| Vælg kategori: |
”Fantasi at tro vi vinder krigen i Afghanistan”
8. October 2011
”Ti år efter at Vesten overvandt Taliban, fejler vores strategi stadigt fatalt”, skrev den tidligere britiske ambassadør i Afghanistan, Sherad Cowper-Coles, den 5. oktober i den britiske avis The Telegraph.
”Som ambassadør i Kabul skrev jeg breve til hver eneste af vores døde soldaters nærmeste slægtninge. Mange af dem, jeg skrev til, var unge kvinder, som enten lige havde, eller som snart ville føde den døde soldats barn. Naturligvis understregede jeg det positive”, skriver Cowper-Coles.
”Familien kunne være stolte af det, han havde gjort og årsagen til, at han døde. Men jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv: hvad vil vi mon om 10 eller 20 år fra nu skrive og fortælle den døde mands endnu ikke fødte søn eller datter om den krig, i hvilken den far, de aldrig lærte at kende, faldt?”
Ingen kan nægte, fortsatte den tidligere ambassadør, at der er sket store fremskidt, ”siden amerikanske og britiske specialstyrker, særligt i de første år, hjalp krigsherrerne i det nordlige Afghanistan med at drive Taliban fra magten, først i Kabul og derefter i Kandahar.”
Og Cowper-Coles opremser de fremskridt, han mener, har fundet sted. Der er for eksempel bygget skoler og sundhedsklinikker, og i de fleste distrikter er der også opbygget en rudimentær administration, ”og for de besøgende politikere og generaler, er dette et tegn på vores succes. De kan vandre gennem meget små områder, hvor jernringene, der skal beskytte dem, er ude af syne for kameraerne.
For de, der troede, at demokrati var formålet med vores mission, og at afholdelsen af valg var et mål for vores succes, har der også fundet valg sted.
Men den virkelige prøve er ikke, hvad der sker, når og hvor de vestlige styrker fortsat er til stede, men hvad der sker, når de ikke længere er der. Og her er udsigterne mere blandede og mørke”.
Hvis man kan sammenligne oprøret, der inficerer Afghanistan, med en cancer, fortsætter den tidligere ambassadør, så er de militære operationer at sammenligne med en bedøvelse. De militære operationer svarer til at dæmpe feberen, men de helbreder ikke sygdommen, som ligger bag den. Den kan kun helbredes med politiske midler, mener Cowper-Coles.
Og ”uden et troværdigt politisk produkt, kan vi ikke løse problemerne for befolkningen, som er fanget i krydsilden”, fortsætter den tidligere ambassadør.
På trods af, eller måske på grund af, den heroiske entusiasme, som uvidende hære, der er ivrige efter at vise, hvad de selv kan gøre, har vi aldrig seriøst overvejet, hvilken politik, der skal til for at stabilisere Afghanistan. Problemerne begyndte for 10 siden med beslutningen om at samarbejde med de forhadte krigsherrer som vores lokale agenter mod Taliban-regimet. Ved at gøre sådan glemte vi, eller vi har aldrig vidst, at Taliban begyndte som en religiøs folkelig bevægelse mod de selvsamme krigsherrers hærgen af befolkningen.
Vi blandede denne fejltagelse sammen med fredskonferencen i Bonn i december 2001, hvortil kun de midlertidige vindere af den korte krig var inviteret. De overvundne blev aldrig del af det, der fulgte bagefter. Værre endnu er de aldrig blevet helt overvundne. De blev bare tvunget tilbage til det store fristed i de sydlige ørkener og tilbage til Durand-linjen ved Pakistan.
Så gik vi videre med at give Afghanistan en forfatning, skrevet af en franskmand og påtvunget af en amerikaner (formentlig mener forfatteren den amerikanske præsident Obamas særlige udsendte til Afghanistan, Richard Holbrook, der lavede det miskmask, der skal gælde som forfatning i Bosnien-Hercegovina o.a.). Men forfatningen havde intet at gøre med den traditionelle og uformelle føderalisme, som havde holdt sammen på landet i dets to århundrede lange eksistens. I vor velmenende naivitet insisterede vi på at koncentrere magten i Kabul, at landet skulle have en enkelt præsident og på en detaljeret – og temmelig uforståelig – superstruktur med valg.
Og undladelsesfejlene var næsten lige så slemme som udrustningsfejlene. Vi satte os for at bekæmpe et oprør uden at have tilnærmelsesvis de tropper til rådighed, som amerikanernes egne manualer foreskriver. Jeg husker meget vel, hvad min første ISAF-kommandør, den meget undervurderede general Dan McNeil, sagde til mig: ”Sherad, for at gøre dette ordentligt har jeg brug for 500.000 mænd”.
Cowper-Coles kritiserer derefter fejltagelsen med ikke at inddrage Afghanistans nabolande i konfliktens løsning “for igen at få landet anbragt, hvor det hører hjemme som et krydspunkt ved vejen mod det sydvestlige Asien”. De mange konferencer var efter Cowper-Coles’ opfattelse stort set ikke andet end showbusiness.
”Men den værste undladelsesfejl”, fortsætter Cowper-Coles, ”har været vores mangel på at udtænke, for ikke at sige implementere, noget, der kunne ligne en troværdig politisk strategi. Enhver, der kender noget seriøst til Afghanistan ved, at den nuværende ”strategi” er fantasi: at bygge forter og at fylde dem med vestlige soldater, forter, som gradvist overtages af hovedsageligt Tajic-styrker, der er fremmede over for Pashtun-stammerne i syd, mens unge briter, amerikanere, danskere eller tapre australiere nu bebor de fremskudte operative baser og de kæmpende udposter, der er spredt ud over landet, mens man regner med, at den afghanske ”regering” skal kunne slå rod og vokse i de bobler, der på denne måde skabes, og overleve, når disse bobler brister.
Endnu mere ødelæggende for tilliden, der er nødvendigt for at skabe fred, er politikken med at dræbe (hvilket er det normale) eller at fange (som bruges sjældnere) så mange talibanere som muligt under specialstyrkernes natlige raids. Pashtans historie viser, at vi ikke kan skyde os vej til forhandlingsbordet”.
USA: Faglige organisationer tilslutter sig “Besæt Wall Street”-protesterne Besætbevægelsen spreder sig