| Vælg kategori: |
SOMALIA - sådan som STS International Solidarity ser det
13. July 2010
Somalias problemer udspringer af landets geografiske placering ved overgangen mellem Det Indiske Ocean og Aden-bugten, der fører frem til Det Røde Hav og Suezkanalen. Den, der har baser i Somalia, kontrollerer verdens vigtigste forsyningsruter med olie. Desuden har Somalia også selv mange råstoffer, herunder olie.
Kolonitiden og opdelingen af Somalia
Generelt blev grænserne mellem de afrikanske stater fastlagt af kolonimagterne, som delte det store kontinent op imellem sig, som de kunne blive venner til. Ofte med lineal. Folk, der ikke havde meget tilfælles, blev underlagt samme administration, og fællesskaber, der havde varet i århundreder, blev svækket eller afbrudt.
I dag er kolonimagternes sprog stadig det officielle sprog i mange afrikanske stater; administration, undervisning, sundhedssystem, tekniske normer osv. er baseret på koloniherrernes tradition. Selvom Afrikas stater fik formel uafhængighed, er de stadigt dybt afhængige af de gamle kolonimagter.
For Somalias vedkommende skete det stik modsatte. Somalia blev selv delt op mellem italienere, englændere, franskmænd og etiopiere.
Tallene er behæftet med store unøjagtigheder. Men det antages, at der bor mellem 10 og 14 millioner somaliere i det, man forstår ved det egentlige Somalia. Men der bor også 5,5 millioner somaliere i Etiopien og 3,5 millioner i det nordlige Kenya. Op imod en million somaliere bor i den tidligere franske koloni, Djibouti, som af franskmændene blev forhindret i at slutte sig sammen med andre, da staten Somalia blev dannet i 1960. Og der bor over 2 millioner somaliere i andre lande f.eks. de vestlige.
Alle disse millioner af mennesker taler det samme sprog, har samme kultur og samme religion – og de har aldrig helt accepteret kolonimagternes opdeling af Somalia. Det somaliske flag er blåt med en hvid femtakket stjerne. Hver tak i stjernen symboliserer et af de fem områder Somalia er delt op i.
Klan og nation
Det somaliske folk er opdelt i fire hovedstammer eller klaner og i et væld af mindre klaner, sub-klaner og sub-sub-klaner. Særligt i urolige tider kan det være et spørgsmål om overlevelse at have en større klan til at beskytte sig.
Men selvom klanopdelingen betyder meget for somalierne, så betyder det faktum, at de også føler sig som én nation mindst lige så meget.
Da Mohamed ibn Abdullahi Hassan (som af englænder blev kaldt ”den gale mullah”) rejste den somaliske nation til kamp imod kolonisatorerne fra 1899 til 1920, blev klantilhørsforholdet skubbet til side til fordel for de nationale interesser.
Da en gruppe somaliske intellektuelle i 1943 dannede Somali Youth League (SYL), spillede klantilhørsforholdet også en sekundær rolle. Det var SYL’s kamp for at forene Somalia, der i 1960 førte til dannelsen af den somaliske republik ved en sammenslutning af de tidligere italienske besiddelser i det sydlige Somalia og den tidligere britiske koloni Somaliland mod nordvest.
Heller ikke da Siad Barre tog magten ved et militært kup i 1969 spillede klantilhørsforholdet den store rolle – i hvert fald i begyndelsen.
Somalias forrige overgangsregering (2000 – 2003) byggede også på et system, hvor klanerne spillede en underordnet rolle.
Men som vi senere vil dokumentere, så bygger Somalias nuværende forfatning til gengæld ensidigt på klansystemet.
En demokratisk forfatning
Takket være det somaliske folks enestående homogenitet, var forfatningen for Republikken Somalia en af de mest demokratiske i Afrika, og den tjente i begyndelsen som et forbillede for andre lande. Der blev dannet mange forskellige politiske partier, som alle havde ret til at stille op ved valgene.
Takket være sine fortjenester i kampen for Somalias frigørelse var det dog Somali Youth League, der vandt de første, og som udpegede de to første præsidenter. Lige som det var tilfældet med andre stater i den tredje verden også i Afrika, udnyttede de somaliske ledere de daværende modsætninger mellem ”den socialistiske lejr og den kapitalistiske.”
Da man stod over for opgaven med at danne en somalisk hær, rettede man henvendelser til begge lejre. Men da „den socialistiske lejr“ ville stille våben og uddannelse til rådighed uden at stille betingelser, så byggede man den somaliske hær op i tæt samarbejde med Sovjetunionen og de andre østlige stater.
Da hæren blev meget stærk, og da den tilmed var en af de få statsinstitutioner, der var integreret, blev dens indflydelse på somalisk politik forholdsvis stor.
Et særligt problem for Somalia var dets forhold til Etiopien. Da Etiopien (eller Abessinien) antog den særlige koptiske form for kristendom omkring 330 som statsreligion, har de kristne erobrere og kolonialister haft en stor tendens til at give landet en særstilling. På den anden side har det kristne islæt i Etiopien ført til mange sammenstød med det muslimske Somalia siden midten af 1500-tallet.
I den somaliske selvforståelse opfattes Etiopien som en kolonimagt, der ved hjælp af af andre kolonimagter, holder en stor del af Somalia besat.
I 1964 gav spændingerne mellem Somalia og Etiopien igen anledning til en kort, men væbnet konflikt.
Siad Barre
I 1969 blev Somalias præsident myrdet og da de interne spændinger samtidigt steg, blev parlamentet fastlåst. Denne situation blev udnyttet af hæren til at lave et statskup under ledelse af oberst Siad Barre.
Somalia blev forvandlet til Folkerepublikken Somali i tæt alliance med Sovjetunionen, og som det også var tilfældet i andre sovjetiske lydstater, blev magten koncentreret hos et parti. Somalias eneste legale parti hed Somalias Revolutionære Socialistiske Parti.
En periode med reformer begyndte. Der blev sat fart i industrialiseringsprocessen. I 1972 introducerede regeringen et somalisk skriftsprog baseret på et tilpasset latinsk alfabet. Omfattende kampagner mod analfabetismen blev sat i værk. Der blev bygget gratis primære og sekundære skoler, universiteter og højere læreanstalter. Kvinder blev ligestillede med mænd, og kræfter i det gammeldags muslimske præsteskab, som vovede at protestere, blev fængslet og forfulgt. Den smertefulde omskæring af mindreårige piger blev forbudt, og strenge straffe blev tildelt dem, der forbrød sig imod forbuddet.
Trods etpartisystemet er der stadig mange i Somalia, som betragter denne periode som et højdepunkt i Somalias nylige historie.
Siad Barres fald i 1991 var hovedsageligt et resultat af den krig, som blev indledt for at udnytte en turbulent periode i Etiopien til i 1977 til at forsøge at befri det somaliske Ogaden. Men da overleveren af de mange interne kampe, Mengisto, også erklærede, at han ville føre Etiopien i socialistisk retning, besluttede Moskva sig for at gå efter det største bytte. I sidste ende blev de somaliske tropper mødt af soldater fra Cuba under ledelse af en sovjetisk general.
Nederlaget betød, at Siad Barre vendte ryggen til Sovjet og forsøgte at overleve med hjælp fra den vestlige lejr. Men han anklages også for i stigende grad at bygge sin vaklende magt på støtte fra sine egne klanfæller i Darud klanen.
Efter et oprør måtte Siad Barre flygte ud af Somalia, som trådte ind i en periode med feudalagtige ”fyrstedømmer” med krigsherrer i spidsen.
”Restore Hope”
Som et resultat af de mange kampe mellem de somaliske krigsherrer, udbrød der hungersnød i Somalia i begyndelsen af 1970-erne. Denne hungersnød førte til, at det lykkedes for USA at overbevise i FN om det nødvendige i at intervenere i Somalia. Under kodenavnet ”Restore Hope” blev der oprettet en FN-styrke under amerikansk ledelse, der opererede i Somalia fra den 5. december 1992 og til den 4. maj 1993.
Omkring 25.000 af de i alt 37.000 soldater, der deltog i den forenede styrke FN-styrke (UNITAF) var fra USA.
Samtidigt med den militære intervention intervenerede FN også økonomisk. Man regner med, at der i løbet af den relative korte intervention blev pumpet 3,6 milliarder dollars ind i den somaliske økonomi også til lønninger af somaliske ansatte og i form af både nødhjælp og bevogtningen af lagrene.
En somalisk gymnasielærer, som nu bor i Danmark, fortalte, at mens hans egen løn var meget dårlig, så fik nogle af hans elever 1000 dollars om måneden for at optræde som tolke. Takket være det enorme input af penge, voksede inflationen i Somalia, så levevilkårene for mange menneskers vedkommende blev forringet, og ser vi på, hvem der tjente penge ved at bevogte de mange lagre, FN oprettede, så var det forskellige krigsherrer, der for stor betaling bevogtede dem imod at blive angrebet af andre krigsherrer.
Belgiske soldater i aktion under “Restore Hope”. Privatbillede, bragt i belgiske aviser, sammen med billeder, der viser soldater, der urinerer på dræbte somaliere:
Desuden bør også en racistisk optræden fra mange FN-soldater tages med ind i det samlede billede.
Endelig er det et spørgsmål om det humantære perspektiv var det eneste mål for den amerikanske regering. Der er meget, der tyder på, at i hvert fald et sideløbende motiv var at komme den mest kendte somaliske militsleder, general Mohamed Farah Aidid, der var formand for partiet, Somali National Alliance, til livs.
I første omgang vandt Aidid konfrontationen, da USA beskæmmet måtte trække sig tilbage igen, men senere døde Aidid efter sammenstød med en anden fraktion i partiet.
Måske kan nedenstående være med til at kaste mere lys over hændelsen, der førte til Aidids død.
Farah Aidid og Osman Ato
STS International Solidarity har arbejdet i Somalia siden 1999 og har derfor mange somaliske medlemmer – både i Danmark, men ikke mindst i form af medlemmerne af STS Somalia.
Blandt vores medlemmer i Danmark er der også et medlem, der har en bror, der stadigt lever i Mogadishu.
De to brødre fortæller samstemmende, at en mand, som fik under navnet Osman Ato, flyttede ind i det hus, hvor de boede sammen med deres forældre. Osman Ato arbejdede som chauffør på en amerikansk base i Mogadishu.
Ret pludseligt blev Osman Ato meget velhavende og begyndte at hverve militser, hvad de to brødre dog afslog at blive. Ato begyndte også at købe bulldozere og andet entreprenørmateriale.
Ato var også medlem af Somali National Alliance, og måske på grund af sin stigende militære styrke begyndte han at stige i graderne, indtil han blev næstkommanderende for Aidid. Det var i sammenstød med militser under kontrol af Osman Ato og militser under kontrol af Farah Aidid, at Aidid selv blev så såret, at han senere døde af sine kvæstelser.
Vigtige spørgsmål synes ubesvaret – bl.a. spørgsmålet om, hvem der i grunden leverede de mange penge til Osman Ato, som gjorde ham til en stor entreprenør og krigsherre efter blot at have været en relativ fattig chauffør.
Dannelsen af overgangsregeringen i Arta
Der blev gjort 12 forsøg på at skabe fred i Somalia, men da forhandlingerne væsentligst foregik mellem krigsherrerne, førte de ikke til noget. Men endelig fik det civile somaliske samfund en chance for selv at mødes.
Mere end 2000 repræsentanter fra alle klaner og fra alle egne af Somalia samt fra diaspora mødtes i Arta i Djibouti i sommeren 2000. Efter blot fire måneders forhandlinger vedtog man en overgangsforfatning, Det Nationale Overgangscharter. Man valgte et nationalt overgangsparlament (TNA) med 245 medlemmer og diskuterede dannelsen af en overgangsregering (TNG), og man valgte en overgangspræsident, Abdulkassim Salad Hassan, hvis indsættelse blev overværet af ledere fra Eritrea, Etiopien, Sudan, Yemen og Djibouti sammen med repræsentanter for FN, EU, den afrikanske union (AU), Den Arabiske Liga, Frankrig, Italien, Kuwait og Libyen.
Den nye regering blev anerkendt af FN’s Sikkerhedsråd som ”Somalias eneste legale regering”.
På trods af trusler fra krigsherrerne i Mogadishu, som sagde, de ville forhindre det, vendte alle overgangsinstitutionerne tilbage til Mogadishu i oktober 2000 – hilst velkommen af en entusiastisk befolkning og beskyttet af forretningsfolkenes militser.
Krigsherrerne, som var samlet i den etiopisk-støttede alliance SRRC – Somalia Reconciliation and Restoration Council – tog derimod til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, undtagen Osman Ato, som trods sit medlemskab af SRRC valgte en mere forsonlig holdning.
Virkningerne af den vellykkede forsoningsproces bredte sig også til Danmark.
I Danidavisen nr. 6 skrev Karen Jeppesen og Bo Simonsen bl.a.:
”63 millioner kr. i udviklingsorienteret udviklingshjælp fra Danmark skal i de kommende tre år fremme stabilitet og fredelig udvikling i Somalia. Fredsslutning og vedtagelsen af en ny overgangsforfatning giver til en vis – behersket – grad optimisme i det splittede land. Måske er der udsigt til:
Forsoning i Somalia (som var selve overskriften på artiklen.)
Når det danske udenrigsministerium vurderede situationen i Somalia på denne måde, er det dog for intet at regne mod den optimisme, som herskede i Mogadishu og i mange områder af Somalia. Endelig fik man en chance for at skabe fred på egne betingelser!
STS samarbejder med den somaliske regering
FN havde åbenbart ment, at den brede sammensætning af Arta-konferencen gjorde den nye overgangsregering så bred, at den fortjente at blive kaldt Somalias eneste legale regering. Men også STS International Solidarity mente, at denne regering var det bedste bud, man havde set på dannelsen af en altomfattende regering i Somalia.
Somalias tidligere præsident fotograferet af STS International Solidarity i august 2005:
I sommeren 2001 havde STS derfor sagt ja til at være den nye regerings goodwill ambassadør i Danmark og over for det internationale NGO-samfund. I aftalen hed det, ”at dette ikke involverer nogen betaling, forpligtelser eller restriktioner hverken for den somaliske regering eller for STS International Solidarity”.
I november 2001 blev vi anmodet om at kontakte Osman Ato, som havde udtalt sig relativt forsonlig på et møde med den somaliske præsident i Kenya tidligere på året. Da vi ville undersøge, hvad der var muligt at gøre mere i retning af fred, skrev vi et yderst formelt brev til Osman Ato og foreslog, at man gik sammen i Mogadishu for at fjerne barrikader og andre krigsefterladenskaber.
Osman Ato fotograferet af STS i 2001:
Osman Ato ville ikke lave fælles programmer med præsidenten, men derimod gerne med borgmesteren i Mogadishu. Resultatet blev, at gaderne i Mogadishu desværre i en for kort periode var tilgængelig for alle byens indbyggere.
Virkningerne af attentatet den 11. september 2001
Men hverken somaliere eller andre havde taget højde for virkningerne af de dramatiske angreb på USA den 11. september 2001, og hvor den amerikanske regerings svar var at begynde en international kamp mod, hvad man betegnede som international islamitisk terror inspireret af Al Qaeda.
Som led i vores samarbejde med den somaliske regering opholdt en delegation fra STS sig i Mogadishu i december 2001. Delegationen boede på hotel Sahafi.
Til hotel Sahafi ankom også en officiel delegation fra den amerikanske regering, som havde fået til opgave at forhøre sig i Mogadishu om eksistensen af eventuelle terrorgrupper i Somalia.
Da delegationen spurgte regeringen, sagde den, at der efter dens opfattelse ikke var islamiske terrorgrupper i Somalia, men hvis USA kunne påvise nogle, ville man gerne have hjælp af det amerikanske militær til at bekæmpe dem.
Delegationen talte også med Osman Ato – og tog derefter videre til Etiopien for at tale med den etiopiske regering og de krigsherrer, der opholdt sig i Addis Ababa.
Ved afrejsen fra hotel Sahafi glemte en af deltagerne at tage et blad med sig. Det var magasinet Chevron World fra efteråret 1988, som bl.a. beskrev gunstige prøveboringer efter olie i Somalia.
”Joint Task Force – Horn of Africa”
Fra Addis Ababa rejste delegationen videre til Djibouti for at besøge en base, som USA var i gang med at opbygge der. Fra basen og fra skibe ud for Djibouti havde man bl.a. bombet Irak under angrebet på dette land.
Nu var man i færd med at oprette en kommandostation for en international militær organisation under navnet ”Joint Task Force – Horn of Africa”. Formålet var at koordinere kampen imod islamitisk terror i Kenya, Somalia, Sudan, Eritrea, Etiopien, Yemen og Djibouti.
Den 22. december 2002 rapporterede Associated Press fra et besøg på centret under overskriften, En stille kamp mod militante på Hornet. Her skrev man bl.a.:
”Tre højtopløselige skærme, bænke med grønne militærradioer og detaljerede kort står placeret langs væggene. Bærbare computere dækker tre rækker med borde. Og officerer som kommandørløjtnant Victor holder 24 timers vagt og overvåger terroristerne på afstand….
Det fælles kommandocenter, der er proppet ind i en tidligere base for Fremmedlegionen, er hjertet i Bush-administrationens stille kamp mod islamiske terrorister, som opererer i de seks lande og i Yemen.
Herfra overvåger de amerikanske militære observatører landgang af marineinfanterister på strandene, krigsskibe fra flåden, hærens manøvrer og flyvninger fra luftvåbnet i tæt koordinering med den centrale kommando i Qatar. Og der er hemmelige operationer, ingen taler om.
Målet? At opdage, forstyrre og nedkæmpe the bad guys”.
Det økonomiske pres på den somaliske overgangsregering
Abdulkassims overgangsregering blev ikke blot udsat for hemmelige militære operationer. Også økonomisk blev den presset.
Hvad enten det skyldtes virkningerne af hændelserne den 11. september, Bush’s nye linje for krig mod de islamiske fundamentalister eller andre årsager, så blev det faktiske resultat af for eksempel det danske folketings bevilling af 63 millioner kroner til at fremme den fredsproces, som konferencen i Arta var et udtryk for – brugt til det stik modsatte.
Dette fremgik af en artikelserie i Information i sommeren 2001, hvor avisen kunne fortælle, at langt de fleste af pengene skulle bruges til at styrke udviklingen i to områder af Somalia, hvis autoriteter havde stillet sig meget fjendtlige til Arta-konferencen. I Somaliland, som samarbejdede med Etiopien, og i Puntland, hvor den etiopiske hær havde hjulpet den daværende præsident, Abdullahi Yusuf Ahmed, med at generobre magten, der var taget fra ham, efter at hans periode var udløbet.
Kun fire millioner blev afsat til eventuelt brug i de områder, hvor regeringen bestemte. Da STS forsøgte at få beskeden del af disse fire millioner, blev vores i alt fire ansøgninger afslået med besynderlige argumenter. Måske var den virkelige grund, at vores projekter var blevet til i et samarbejde med regeringen.
Information spurgte STS International Solidarity, diverse somaliske grupper i Danmark og den somaliske minister for integration og samarbejde om vores og deres mening.
Det entydige svar lød, at medmindre det danske udenrigsministerium og andre lande skiftede politik, ville resultatet blive en ny borgerkrig.
Også på andre økonomiske områder blev den somaliske regering udsat for et stort pres. Somalias største bank, Al Barakat, som også stod for den væsentligste del af de overførsler af penge, som folk i diaspora sendte til deres slægtninge i Somalia, blev lukket af USA for falske beskyldninger om at samarbejde med terrorister. (I dag er Al Barakat åbnet igen, for ingen af beskyldningerne har vist sig holdbare).
Lukningen var et hårdt slag mod Somalias økonomi, og den skulle tilsyneladende bane vejen for åbningen af Globalbanken, som var et samarbejde mellem Verdensbanken, IMF og 50 andre vestlige børser og banker. Men belært af tidligere erfaringer nægtede den somaliske regering i oktober 2002 at lade Globalbanken åbne kontorer i Somalia.
Diplomatisk pres og dannelsen af Somalias føderale overgangsregering (TFG)
Ifølge det Nationale Overgangscharter skulle den somaliske regering og de andre overgangsinstitutioner bruge det sidste år af deres tre år lange periode ved magten til at ”forberede valglove og lave en folkeafstemning for at godkende en forfatning for til overgang til et føderalt overgangssystem”.
Men umiddelbart efter den 13. september 2001 begyndte bestræbelserne for at komme overgangsregeringen til livs. Under påskud af at overgangsregeringens mandat var for snævert, lod man den regionale samarbejdsorgan, Regeringsautoriteter for Udvikling (IGAD), der i alt væsentligst bestod af Somalias fjendtlige nabostater indkalde til en ny forsoningskonference – uden, at man i øvrigt fandt det nødvendigt at informere Somalias ”eneste legale regering” først.
For at sikre at ”alle interesser” blev varetaget blev deltagerne i konferencen udvalgt på klanbasis. De traditionelle ledere af de fire hovedklaner sendte hver 61 deltagere til konferencen og de traditionelle ledere af de mindre klaner sendte i alt 31.
Men traditionel leder er ikke noget, man vælges til. Det er en post, man arver på samme måde som posten som den øverste regent i Danmark går i arv i den danske kongefamilie.
Da man efter to og et halvt års kostbare forhandlinger i Kenya endelig nåede frem til at udpege et egentligt parlament og på basis af det en regering, anvendte man igen denne formel som kaldes 4,5 formlen. For første gang i Somalias nylige historie satte man alle demokratiske spilleregler ud af kraft og overlod magten til de traditionelle ledere.
4,5 formlen åbnede en ladeport for de somaliske krigsherrer, som alle kunne hævde at være traditionel leder af denne eller hine klan eller sub-klan eller sub-sub-klan.
I Banadir Online skrev den kendte kommentator M.M. Afrad i oktober 2004 bl.a.:
Krigsherrer, der blandt andet lever af røvertogter i områder, der beherskes af andre krigsherrer, har svært ved at enes, selvom de er blevet parlamentarikere, som dette billede fra Nairobi viser:
”Resultatet er, at i vort højst dæmoniserede land, hvor krigherrerisme, mord, voldtægt, røverier og kidnapninger er blevet en fuldtidsbeskæftigelse, er det vigtige arbejde med at bringe fred og stabilitet overladt til en bande krigsforbryder – de samme folk, som har ødelagt landet og massakreret civilbefolkningen”.
Som præsident valgte krigsherrernes parlament den værste krigsherre af dem alle. Abdullahi Yusuf, som havde været præsident i Puntland, sagde i sin takketale: ”Jeg er Somalias største krigsherre. Jeg har aldrig lidt nederlag. Så hvis nogen kan skabe fred i Somalia, er det mig”.
Her er, hvad Dr. Abdishur Jowhar skrev om Yusuf på Banadir og Hiiiraan Onliue i begyndelsen af februar 2005:
”Hr. Yusuf har tilbragt hele sit voksne liv med at drømme om at modtage titlen, ”Somalias præsident”. Han har kæmpet for den. Han har tilbragt år i fængsel for at opnå den. Han har ofret ethvert princip og forrådt enhver sag på grund af den. Han dræbte sine fjender i kamp for den. Han udryddede hele landsbyer for at opnå titlen. Og han dræbte mangen en god ven med koldt blod, fordi de stod i vejen for ham. Og endelig indgik han en pagt med djævelen selv for at opnå titlen.
Den 10. oktober 2004 blev hr. Yusuf valgt til Republikken Somalias præsident i Empagathi i Kenya. Vælgernes hænder dryppede af bestikkelse; med penge, der stammer fra krigen mod terror og hans godgører, Etiopiens stærke mand, Zenawi”.
At påstå, at somalierne ligefrem skulle være begejstrede for at blive regeret af den værste samling krigsforbrydere og almindelige kriminelle i verden, vil være noget af en overdrivelse.
Parlament og regering måtte tilbringe endnu mange måneder på deres luksushoteller i Kenya indtil den kenyanske regering og de øvrige donorer, tvang dem til at tage til Somalia, hvor de efter et kort besøg i Johwar tæt på Mogadishu måtte søge tilflugt i den landlige by, Baidoa, relativt tæt på den etiopiske grænse, hvor de kunne beskyttes af etiopiske styrker. At komme til hovedstaden, Mogadishu, var foreløbig udelukket.
De islamiske domstole
I mellemtiden var en anden udvikling på vej i Mogadishu med oprettelsen af 15 domstole, der forsøgte at skabe lov og orden på basis af domme, der var baseret på en blanding af islam og gammel somaliske sædvaneret. Da USA øjnede en mulig fare, samlede man krigsherrerne i Mogadishu i en alliance med det smukke navn: Alliancen for Fred og mod Terrorisme.
Det blev efter vores mening en af USA’ s største fejltagelser i Somalia siden den mislykkede invasion i 1992. I protest mod USA’ s leverancer af penge til de forhadte krigsherrer udbrød der i foråret 2006 en folkelig rejsning i Mogadishu, som i løbet af foråret 2006 bragte Unionen af Islamiske Domstole (UID) til magten i det meste af Somalia.
Den folkelige modstand mod en mulig udenlandsk invasion var meget stor, som det fremgår af dette billede, taget af STS Somalia i efteråret 2006:
Efterhånden som bevægelsen voksede blev der oprettet stedse flere islamiske domstole. De antageligt over 100 domstole blev samlet i et råd, der havde den natioalistisk-islamiske leder, Sheik Aweys som formand, mens en anden islamisk leder, Sheik Sharif Ahmed, fungerede som formand for eksekutivkomiteen.
Alene navnet, De Islamiske Domstole, var nok til at rejse en bevægelse i de vestligt ejede massemedier imod den nye bevægelse. Tricket, som blev benyttet, var at generalisere de overdrivelser, der fandt sted og at gøre dem til almindelig praksis for bevægelsen.
Da en islamisk domstol i Mogadishu for eksempel fandt det upassende for rigtige tilhængere af islam at se verdensmesterskaberne i fodbold på fjernsynet og derfor forbød det i sit eget område, blev det uden videre udlagt som en fælles holdning hos alle islamiske domstole.
Hvad de vestlige medier derimod ikke havde særlig stor lyst til at fortælle om var, at finalekampene i den al-somaliske fodboldturnering på samme tid blev afviklet på stadion i Mogadishu.
Antiamerikansk demonstration i Mogadishu i oktober 2006. Foto: STS Somalia:.
Kunne man have forhandlet med de islamiske domstole?
Blandt de ting, man påstår om Unionen af Islamiske Domstole er også, at den var umulige at forhandle med.
Mens de islamiske domstole ikke ville forhandle med udlændinge (for eksempel med Etiopien), så ville man godt forhandle med andre somaliere.
Faktisk blev der i efteråret 2006 gennemført to succesrige forhandlingsrunder mellem regeringen og de islamiske domstole og regeringen i Sudans hovedstad, Khartoum. Under de sidste forhandlinger enedes man endog om, at der skulle opbygges en fælles hær og politistyrker i Somalia.
En tredje forhandlingsrunde kneb det lidt mere med, for etiopierne havde sendt endnu flere tropper til Baidoa, hvor den isolerede og omringede regering holdt til.
Sheik Aweys modtager Louis Michel i lufthavnen i Mogadishu:
Den 21. december 2006 ankom EU-kommissæren for udvikling, Louis Michel, imidlertid til lufthavnen i Mogadishu fra Baidoa for at føre forhandlinger med blandt andre Sheik Aweys, som i dag leder oprørsgruppen Hizbul Islam. Efter forhandlingerne med Aweys sagde Michel til pressen, at han var ”meget lykkelig”, for begge parter var nu indstillet på en ny runde betingelsesløse forhandlinger i Khartoum.
En uge senere indledte etiopiske styrker, støttet af USA, et angreb på Somalia.
Nederlag for de islamiske domstole og en folkelig rejsning i Mogadishu
Når det gjaldt krigen mod terror, var det ikke det amerikanske udenrigsministerium, der havde den vigtigste rolle at spille, men derimod generalerne i Pentagon. Og set ud fra et rent militært synspunkt var det formålstjenligt at lade Afrikas næststørste hær – den etiopiske, som i mange år var blevet støttet af USA – angribe Somalia. Den amerikanske hær stillede sit avancerede satellitovervågningsudstyr til rådighed for etiopierne og deltog desuden i bombardementer af jungleområderne nær grænsen til Kenya foruden, at man også sendte marineinfanterister i land.
Og generalerne i Pentagon havde på en måde ret. Det var ingen sag for den stærke etiopiske hær, at nedkæmpe fattighæren fra de islamiske domstole, som kun indlod sig i kamp to steder, før den trak sig tilbage til jungleområderne ved den kenyanske grænse, hvor den til gengæld kunne skjule sig for alle angreb.
Under tilbagetrækningen havde de islamiske militser overgivet en del af deres våben til klaner, de mente at kunne stole på, ligesom mange militssoldater klædte sig i civilt tøj og blandede sig med den almindelige befolkning.
I løbet af godt en uge kunne de etiopiske styrker rykke ind i alle større byer i det sydlige og centrale Somalia og bringe den somaliske regering og dens tropper med sig. De fleste af de etiopiske tanks var i øvrigt blevet købt i ”slyngelstaten” Nordkorea.
Men ser man på den politiske side af angrebet, må man nok erkende, at det var en fejl at lade ærkefjenden, Etiopien, angribe Somalia.
Etiopiske tanks, købt i Nordkorea invaderer Bakara marked i Mogadishu i januar 2007:
For de menige etiopiske soldater, som normalt ikke får løn, men forventes at leve af plyndringer af civilbefolkningen i de erobrede områder, må ankomsten til Mogadishu have stået som noget nær et paradis. Alt kunne plyndres, herunder Østafrikas største handelsplads Bakara marked i Mogadishu, hvor det vrimler med alt fra ædle metaller, over smykker, til elektronik, og som endda har sin egen våbenafdeling, hvor snart sagt alle våben kan købes.
Men for befolkningen i Mogadishu var situationen knapt så lystig, og i månederne februar til april 2007 rejste den sig til en åben opstand.
Den åbne opstand i Mogadishu fandt sted under ledelse af Rådet af Ælde i den Forenede Hawiye klan. Hawiye er Somalias største klan, som er særlig talrig i Mogadishu-området. Fra dette råd modtog STS International Solidarity i oktober 2007 et brev, hvori man takkede os for vores indsats i Mogadishu-området og i det sydlige og centrale Somalia:
Opstanden blev nedkæmpet af de etiopiske tropper og regeringens militser (som heller ikke får løn).
Hovedmidlet i nedkæmpelsen af oprøret var folkeretsstridige bombardementer af de civile områder. Amerikanske helikoptere, der kom fra søsiden, bombede med kemiske våben
I de sidste dage af oprøret måtte omkring 700.000 civile flygte ud af Mogadishu så hurtigt, at de end ikke nåede at begrave alle de døde. „Hvor de døde rådner i gaderne – Bush’s terrorkrig fortsætter“, lød overskriften på en artikel af den amerikanske journalist Chris Floyd.
For rigtigt at vise, hvad der ville ske, hvis man ikke tillod plyndringerne at fortsætte, skar de etiopiske styrker struben over på nogle af dem, der var for svage til at flygte.
Tegneren Amir Amin skildrer massakrerne på følgende måde:
”Hvor er De Forenede Nationer? Hvor er den Arabiske Liga og den Afrikanske Union? Hvor er de humanitære organisationer? Hvorfor er de dødstille over for disse forbrydelser mod menneskeheden?”, spurgte en kvinde, hvis hus var blevet brændt af, i Sirdoon News den 10. november 2007.
Anvendelse af guerillataktikken, eller hvorfor de rent militære kampe mod fundamentalismen ikke kan vindes
Resterne af en etiopisk konvoj, der blev ramt af oprørenes guerillataktik:
Efter nederlaget i april gik oprørerne i Somalia over til at benytte sig af en guerillataktik, som den fundamentalister også bruger i andre lande.
Tommelfingerreglen for militære analytikere lyder, at for at vinde en kamp mod en guerillabevægelse må man kunne betjene sig af en militær styrke, der er omkring 20 gange så stærk som den guerilla, man vil nedkæmpe.
Det er f.eks. ikke nok at erobre et område fra guerillaen. Man må også have styrke til at besætte det permanent. For så snart man har trukket sig ud af området igen for at forsvare endnu vigtigere områder, dukker guerillaen op igen.
Det er formentlig derfor, at USA for tiden har travlt med at finde fornuftige talebanere i Afghanistan, man kan forhandle med.
Hvad Somalia angår, så måtte den stærke etiopiske hær trække sig beskæmmet tilbage efter et par års blodige kampe imod oprørerens guerillastyrker.
Inden da havde man dog dels forsøgt at få den Afrikanske Union til at overtage rollen som forsvarer af den vaklende regering, og dels havde man prøvet at splitte oprørerne ved at fyre Abdullahi Yusuf som præsident og udnævne den tidligere leder af Unionen af Islamiske Domstole, Sheik Sharif Ahmed, i stedet.
Dette skete i Djibouti og samtidigt med, at man fordoblede antallet af medlemmer i det somaliske parlament, som også blev valgt efter 4,5 formlen, hvilket betød, at endnu flere krigsherrer kan besmykke sig med betegnelsen parlamentariker.
Efter en kort periode med forståelig forvirring overvandt oprørerne problemerne, og i dag hersker den somaliske regering kun i nogle få kvarterer i Mogadishu. Det meste af det øvrige sydlige og centrale Somalia, herunder de frugtbare områder omkring floderne Jubba og Shabelle, er i oprørernes hænder.
Wabarisme i Somalia
Under rejsen til Somalia i december 2001 besøgte STS et større skoleanlæg sammen med den daværende somaliske undervisningsminister Mohamed Maryane Baraale. Turen fra Mogadishus centrum og til skoleanlægget foregik aldeles udramatisk i Baraales gamle Ford. Og ingen behøvede at have våben med, som det har været tilfældet ved alle senere rejser.
Meningen med dette besøg var, at man i regeringen forventede, at flygtninge også fra de skandinaviske lande, snart ville begynde at vende tilbage, nu da der herskede ro og orden i Mogadishu. Og for at kunne lave en så gnidningsløs overgang fra de skandinaviske undervisningssystemer som muligt havde vi udviklet planer om dannelsen af skandinavisk-somaliske venskabsskoler, hvor frivillige fra de skandinaviske lande kunne medvirke.
Af andre grunde blev planen ikke gennemført.
Men Baraale indleder sit brev til de skandinaviske regeringer således:
”I de sidste ti år er undervisningssystemet i vort land kollapset. Private fonde af arabisk oprindelse har indført religiøse skoler for ekstremister og fundamentalister og introduceret et nyt system med „arabisering“.
Hvad Buraale (og den øvrige regering) havde i tankerne, var den hurtige fremvækst af koranskoler, der blev betalt fra en af USA’s vigtigste allierede i Mellemøsten, Saudi-Arabien, som i årevis har gjort sig store anstrengelser for at udbrede sin særligt hårdhændede form for islam, kendt under betegnelsen Wabarisme, til andre muslimske lande og samfund.
Tilsvarende koranskoler er blevet oprettet i Afghanistan og i Pakistan, hvor de går under betegnelsen ”madrasskoler”.
Da disse skoler også er kendt for at være rene udklækningsanstalter for fundamentalistiske kræfter – i Afghanistan og i Pakistan tjener de som udklækningsanstalter for Taleban, i Somalia for Al Shabab, som på denne måde er ”brødre i ånden” – så var den forrige regering med rette bekymret for fremvæksten af disse skoler og ønskede hjælp til at danne alternativ til dem.
Wabarismen i Somalia strider imod somaliernes i regelen meget tolerante form for islam, og som det indirekte påvises af Buraale strider det også imod en tradition i somalisk politik, man er tilbøjelig til at glemme at tage i betragtning, nemlig de mange mennesker, der tager deres udgangspunkt i de bedste sider fra dengang Somalia sidst havde en funktionsdygtig regering.
Hvorfor har ekstremisterne stadig en vis folkelig opbakning?
Når det forholder sig sådan, kan man undre sig over, at Al Shabab stadig har en vis folkeligt opbakning på trods af, at de i takt med deres militære erobringer bliver stadigt mere sekteriske. Med mindre man betragter somalierne som masochister , må der være forklaringer.
Vi mener, at der kan være tale om følgende forklaringer:
For det første har Al Shabab været i spidsen for kampene imod de udenlandske besættelsesstyrker lige fra starten.
For det andet forsøger Al Shabab (ligesom den anden oprørsgruppe, Hizbul Islam) at se bort fra de uenigheder, der er et resultat af den traditionelle opdeling af det somaliske folk i klaner. De er ”multi-klaniske”.
For det tredje og nok så væsentlige: i de store områder Al Shabab og Hizbul Islam kontroller, har de formået at skabe fred og sikkerhed. Man kan bruge sine mobiltelefoner på gaderne, man bliver ikke opkrævet penge ved checkpoints, som de eksisterede før, og man behøver end ikke at låse sin dør for at være sikker på at have sine ejendele i fred.
Dette står i skærende kontrast til de forhold, der hersker i de regeringskontrollerede områder af Mogadishu. For blot at nævne eet eksempel:
Forud for en stor donorkonference i april 2009 advarede Human Rights Watch donorerne ved om krigsherren Abdi Qayebdiid, der også var regeringens politichef, at skrive, at mens FN betalte lønninger til og træningen af det somaliske politi, så „er politiet berygtet for at være impliceret i alvorlige krænkelser af de menneskelige rettigheder, der inkluderer bevidste mord på civile i kampsituationer, tilfældige arrestationer af civile i Mogadishu for at opnå løsepenge fra deres familier, plyndringer, væbnede røverier og mord“.
Qayebdiid er ganske vist ikke længere politichef. Nu er han kun minister for vand og mineraler i regeringen. Men han hørte dog til præsidentens følge til den sidste donorkonference!
Til dette må lægges, at Den Afrikanske Unions Mission til Somalia, AMISOM, der består af omkring 5300 soldater fra Uganda og Burundi, fortsætter traditionen fra de etiopiske troppers tid, som de jo afløste. Hver gang der fyres en morter af fra oprørernes side svarer man igen med gengældelsesangreb på beboede områder og især på Bakara marked, som er også er tæt befolket.
Somalia er sluppet af med Etiopien. Til gengæld har man fået såkaldte afrikanske fredsbevarerer fra AMISOM. Kommentar af tegneren Amin Amira:
Al Qaeda i Somalia
STS International Solidarity mener, at man må overlade det til somalierne selv at løse deres problemer og jo før, dette sker, desto bedre. Så længe udlandet bliver ved med at blande sig, så risikerer man en yderligere opblomstring af Al Qaeda-lignende bevægelser. Og så længe udlandets interventioner bliver ved, er det svært for mere moderate kræfter at blande sig i udviklingen.
Den 1. maj 2007 skrev Washington Examiner følgende om en rapport, der var udarbejdet af Combatting Terrorism Centre på West Point:
”I mere end i ti år har Osama bin Ladens Al Qaeda forgæves forsøgt at etablere en operationel base i Somalia. Forsøget er slået fejl takket være Somalias ugæstfrie natur og den fjendtlige indstilling fra de lokale klaner i følge en ny rapport fra det amerikanske militær. Frygten for, at Somalia på Afrikas Horn, der har lette forbindelser til lands og ad søvejen, skal blive moden til at blive en base for Al Qaeda, har hidtil ikke vist sig. Al Qaeda har fundet mere fjendskab i Somalia, end det har fundet succes“.
STS Somalia
Vores interesse for, hvad der sker i Somalia, hænger sammen med, at vi begyndte at arbejde i landet i 1999.
I modsætning til alle andre internationale organisationer har vi væsentligt arbejdet i Mogadishu-området og i det sydlige og centrale Somalia.
Og i modsætning til andre, har vi hele tiden lagt vægt på at opbygge en paraplyorganisation, der kun består af somaliere.
STS Somalia består i dag af 24 medlemsorganisationer. Enkelte er ret store. Sammenslutningen af Somaliske Kooperative Bevægelser havde mere end 206.000 enkeltmedlemmer, da den blev optaget i STS Somalia i 2002.
Hjemmesiden for STS Somalia – http://www.stssomalia.com/ – gik desværre i stå kort før det etiopiske angreb i december 2006.
Alligevel var det måske en ide at se lidt på denne hjemmeside, især under „Members“. Her vil man se, at mange organisationer beskæftiger sig med undervisning. Men alle – også Somalias Lærerforbund – understreger, at de kun lærer folk at læse og skrive somalisk og ikke arabisk, et sprog, som man udelukkende bruger på de arabiske friskoler.
Endvidere understreger de, at de går ind for en tilbagevenden til den gamle undervisningsplan, som gjaldt i Siad Barres tid.
Statutterne for STS Somalia – som ikke nåede at blive omtalt på hjemmesiden – slår fast, at man dels selv er demokratisk opbygget, og dels, at man kæmper for demokrati og respekt for alle menneskerettigheder. Organisatorisk går man ind for beskedne lønninger til de ansatte og udskiftninger af de ledende og lønnede folk.
Linjen over for STS Somalia: hjælp til selvhjælp
Alle vore bestræbelser i Somalia har taget sigte på at gøre STS Somalia i stand til at klare sig selv.
Takket være en bevilling fra Minipuljen var vi i årene 2003 til 2005 i stand til at opbygge et center for STS Somalias medlemsorganisationer i Mogadishu. Centret omfatter dels mødelokaler og dels en Internet Cafe, som foruden undervisning i IT teknik også blev brugt til at drive en indtægtsgivende Internet Cafe.
Takket være en privat donor har vi også været i stand til at renovere en lejet restaurant og et mindre hotel i Mogadishu.
Både STS Somalias center og restaurant og hotel ligger på Bakara marked i Mogadishu. Normalt er det den bedst tænkelige placering.
Men forholdene på Bakara marked har ikke været normale, siden det etiopiske angreb. Bakara var først genstand for plyndringer, og siden er det blevet genstand for vilkårlige gengældelsesangreb mod det tæt beboede marked.
Som et resultat af plyndringer og angreb har i alt fem ledende medlemmer af STS Somalia mistet livet, og hotel og restaurant har gentagne gange været udsat for morterangreb. Internet Cafeen har man foreløbig opgivet.
Vi har også hjulpet AIDSOM’s kvindegruppe med at sætte gang i et indtægtsgivende æselprojekt i Marka.
I foråret 2010 startede STS Somalia et stort indtægtsgivende hønseri uden for Mogadishu. Det kostede omkring 10.000 dollars at opføre og sætte i gang. Af omkostningerne har STS Somalia selv betalt godt 3000 dollars mens et dansk fond har betalt et lignende beløb og en privat dansk donor har betalt resten.
Al Shabab tæt inde på livet
Som et resultat af den fejlslagne krig mod terror i Somalia har STS Somalia fået det fundamentalistiske Al Shabab tæt ind på livet. Dels er det Al Shabab, der i dag kontrollerer det meste af Bakara marked og dels så kontrollerer Al Shabab også hovedstaden i Shabelle regionen kystbyen Marka 90 km. fra Mogadishu, hvor AIDSOM har sit hovedkvarter.
Dette har naturligvis betydet en omlægning af arbejdsmetoderne, men det har bestemt ikke fået STS Somalia til at tabe modet.
Fra en gang på det nye hospital:
I april åbnede STS Somalia et nyt hovedkvarter i Marka på linje med det, man i forvejen har i Mogadishu.
Og for en måned siden enedes man med den lokale befolkning og med den schweiziske hjælpeorganisation, Swisso Kalmo, om, at STS Somalia skulle bygge et hospital til patienter, der lider af AIDS, HIV og tuberkulose.
Et stort problem
Det måske største problem donorerne har, er at de mange penge (men også våben), de sender til Somalia forsvinder i den altomfattende korruption. Somalia-eksperten fra Awda News sagde for nylig: ”I må huske på, at de fleste repræsentanter for regeringen er folk fra diaspora, som var arbejdsløse i deres gæstelande. Deres eneste formål med at tilslutte sig regeringen er at tjene så mange penge, de kan.”
Derfor stjæler man de penge, som donorerne betaler i løn til soldaterne og endog de penge, der skulle bruges til fødevarer for dem.
The Gaurdians billedtekst til dette nylige billede er: ”Mange soldater sælger deres våben til oprørerne“.
Teksten til et andet billede lød: ”Soldaterne klager over, at de ikke får tilstrækkeligt at spise”:
For soldaterne i AMISOM er situationen stort set den samme.
Opdatering
”Meningen blandt amerikanske Somalia-eksperter synes at være svinget afgørende mod fortsat USA-støtte til den føderale overgangsregering i Somalia”, skrev The EastAfran i slutningen af juni. ”Som et alternativ opfordrer nogle analytikere Obama-administrationen til at begynde en dialog med Al Shabab, den islamitiske bevægelse, som kontrollerer det meste af Somalia”.
Men det gjorde Obama ikke. I stedet gik han en anden vej. Problemet er, at AMISOM har for få soldater, så derfor tillod han Somalias naboer – Etiopien, Kenya og Djibouti – at de også kunne sende tropper til Somalia. På et nyligt møde i den lokale samarbejdsorganisation, IGAD, blev det besluttet at øge antallet af soldater med 2000, og IGAD vil nu oprette en militær kommando i Mogadishu.
Det er en risikabel ide! Mange er bange for, at den får det modsatte resultat og i sidste ende vil betyde en styrkelse af oprørerne, når nu man risikerer, igen at stå over for den etiopiske hær. Selv den somaliske regerings egen særlige udsending til USA har taget afstand fra planen, som oprørerne allerede udnytter til at hverve flere tilhængere.
Om det var derfor, Al Shabab gik til angreb i Uganda og dræbte op imod 100 mennesker, ved vi ikke.
Men vi kan forudse, at denne handling yderligere vil styrke den ”hårde fløj” i USA og Vesten. AMISOM’s reaktion har vi allerede set. De har som en slags hævn myrdet en fredelig somalisk familie.
I længden vil det dog ikke nytte noget. At tro, at man kan kvæle Al Shababs og Hizbul Islams oprør med vold – og tilmed med etiopiske soldater – er lige så forkert, som det har været hele tiden. En foreløbig reaktion fra de to oprørsgrupper, som i nogen tid har været på kant med hinanden, er, at de har besluttet sig til at gå sammen og installere deres militser på de samme baser.
Somalia skal have 2000 flere “fredsbevarere” Colombia: Hvem vandt egentlig?