| Vælg kategori: |
Nye kampe i Mogadishu
7. June 2010
”Mindst 23 mennesker, mest civile, er blevet dræbt og over 60 er blevet såret i svære kampe, som har rystet den somaliske hovedstad, Mogadishu, de sidste to dage”, skrev Garowe Online den 4. juni. Kampene fandt sted i det nordlige Mogadishu og de blev indledt, da regeringstropper, støttet af tanks fra den afrikanske unions AMISOM-styrker, gik til angreb på oprørerne for at drive dem ud af de stillinger, som de havde erobret fra modparten i slutningen af maj.
Som sædvanligt er det vanskeligt at bedømme, hvilken part, der kom sejrrigt ud af kampene. Mange vestlige nyhedsmedier citerer regeringskilder for at sige, at regeringen har dræbt mange oprørere, og at regeringen har vundet en stor sejr. Garowe Online er mere usikker, for den citerer en journalist, som har deltaget i en tur til frontzonerne, arrangeret af Al Shabab, og den arabiske TV-station Al-Jazeera’s Umar Mahmud erklærer i et kort interview den 4. juni med titlen, Islamisk gruppe rapporteres at have erobret nye områder i Mogadishu og sætter ild til køretøjer fra AU, at oprørerne synes at have drevet angriberne tilbage. Under kontraangrebet blev et militært køretøj og en bulldozer fra AMISOM stukket i brand.
Den 5. juni meddelte AMISOM, at to ugandiske soldater var blevet dræbt under kampene, mens fem er såret, og man bekræfter også tabet af to køretøjer.
Som sædvanligt hersker der en vis forvirring om, hvem fra regeringstropperne, der har deltaget i fremstødet. Er det mon de omkring 350 nyuddannede politifolk, som ved indsættelsesceremonien blev advaret imod at sælge deres våben til oprørerne, er det klanmilitser, eller er det krigsherrefløjen inden for den muslimske sekt, som kaldes Ahlu Sunna Waljame. Det siger den selv er tilfældet. Den påstår at have dræbt 91 oprørere, heraf mange ledende og fra udlandet, og at dens militser er trængt frem til indgangen til Bakara marked.
Hvem man skal tro, overlader vi til læserne.
Sammenstød i Hiiraan og i Galgadood
I Beledweyne, der ligger tæt på den etiopiske grænse, og som er hovedstad i Hiraan regionen nord for Mogadishu, har der også været meldt om sejre for styrker, der er loyale over for regeringen og formentlig støttet af etiopiske styrker. Hiiraan regionen betragtes som at være under kontrol af det nationalistisk indstillede Hizbul Islam, som dog får hjælp af Al Shabab.
Ifølge Garowe Online fra den 1. juni sagde Ahmed Abdullahi Inje, ”en af regeringens kommandører, at offensiven var et led i en større plan for at drive oprørerne ud at Hiiraan.
”Vi planlægger at erobre byen og håber, at vi kun møder svag modstand fra oppositionens krigere”, sagde Inji….
Men repræsentanten for Hizbul Islam, Mohamed Weheliye Odowa, benægtede, at der var tabt positioner.
”Vore styrker står, hvor de hele tiden har stået”, fortalte han journalister på en pressekonference i Beledwyne.”
De vil kæmpe til det sidste, sagde han.
På tilsvarende måde har militser fra Al Shabab lovet, de vil kæmpe for at bevare kontrollen med den vestlige del af byen.
Der har også været hårde kampe mellem Al Shabab og den krigeriske del af Ahlu Sunna Waljjame, der arbejder intimt sammen med Etiopien, omkring hovedstade Dusamareb i Galgaduud regionen nordøst for Mogadishu, og hvortil Al Shabab for nogen tid siden sendte forstærkningerne.
Ahlu Sunna Waljame forsøger at cutte kommunikationsmidlerne.
”Skiftet i den militære balance”
Men lad os vende tilbage til Mogadishu, for måske bliver man klogere på situationen, hvis man endnu engang lader den amerikanske somalia-ekspert Michael Weinstein berette om den.
Baseret på en anonym, men tilsyneladende troværdig kilde, hævder Weinstein i en analyse den 31. maj, at den succesfulde offensiv fra Al Shabab den 21. maj ”gav dem en vigtig militær fordel og svækkede dens modstanderes – den internationalt anerkendte somaliske overgangsregering, den afrikanske unions fredsbevarende styrke, som regeringen er afhængig af for sin eksistens, og det internationale samfund, som yder utilstrækkelige finansiel og diplomatiske støtte til regeringen og AMISOM. Kilden slår fast, at den nye militære balance fører til, at den internationale koalitions styrke vil blive yderligere svækket”.
Kilden hævder, at Al Shabab offensiv den 21. maj overlod organisationen en ”kommandohøj” i det nordlige Mogadishu, hvorfra den kan overvåge hele den nordlige del af byen, inklusive havnen, som den nu er i stand til at bombe og forhindre i at fungere.
Svaret på offensiven, som havde fjernet regeringens tropper og bragt Al Shabab frem til en halv kilometer fra præsidentpaladset, var, at AMISOM demonstrerede deres våben ved at køre frem ad hovedvejen mod det nordlige Mogadishu, men de trængte ikke ind i gaderne af frygt for at blive angrebet bag fra.
Kilden hævder også, at angivelser om, at regeringen råder over flere tusinde soldater er overdrevne. Han hævder, at regeringen kun har ca. 1200 klanbaserede militser, som ikke er meget for at konfrontere oprørene i åben kamp. Han hævder også, at moralen i AMISOM og særligt blandt de burundiske soldater er meget lav.
Oprørernes dilemma
På den anden side, skriver Weinstein, står Al Shabab over for et dilemma. At bombardere havnen og standse dens virke, kan betyde, at man mister sympati både i den almindelige befolkning og i forretningsverdenen, som bruger havnen til at importere varer.
Som en slags opgørelse skriver Weinstein, at den strategiske position for koalitionen mod oprørerne er blevet forværret.
Men skulle Al Shabab spille kortet ud og angribe havnen, så ville dette betyde, at hænderne på den internationale koalition – Washington og de vesteuropæiske stater – bliver bundet, skriver Weinstein. Dette vil tvinge den til enten at opgive det sydlige og centrale Somalia til oprørerne eller til at udvide AMISOM’s mandat eller intervenere direkte selv. På kort sigt synes det usandsynligt, at et voldsomt bombardement vil komme. Sandsynligheden ville stige, hvis oprørerne mener, de er ved at være udkæmpet, eller hvis de mener, at en afgørende sejr over deres opponenter er i sigte, fordi disse har mistet evnen til at kæmpe.
”For nærværende siger kilden, at donorlandenes militærmagter har formindsket deres forsøg på at ”holde regeringsmyten levende”, slutter Weinstein.
Sheik Sharif Aden bliver (igen) parlamentsformand
Måske var det den slags taktiske overvejelser, der har gjort det muligt for parlamentet at holde møder uden, at mødelokalet er blevet angrebet.
Den 28. maj holdt parlamentet et møde, hvor det lykkedes for den tidligere finansminister, tidligere vicepremierminister – og tidligere parlamentsformand under præsident Abdullahi Yusuf, Sheik Sharif Aden, for gode ord og formentlig meget betaling igen at blive valgt som formand for det somaliske parlament.
Med denne post vil det formentlig blive lettere for ham at bekæmpe de mange påstande om svindel, der er rettet imod ham. Umiddelbart efter hans valg offentliggjorde ministeriet for valuta en undersøgelse af indtægterne fra Mogadishus havn, som frikendte Sheik Aden for svindel, som han ellers var blevet beskyldt for.
Men parlamentets finansielle komite fordømte valget og sagde, at stemmerne var købt med bestikkelse.
Også Somalias tidligere leder af den somaliske bank, Mohamud M. Uluso, der forlod sin post, fordi han ikke ville dække over svindel, har fordømt valget af Sheik Aden, som han betragter som den egentlige lokale magthaver.
At Sheik Aden var korrupt allerede, da han indtog posten som parlamentsformand under Abdullahi Yusuf, betegner Uluso som en kendsgerning.
Men hertil føjer han, at Sheik Aden er et redskab for Etiopien lige som præsidenten selv. Den somaliske regering lægger dermed sig selv i kølvandet efter regeringerne i Puntland og i Somaliland, som begge arbejder intimt sammen med Etiopien, skriver Uluso.
Ordren til at forsøge at dræbe ministre kom fra præsidentpaladset
Regeringen har stadig nok at gøre med at styre sine ministre.
Den 23. maj gav statens minister for forsvar, Sheik Yusuf Mohamed Siad (Inda’adde), igen premierminister Sharmarke skylden for, at der var utilstrækkeligt med våben at forsvare sig med under oprørernes offensiv den 21. maj, og at det var premierministeren, der var skyld i, at vigtige området nu var i oprørernes hænder.
Da Indha-adde og to andre ministre senere undslap en vejsidebombe, der var rettet mod deres konvoj, sagde Indha-adde, at ordren til at forsøge at dræbe dem kom fra præsidentpaladset.
Hvor er Shabelle?
Mens alverdens nyhedsmedier har omtalt det blodige israelske angreb på konvojen, der ville bringe hjælp frem til Gaza, så har de somaliske medier været forbløffende tavse mod dette indirekte angreb på muslimerne i Palæstina.
Eneste undtagelse har været Shabelle, som i sin nyhedssektion på somalisk omtalte massakren den 29. maj.
Men nyheden er endnu ikke blevet oversat til engelsk og bragt blandt de engelsksprogede nyheder, som ikke har været opdateret siden 29. maj.
Den 5. juni bragte Shabelle dog en kort undskyldning, der siger, at alle dens tjenester (Tv, radio og hjemmeside) snart vil blive genoptaget.
Både Garowe Online og Mareeg Online hævder, at forsinkelsen er et resultat af, at Shabelle i ly af natten har forladt sit hidtidige hovedkvarter på Bakara marked og nu er i færd med at oprette et nyt i nærheden af lufthavnen, som er bevogtet af AMISOM.
Shabelle synes at se stort på, at dens bygning på Bakara for et par år siden blev så beskadiget af angreb fra regeringstropper, der efter dens egne opgivelser ødelagde for 60 millioner dollars radioudstyr, og som tvang den til at holde lukket, indtil oprørerne en måned efter havde befriet Bakara.
For ligesom andre radiostationer i Mogadishu har Shabelle følt sig stærkt chikaneret af indblandingerne i den redaktionelle frihed – for eks. forbuddet mod at spille musik, som blev forlangt af Hizbul Islam, som synes at have travlt med at overgå Al Shabab i ekstremisme.
Vi har ikke haft lejlighed til at følge Shabelle. siden det formodes at være flyttet, men nyhedsmediernes geografiske placering spiller uvægerligt en rolle for deres nyhedsdækning. Samtidigt med denne foreløbige lukning forsvandt også en artikel fra den engelske sektion, som ikke var særligt flatterende for regeringen.
Driften mod ekstremisme er det ene problem, som hæmmer oprørernes kamp for at bevare deres folkelige opbakning. Et andet problem er, at de fortsat ikke har samlet sig i en fælles organisation. Al Shabab reagerede ikke på den opfordring fra Hizbul Islam om at deltage i et større møde med klanrepræsentanter, religiøse og civile repræsentanter, hvor en fælles optræden fra alle regeringens modstandere var sat til diskussion.
Rachel Currie er på vej Var Israels angreb på Frihedsflotillen blevet til efter konsultationer med USA?