle sub-klaner med kommer man frem til over 2000. Stammerne har dannet et fælles stammeråd, Libyens Stammeråd. Stammerådet og stammerne havde været inddraget i Gadaffis særlige styreform, Den Store Jamahiriya.
Libyens Stammeråd har bl.a. udsendt et manifest, hvor det gør klart, at det vil bringe konflikten i Libyen til afslutning og hjælpe med at smide ”NATO’s korsfarere” ud.
Den 26. juli sendte Stammerådet et brev, der var underskrevet af mange stammeledere til den Afrikanske Union, som stadigt dengang nægtede at anerkende det nye styre:
”Med dette brev til det ekstraordinære afrikanske topmøde, der træder sammen i Addis Ababa, ønsker lederne af de østlige stammer fra Den Store Jamahiriya at bekræfte deres totale forkastelse af Overgangsrådet i Benghazi, som ikke er nomineret af nogen eller valgt af stammerepræsentanter, men snarere er blevet os påtvunget af Nato.
Det, der kaldes Overgangsrådet i Benghazi, er blevet påtvunget os af Nato, og vi forkaster det fuldstændigt. Er det demokrati med væbnet magt at påtvinge folk i Benghazi et råd, hvor mange af lederne end ikke er libyere eller kommer fra libyske stammer, men kommer fra Tunesien og andre lande?”
Noget kunne tyde på, at Gadaffis evne til at modstå de heftige bombardementer, kan hænge sammen med, at han har mere støtte i den libyske befolkning, end man beskriver i medierne. Derfor kan man også antage, at selvom det lykkedes at erobre hele Libyen, så er kampene langt fra forbi. Der vil blandt andet blive ført guerillakrig, lover regeringen, som også opfordrer befolkningen til at vise sin modstand gennem fredelige demonstrationer.
“Afrikas Schweiz”
”Uanset, hvad man mener om Moamar Gadaffi, har den post-koloniale regering spillet en hovedrolle i eliminering af fattigdom og i udvikling af landets sundhedsvæsen og uddannelsessystem”, skrev globalresearch.ca i september.
”Det offentlige sundhedsvæsen var – før NATO’ ”humanitære intervention” – det bedste i Afrika.
”Sundhedspleje var stillet gratis til rådighed for alle borgere af den offentlige sektor. Landet kan prale med det højeste antal borgere, der kan læse og skrive og det højeste antal skolesøgende i det nordlige Afrika. Regeringen vil øge investeringerne i sundhedssektoren”, skrev Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i sin landerapport.
Bekræftet af Fødevare- og Landbrugsorganisationen (FAO) er mindre 5 procent underernærede med et dagligt kalorieforbrug på 3144 per indbygger. (FAO’s kalorieregnskab beregner det forbrug, der er til rådighed, men ikke det, der faktisk bliver indtaget.)”, skrev Global Researche endvidere og fortsatte:
”Den libyske Store arabiske Jamahiriya har givet den libanesiske befolkning noget af det, som er nægtet den amerikanske: gratis sundhedspleje og gratis undervisning, som bekræftet af data fra WHO og UNESCO.
Ifølge WHO var den forventede levealder i 2009 72,3 år – en af de højeste i udviklingslandene.
Antallet af børn pr. 1000, der dør ved fødslen, er faldet fra 71 i 1991 og til 14 i 2009.
Procentdelen af befolkningen, der kunne læse og skrive var 89 procent i 2009 – 94 procent for mænd og 83 procent for kvinder. Procentdelen af skoleelever i primærskolerne var i 2009 97 procent for drenge og 97 procent for piger. 74 procent af eleverne fra primærskolerne gik videre til sekundærskolerne. Procentdelen, der gik videre til universiteter og andre højere uddannelser, var i 2002 54 procent (52 procent for unge mænd og 57 procent for unge kvinder.)”
”Libyen var Afrikas Schweiz”, skrev Yvonne de Vito i Russia Today.
En kulisse af Det Grønne Torv i Tripoli blev sat op i Doha i Qatar, og folk, der var klædt ud som libyere, blev sat til at fejre erobringen af Tripoli hævder Gerald Perreira. Billeder fra denne kulisse blev bragt af alle store medier:
NATO ”overrasket” over modstanden i Libyen Libyen: Nye kampe i Tripoli