| Vælg kategori: |
De politiske partier og militæret i Pakistan
16. May 2010
De politiske partier i Pakistan har i høj grad et korporativt og religiøst præg.
I de forskellige egne af landet er det forskellige partier som dominerer.
Omkring Lahore er det således Muslim League og omkring Karachi er det MQM.
Som vi kender det fra bander herhjemme (om end ikke altid så voldeligt) arbejdes der aktivt for at holde andre ude af ens områder.
Bortset fra det religiøse er der ikke ret meget ideologi over feltet. Men da de ledende klasser dominerer i de enkelte partier er de udpræget borgerlige, dog med et stort anti-amerikansk (og i mindre omfang anti-vestligt) tilsnit. I det hele taget spiller skabelsen af (falske) fjendebilleder, som at Indien vil lukke for vandet i flere floder, som passerer grænsen, en stor rolle for fastholdelse af deres sammenhængskraft på trods af, at de ikke reelt støtter det store flertal i deres bagland.
Et eksempel:
På en større fabrik bliver der for nogle år siden taget penge fra arbejdernes sociale fond til at opføre arbejderboliger. Der er nu opført 83 boliger, men der bor ikke arbejdere fra fabrikken i en eneste. Partierne kæmper nemlig om at få størst mulig andel af de 83 til deres gruppe. Jeg kunne forestille mig at det ender med at det bliver mellemklassefolk og lidt bedrestillede arbejdere som kommer til at flytte ind og at ikke alle vil have direkte tilknytning til fabrikken, men til gengæld nok til et parti.
Venstrefløjen, som i halvfjerdserne dog havde en vis udbredelse i sammenhæng med en noget højere faglig organisering end i dag, blev banket godt og grundigt i brædderne under militærregimet og fik heller ikke mange muligheder, da det tog form af Musharafs regime. Mange af de vigtigste folk måtte gå i landflygtighed. Der er nu lidt bedre organiseringsmuligheder og det vigtigste venstreorienterede politiske partiLabour Party Pakistan er nu oppe på over 7.000 medlemmer.
LPP har en baggrund som medlem af Komiteen for Arbejderinternationale, men har nu fast observatørstatus i fjerde internationale, er bredere funderet og lægger vægten på mobiliseringer og tilknytning til faglig organisering. Der er dog også plads til mellemklasseunge, som her finder et åbent debatmiljø og mulighed for at deltage i brede folkelige protester som f.eks. takstforhøjelser. LPP som sidst sammen med flere andre boykottede valget agter at stille op flere steder ved det kommende lokalvalg og ved parlamentsvalget i 2013 og forventer repræsentation.
LPP samarbejder også med andre venstrefløjskonstellationer inklusive nogen med socialdemokratisk præg. F.eks. talte LPP’s talsmand Farooq Tariq ved sammenslutningen af 3 mindre partier til Pakistan Workers Party.
I de senere år er tværpolitiske græsrodsorganiseringer begyndt at vinde lidt styrke igen, men i forhold til den parlamentariske arena har de meget lille gennemslagskraft og når det lykkes at igangsætte gadeaktiviteter ender det ofte med at alment utilfredse unge ret uorganiseret bare lader deres frustrationer få frit løb.
Militærets rolle
Derimod er der i Pakistan stadig en stærk politisk og økonomisk kraft i form af militæret.
Militæret, som ejer en række virksomheder og store landområder, tiltrækker med højere lønninger, bedre forhold og bedre karrieremuligheder end det omgivende samfund mange dygtige og veluddannede.
I militæret spiller kvalifikationer en større rolle, men øverst i hierarkiet er det overklassen og en smule folk med middelklassebaggrund der dominerer. De er således også en garant for opretholdelse af et udbyttende system. Man tør dårligt skrive kapitalistisk, da feudale træk stadig er meget udbredt.
Samtidig er opretholdelsen af egne magtpositioner af yderste vigtighed. Det er bl.a. her at ejerskabet af store økonomiske enheder kommer ind i billedet. Det giver den militære top yderligere ressourcer, som oven i købet er uden for parlamentarisk kontrol selv i perioder uden militærdiktatur.
Virksomhederne under militæret er efter pakistanske forhold ganske godt up-to-date, men hviler som faktisk al fremstillingsvirksomhed på billig arbejdskraft. I og med at de ikke kan have selvstændige ambitioner, men blot skal give penge og kontrol kan de ikke for alvor bidrage med at trække Pakistan ud af et armod, hvor de i international sammenhæng blot er leverandør af råvarer og let forarbejdede råvarer. Selv i forhold til Kina er denne relation nu ganske tydelig.
Militæret har spillet den store rolle i Pakistansk politik, da landet blev skabt i konflikt med Indien.
Det fik et alvorligt knæk, da Bangladesh løsrev sig. Men har hele tiden kunnet spille på konflikten med Indien både internt, men også for at få støtte udefra (læs USA).
Taleban
Da USA begyndte at opbygge Taleban skete det i forståelse med militæret i Pakistan, som blot skulle have sin del af milliarderne, men da det så udviklede sig til et modsætningsforhold mellem USA og Taleban kom militæret lidt i klemme for de rummer også kræfter rundet af disse strømninger.
Derfor går militæret balancegang i den såkaldte krig mod disse ultrakonservative religiøse kræfter. De prøver at få bekæmpelsen til at se effektiv ud uden at se ud til at være USA’s håndlanger. Militæret har intet ønske om at udrydde madrasskoler o.lign. De ønsker blot at stække deres magt noget, så de ikke udgør en stor intern fare mod de ledende klasser. I denne sammenhæng er det dog vanskeligt at fastholde Indien som det altafgørende fjendebillede, så der er de sidste år blevet åbnet
lidt op for et mere fredeligt forhold mellem de to store lande.
Set fra den arbejdende befolknings perspektiv må det erkendes, at tiden til store omvæltninger ikke ligger lige for. Der må arbejdes stille og roligt med at opbygge reel politisk bevægelse og diverse magtpositioner, samtidig med at de korporative partiers og militærets magt langsomt udhules og der føres en åben kulturel og politisk kamp mod de formørkede religiøse kræfter.
I denne sammenhæng er undervisning og gerne kombineret med lokal mobilisering og opbygning af frigørende sociale strukturer af meget stor vigtighed. Derfor ønsker STS at øge støtten til Labour Education Foundations aktiviteter.
Aktivister fra Labour Education Foundation demonstrerer mod regeringens støtte til indførelsen af islamisk lov i visse stammeområder:
Da Kosovas befolkning blev skuffet Somalia skal have ny premierminister – (eller skal det?)