| Vælg kategori: |
Så stopper festen, Israel
8. June 2010
Søren Søndergaard skriver på sin BLOG – UGE 22: Det israelske angreb på en nødhjælpskonvoj i Middelhavet har fyldt mig med harme. Egentlig ikke så meget mod den israelske regering, som efter min mening er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde.
Til gengæld retter min harme sig mod de folk, som altid kan finde en undskyldning for Israels overgreb. Og mod det EU, som rent rutinemæssigt siger fy-fy, hvorefter de handler videre med Israel, som om intet var hændt.
I store dele af den danske presse blev begivenhederne i Middelhavet hurtigt gjort til et spørgsmål om, hvem der havde slået først. Billeder fra den israelske efterretningstjeneste blev udlagt som bevis for, at nødhjælpsaktivister på et af skibene havde mødt de israelske kommandosoldater med slag fra køller og lignende.
Denne udlægning er så blevet imødegået fra flere af de ombordværende aktivister efterhånden som de er sluppet ud af israelsk fangenskab. Men at lægge fokus på, hvem der slog først, er i sig selv en fuldstændig fordrejning af perspektivet.
“Kapret besætning dræber pirater”, kunne yhedsbrevet “Maritime Danmark” fortælle om en begivenhed, som fandt sted den 2. juni. Den handlede i korthed om, at besætningen på et libysk skib efter 3 måneders kapring var gået til angreb på deres besættere og dræbt dem alle bortset fra en enkelt.
Ingen dansk avis har efterfølgende kunnet drømme om at hævde, at vurderingen af denne episode afhænger af, hvem der slog først. Det er naturligvis fuldstændig irrelevant. For den egentlige forbrydelse var startet længe inden slagsmålet
begyndte.
Lad mig derfor repetere, hvad orlogskaptajn og jurist Karsten Buhl fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet udtalte til Politiken den 1. juni: “Man må simpelthen ikke opbringe et skib fra et andet land i internationalt farvand, med mindre man er i krig med dette land”. Men det var jo ikke desto mindre, hvad Israel gjorde og dermed leverede et klokkeklart brud på
folkeretten.
Og hvad angår passagerernes ret til at forsvare sig, så understreger militærjuristen: “Så længe de er i internationalt farvand, så har de ret til at forsvare sig som passagerer på et skib, der bliver angrebet”.
Naturligvis! Så hvorfor er det lige så vigtigt at få afklaret, om nogle af nødhjælpsarbejderne slog fra sig med bordben af træ, før ni af dem blev likvideret med 30 kugler fra de israelske elitesoldater, som blev firet ned fra overflyvende militærhelikoptere? En af dem, Fulkan Dogan, blev i øvrigt ramt af
ikke mindre end fem skud: to i benet, ét i ansigtet, ét i baghovedet og endnu ét i ryggen.
Sagen er, at det overhovedet ikke er vigtigt. Israel har for længst overtrådt enhver acceptabel tærskel for retten til forsvar af landets grænser, som de blev fastlagt af FN i 1947. Pirateri er blot den sidste tilføjelse til en lang række af forbrydelser, som omfatter ulovlig besættelse, indespærring uden dom, tortur,
likvidering af uskyldige, brug af forbudte våben og så videre og så videre.
Derfor er det også så helt igennem absurd, at EU gennem en lang række aftaler behandler Israel som det 28. medlem. Bl.a. indgik EU i år 2000 en frihandelsaftale med Israel, som giver israelske produkter en række fordele. I dag er EU Israels største handelspartner og omkring en tredjedel af Israels samlede udlandshandel går til EU.
Mindre absurd bliver det ikke af, at der i aftalens artikel 2 direkte står, at forholdet mellem EU og Israel “skal bygge på respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper, som styrer deres interne og internationale politik og som udgør et afgørende element i denne aftale”.
Begivenhederne i Middelhavet siger meget om Israel. Men EU’s de facto accept af Israels handlinger og EU’s ligegyldighed overfor erklæringer, som de selv har underskrevet, siger rigtig meget om EU.
For Folkebevægelsen er spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret helt centralt. Som Folkebevægelsens parlamentsmedlem ligger det mig derfor især på sinde at støtte de folk, som er frataget denne ret, f.eks. det kurdiske folk,
befolkningen i Vestsahara og det palæstinensiske folk.
Det handler ikke om at være imod Tyrkiet, Marokko eller Israel. Men det handler om, at intet land kan kræve rettigheder, som det ikke er villig til at give andre.
Derfor vil jeg i den kommende tid gøre en indsats for, at EU-parlamentet siger fra overfor EU-privilegier til staten Israel, så længe landet fortsætter sin undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
(Videresendt med tak og lidt lettelse efter at jeg var blevet opbragt af (lejlighedsvis) at læse dagens leder i Jyllandspesten, som helt fordrejet frikendte Israel med at Israel jo var i krig med Hamas, hvilket legitimerede alt. Så Søren søndergaards harme mod de fleste af de danske mainstreammedier er i høj grad berettiget og bør påtales af os alle.
Med venlig hilsen
Arne Hansen
Var Israels angreb på Frihedsflotillen blevet til efter konsultationer med USA? Somalia: Fire ministre træder tilbage, FN’s særlige repræsentant for Somalia udskiftes, fortsatte kampe