| Vælg kategori: |
Mitrovica – den delte by
10. May 2010
Fra at være et økonomisk kraftcenter er Mitrovica sunket ned til at være en af de fattigste byer i Kosova. En af de vigtigste årsager er, at byen er blevet delt op i en serbisk del nord for floden Ibar og en albansk del syd for floden. Broen over Ibar, hvor en fri passage er blevet forhindret af blandt andet danske Nato-soldater, står som et symbol på denne ødelæggende etniske deling af byen.
Det antages, at det var minearbejdere fra Saksen, der i det 14. århundrede blev sat til at udnytte forekomster af guld, sølv og bly i landsbyen Trepca, som i dag ligger i den serbiske del af Mitrovica. Fra denne spæde begyndelse voksede minedriften og fremstilling af halvfabrikata fra Trepca-minerne til at være den betydeligst industri ikke bare for Kosova selv, men også for det tidligere Jugoslavien.
”I 1988 beskæftigede Trepca-minekomplekset 22.885 arbejdere, hvad der repræsenterede 9 % af Kosovas samlede arbejdsstyrke”, skriver Kosovas Stabiliseringsinitiativ, som støttes af finansmanden Soros, i en rapport. ”Men så i 1989 fyrede det serbiske regime på en gang tusinder af albanske minearbejdere. Trepcas arbejdsstyrke faldt pludseligt med 57 %. I 1995 var kun 1200 af Trepcas arbejdsstyrke albanere”, skriver stabiliseringsinitiativet.
Arbejdsløsheden i Mitrovica ligger nu på omkring 70 % – byen taget under et.
Den kraftige udnyttelse af Trepcas miner har ikke kun været en fordel for befolkningen. Udnyttelsen af de rige blyforekomster har også betydet, at Mitrovica er blevet kraftigt forurenet. Verdenssundhedsorganisationen fastslog i en rapport, at Mitrovica ”er et af de værste eksempler på blyforurening i verden og i historien”.
Alene at få renset byen så nogenlunde vil koste mere end 100 millioner dollars.
Indgang til Trepca i det nordlige Mitrovica:
Lad være med at blive syg!
Folk, der bor i det sydlige Mitrovica, får af Stabiliseringsinitiativet det gode råd, at de skal lade være med at blive syge og opsøge et hospital, for et sådant findes nemlig ikke længere.
”Efter at være blevet smidt ud af Mitrovicas hospital i det nordlige Mitrovica i 1999, improviserede de albanske læger en sundhedsklinik det sydlige Mitrovica. Halvdelen af en bygning på tre etager er blevet til det sydlige Mitrovicas hospital. Men dårlig infrastruktur, utilstrækkelig apparatur og mangel på medicin har efterladt de albanske læger i en daglig kamp for at yde tilstrækkelig service. Der er kun fem sengepladser, og de bliver i regelen brugt af folk, der modtager dialysebehandlinger.
Man skal også passe på ikke at blive syg om eftermiddagen. Skønt den normerede arbejdstid er fra 7 til 14, må lægerne ifølge hospitalsdirektøren tilbringe eftermiddagene med at tjene penge på private klinikker, så de kan leve. ”Jeg er klar over, at lægerne forlader hospitalet før arbejdstiden er forbi, men som situationen er, kan jeg ikke betale dem særlig meget i løn”.
Hospitalet har kun to ambulancer – den ene til lokalt brug og den anden til regionalt brug, dvs. til at køre den 40 km. lange vej til Prishstina.
På køreturen til Prishtina dør mange af de dårligste patienter. Men der ligger faktisk et fuldt moderne og stort hospital med 765 sengepladser kun nogle få kilometer væk – men på den anden side af broen, som skiller de to dele af Mitrovica ad.
”Hospitalet var det bedste i hele regionen, siger direktøren, og fra Prishtina modtog vi mange patienter, som krævede særlig behandling”.
Før 1999 blev hospitalet kaldt Medicinsk Center af 30 juli, og det blev administreret af et socialistisk arbejderkollektiv. Nu er det overtaget af den serbiske parallelstruktur og kaldes Kosovska Mitrovica”.
Ingen af de serbiske læger har nogen grund til at arbejde på privatklinikker. De får nemlig løn både fra (den nye) stat Kosova og fra Serbien.
Uddannelse
”Klokken er 10.30 på en fredag. Gaderne i Mitrovica er pakket med grupper af studerende, der er på vej i den samme retning mod en lokalitet, som kaldes ”kej”. Kej er mødestedet for albanske studenter efter skoletid. Den ligger ved broen over Ibar. På den modsatte kej samles de serbiske studerende, mens broen over Ibar står uden nævneværdig trafik. I ti år har broen delt byen og dens indbyggere efter etniske skillelinjer”, skriver Stabiliseringsinitiativet også.
Skolerne i Mitrovica er overfyldte. I det sydlige Mitrovica har man måttet forkorte lektionerne og underviser i tre skift. I det nordlige Mitrovica er mange skoler blevet trængt sammen på samme plads, efter at nogle skoler blev flyttet fra syd til nord af serbiske nationalister. Skolerne i det sydlige Mitrovica drives af Kosovas regering, og eleverne undervises ifølge regeringens undervisningsplan, som ikke omfatter undervisning i serbisk. Skolerne i det nordlige Mitrovica følger den serbiske læseplan, der ikke omfatter undervisning i albansk. Dog er der i nord oprettet nogle hold for studerende, der taler roma.
Men det hænder da, at der er nogen, der forsøger at slå bro over de etniske skillelinjer. Det har FN gjort. Da man vidste, at rockmusik er særlig velegnet til at forene unge mennesker oprettede man en skole med to hold – en i den serbiske og en i den albanske del af byen – for unge, der gerne ville lære at spille rockmusik.
Man har endog arrangeret fælles koncerter med de to rockbands, man på denne måde fik stablet på benene. Men koncerterne foregik uden for Kosova og udover at deltage i dem, har de unge kosovarer ikke mødt hinanden.
“En by – to realiteter”
Sådan hedder Stabilitetsinitiativets store rapport. Men realiteten er også, at den etniske opdeling rammer hele byen.
Da serberne forlod det sydlige Mitrovica efterlod de en bombet og afbrændt sydlig del:
Nu er et fond, der støttes af Soros, normalt meget optaget af at udvikle det private initiativ. Men det står det dårligt til med i begge områder af byen.
Privat initiativ i retning af at oprette produktionsvirksomheder, ligger det meget skidt med. I det nordlige Mitrovica kan kun 7 % af virksomhederne karakteriseres som produktionsvirksomheder. I det sydlige Mitrovica kun 1 %.
Resten af virksomhederne hører til inden for handels- og servicefagene.
Nu er verden indrettet på den måde, at samtidigt med, at man stiller hindringer i vejen for mennesker, der gerne vil krydse grænserne, så gælder det samme ikke for varer. En stor del af det, man handler med i Mitrovica, er derfor udenlandsk producerede varer. Særligt slemt er situationen for virksomheder, der driver handel i det sydlige Mitrovica, for mens varer fra det egentlige Kosova har svært ved at trænge igennem til markederne, så gælder det samme ikke for serbisk-producerede varer, som kan indføres i det nordlige Mitrovica uden told og derfra fordeles til hele Mitrovica og det øvrige Kosova.
Under alle omstændigheder: I begge områder lider den arbejdende befolkning under stor arbejdsløshed.
Stabiliseringsinitiativet trækker en parallel til situationen i det delte Tyskland og skriver, at det faktum, at mange tyske byer, der var vokset op igennem århundreder baseret på et stort opland, med delingen så store dele af deres opland forsvinde, hvilket betød en forringelse af deres muligheder for at eksistere.
Hvem bestemmer?
I en normal by er det indbyggerne selv, der vælger et bystyre, som er ansvarlig over for sine egne vælgere, men sådan er det ikke i Mitrovica. Der er så mange også internationale organer, der er med til at bestemme i Mitrovica, at ingen reelt ved, hvem der har bestemmelsesretten.
Da man spurgte befolkningen i det nordlige Mitrovica, hvem den mente var ansvarlig for Mitrovicas byråd, svarede 22 % den serbiske regering, 21 % vidste det ikke, 19 % mente, det var lokale politikere, andre 19 % mente, det var den organiserede kriminalitet, 12 % mente, det var FN og 8 % mente, det var EULEX eller ICO (det internationale civile kontor).
Der er såmænd ikke noget at sige til, at 21 % af befolkningen ikke anede, hvem der var ansvarlig. Men at der i høj grad var tale om kræfter, som indbyggerne ikke havde mulighed for at kontrollere, synes også åbenbart.
Ifølge Ahtisaari-planen skulle der oprettes to byråd – et for den nordlige og et for den sydlige del af Mitrovica, som skulle bindes sammen af et fælles råd af alle de valgte politikere. Men som så meget andet er det aldrig blevet til noget.
Det sydlige Mitrovica regeres af Mitrovicas byråd i henhold til bestemmelser i Kosovas forfatning (som også bygger på Ahtisaari-planen.) For det nordlige Mitrovica er sagen mere indviklet. Men for at forsøge at få styr på det, oprettede FN, som frem til uafhængigheden administrerede Kosova som et FN-mandat, i 2002 en særlige FN-udvalg (UAM), der var ansvarlig for administrationen af det nordlige Mitrovica på samme måde, som andre lokale byråd i Kosova.
17 % af udgifterne til drift af UAM betales af Mitrovicas byråd – fra det sydlige del af byen.
Minearbejdere i Mitrovica vil marchere igen Privatiseringer i Kosova