/
Vælg kategori:

Somalia: Shabelle trodser Hizul Islam / Aftalen mellem regeringen og Ahlu Sunna brudt sammen / Fortsatte kampe i Mogadishu

4. July 2010

En talsmand for den nationalistisk inspirerede oprørsgruppe Hizbul Islam, der i den senest tid har forsøgt at udligne sin svage militære stilling i forhold til Al Shabab ved at optræde endnu mere sekterisk, har givet radiostationerne ordre til ikke at omtale 50 årsdagen den 1. juli for Somalias selvstændighed. Man mener, der ikke er noget at fejre.

For Shabelle Media Network, som bl.a. driver den største radiostation i Mogadishu, var dette forbud imidlertid det slag, som ramte hovedet på sømmet. Direktøren for Shabelle Media Network har sagt, at man ikke har til hensigt at rette sig efter forbuddet, der er et uacceptabelt indgreb i pressefriheden. Shabelle, der er flyttet væk fra det oprørskontrollerede Bakara marked, har også genoptaget udsendelserne af musik og jingler.

Ejerne af Shabelle er en vigtig del af Somalias forretningsliv, der, som den amerikanske Somaliaekspert Menkhaus for nylig fortalte et udvalg under den amerikanske kongres, føler sig totalt fremmedgjort over for den somaliske regering. Ved at komme med dens slags forbud risikerer Hizbul Islam at komme i konflikt med forretningslivet og pressen.

Det bliver ikke bedre af, at ejerne af Shabelle kommer fra den samme sub-klan i Hawiye klanen, som lederen af Hizbul Islam Sheik Aweys også kommer fra. Hizbul Islam har altså udsendt et forbud, man ikke har til hensigt at rette sig efter, og hvis der sker direktøren noget, ved alle, hvem der er ansvarlig.

Det kan altså godt vise sig vanskeligere, end man umiddelbart tror at påtvinge somalierne den ekstreme form for islam, som begge oprørsgrupper nu synes at gå ind for.

Bortset fra at Shabelle har omtalt 50 årsdagen – og spiller musik, som man også gjorde før, så er der tilsyneladende ikke sket nogen ændring i dækningen af nyheder. Man citerer såvel regeringsrepræsentanter som repræsentanter for oprørerne.

Ahlu Sunna: aftalen med regeringen er ophævet

I månedsvis har den somaliske regering forhandlet med Ahlu Sunna Waljame (ASW) om en magtdelingsplan. ASW er en alliance af gejstlige fra Sufi sekten, som nogle mener er en somalisk aflægger af det Muslimske Broderskab, der er mest kendt fra Egypten, og etiopisk støttede krigsherrer. Ifølge denne plan skulle ASW indtage fire vigtige (og givtige!) regeringsposter og nogle diplomatiske poster.

Selvom aftalen ikke har vakt udelt begejstring fra alle medlemmer af ASW, har man alligevel i ledelsen af ASW arbejdet på at få den effektueret.

Men nu er planen kollapset, sagde gruppens leder Sheikh Muhammad Sheikh Hassan, til Garowe Online den 1. juli.

Sheik Hassan ledte en delegation af hans mest loyale tilhængere, der forhandlede med regeringen i Addis Ababa, hvor aftalen blev indgået.

”Vi erklærer, at magtdelingsplanen er kollapset, fordi den somaliske regering belønner nogle individer, som ikke har noget med Ahlu Sunna at gøre, med regeringsposter, der egentlig var tiltænkt os”.

De to nye ministre, som premierministeren hævder er fra ASW, forkastes af Sheik Hassan, som siger, de ikke har noget med ASW at gøre.

Også parlamentsmedlemmer har klaget over, at den somaliske regering kun har udnævnt sine nærmeste venner, skrev Shabelle.

Sammenbruddet for magtdelingsplanen kommer særdeles ubelejligt for de kræfter, der havde håbet på, at regeringen ville redde sig lidt pusterum ved at slå sig sammen med Ahlu Sunna i den offensiv, som man længe har fablet om, og som skulle have vendt krigslykken i Somalia.

Kampe i Mogadishu for fjerde dag i træk

”Mindst 24 er blevet dræbt og over 80 er blevet såret i Mogadishu”, skrev Garowe Online den 3. juli.

Kampene er foregået, siden Al Shabab ifølge det kinesiske nyhedsbureau erobrede nye områder.

Ifølge flere nyhedsbureauer forsøger regeringen ved hjælp af tanks og artilleri fra AMISOM at erobre nogle af de tabte områder tilbage igen. Og begge parter siger, at kampene vil fortsætte.

Præsident Sheik Sharif Ahmed har også aflagt besøg ved fronten i en tank fra AMISOM, og Al Shabab har rundsendt billeder af en brændende tank. For sit vedkommende hævdede AMISOM, tanken slet ikke kunne køre, og at den derfor var let at sætte i brand.

Der har hidtil ikke forlydt noget om tab for AMISOM’s vedkommende, men den 3. juli skrev AFP, at ”to afrikanske fredsbevarere fra Uganda har mistet livet og at tre andre var blevet såret i nylige kampe med islamiske oprørere i det nordlige Mogadishu…

”Soldaterne har betalt den ultimative pris ved at miste livet i kampen for at sikre fred og stabilitet i Somalia, og vi er meget stolte af dem”,. sagde lederen for AMISOM.

I øvrigt hævdede AFP, at to militære køretøjer fra AMISOM var sat i brand.

Regeringen har overfor Shabelle og Mareeg fortalt, at den her erobret et distrikt. Det er en oplysning, som skal tages med et fornødent gran salt. For eksempel er det almindelig guerillataktik at vige tilbage for AMISOM’s tanks, for at dukke op igen, så snart tanksene er forsvundet igen.

AFP skrev, ”at begge parter erklærer at have gjort fremskridt”.

Efter en kort pause den 3, juli om aftenen, er kampene blevet genoptaget den 4. juli.

E-mail denne artikel