/
Vælg kategori:

Kenya slår ned på somaliere / Moralen hos de afrikanske tropper i Somalia skraber bunden / Bitre kampe mellem regeringens og den Afrikanske Unions tropper / Nye bombardementer og kampe i Mogadishu

21. January 2010

”Mindst to mennesker blev dræbt fredag, da det kenyanske politi fyrede imod demonstranter også med tåregas for at undertrykke en protest fra muslimer, der krævede løsladelse af en radikal gejstig fra Jamaica, sagde en hospitalskilde”.

Sådan skrev AFP den 15. januar og fortsatte:

”En mediciner på en klinik i Nairobis sagde, at adskillige mennesker var blevet indlagt til behandling. ”I kan se, at en af dem er død, og at hans lig ligger der. En anden døde på vejen til hospitalet”, sagde han.

”Vi har behandlet mange mennesker her. I kan se dem ligge med blødende sår fra kugler”, sagde medicineren, som ikke ønskede at blive navngivet.

En repræsentant for en muslimsk rettighedsgruppe sagde, at mindst fem var blevet dræbt, men at tallet ikke for nærværende kunne bekræftes af politiet eller af læger.”

Kenyanske sikkerhedsstyrker går i aktion over for demonstranterne:

Også sikkerhedsstyrkerne havde tab:

Massearrestationer

Den officielle forklaring på overfaldet var, at den gejstlige, Abdullah al-Faisal, i Storbritannien var blevet beskyldt for at præket had mod jøder, hinduer og vesterlændinge. Men de protesterende råbte, at han var uskyldig. Kampen mellem demonstranter og oprørspoliti, der fandt sted i centrum af Nairobi foran en moske, varede i omkring otte timer.

Under kampene foran moskeen blev også en politisoldat dræbt.

Men det værste er måske, at urolighederne også lagde op til etniske uroligheder, som man før har set det i Kenya. Nogle af de tilskuere, der opholdt sig på fortovene, kastede sten mod demonstranterne og råbte på swahili, at de skuller rejse hjem.

Senere opsøgte Kenyas sikkerhedspoliti Eastleigh, som er det største somaliske kvarter i Nairobi, trængte ind på hoteller, i køkkener og på toiletter og i boliger i Eastleigh og arresterede omkring 400 somaliere. Andre sikkerhedsstyrker opsøgte de fine hoteller, hvor somaliske parlamentsmedlemmer boede og arresterede mere end en halv snes af dem.

Natten efter blev yderligere 300 somaliere arresteret og ført i fængsler.

Den 21. januar fortalte Mareeg, at 700 somaliere var blevet afhentet af soldater og politi. ”Soldater brød ind i min bolig, tog alt af værdi, og førte mig om mine børn til fængslet”, beklagede en ældre kvinde. Chefen for politiet udtalte, at arrestationen af ulovlige flygtninge ville fortsætte, for Kenya var et samfund, der hvilede på lov og orden. Men mange af somalierne var i besiddelse af dokumenter, der viste, at de enten var kenyanske statsborgere eller havde flygtningepapirer fra FN.

Det kan virke voldsomt med så mange arrestationer, men da Kenyas politi er kendt som verdens mest korrupte, er det ganske almindeligt at arrestere folk for at presse penge ud af deres pårørende eller venner.

Ved overgangen fra den etiopiske og til den kenyanske grænse blev fire medlemmer af STS Somalia, der var på vej for at deltage i Verdens Sociale Forum i Kenya i 1977, således arresteret af det kenyanske grænsepoliti og truet med at blive sendt til Somalia. Men efter en del forhandlinger lykkedes det at få den krævede løsesum på oprindeligt 3000 dollars bragt ned til 1500 dollars.

Parlamentsmedlemmerne blev da også frigivet den følgende dag efter at være stillet for en ”dommer”.

Diplomatisk krise

Alligevel har de omfattende arrestationer og især af parlamentsmedlemmer medført en diplomatis krise mellem Somalia og Kenya, fordi ledelsen af det somaliske parlament har været nødt til at protestere.

Fra Kenyas side synes dette dog kun at have medvirket til at skærpe tonen.

Der er omkring 100 parlamentsmedlemmer fra Somalia, der opholder sig i Kenya, sagde Kenyas minister for immigration, Kagwang, til BBC den 20. januar.

”Politikerne skaber problemer i deres eget land og kommer her for at skjule sig og diskutere, hvordan de kan få genoprettet deres positioner i deres skyttegrave”, sagde han.

”Vi mener, de skal tage sikkerheden i deres eget land mere alvorligt og ikke i det uendelige betragte Kenya som et sikkert sted, efter at have ødelagt deres egne institutioner.

Jeg tror, vi står på nippet til at sige, at enten kommer man som flygtning og tilbringer tiden i en flygtningelejr, eller også så rejser man tilbage til ens eget land”.

Kom hjem, kom hjem!

Somaliske parlamentsmedlemmer har det sandelig ikke nemt. Er de i Mogadishu, får de sjældent løn eller diæter og ingen beskyttelse imod f.eks. røverier (fra regeringsstyrker). Kun de øverste lag i overgangsregeringen og i parlamentet kan regne med i hvert fald nogen beskyttelse fra de afrikanske styrker. Resten må kæmpe sig igennem.

Men dette har ikke forhindret professor Mohamed Omar Dalha, som er næstformand for det somaliske parlament, og som i modsætning til formanden støtter præsident Ahmeds planer om at forlænge sin periode som præsident, i at holde en pressekonference, som besynderligt nok fandt sted i lufthavnen, hvor han anmodede sine ”kolleger” om at vende tilbage til Somalia inden ”for timer”.

Dalha ønskede ikke, at der skulle opstå yderligere problemer mellem Kenya og Somalia, og han lovede de tøvende medlemmer, at man havde forberedt sig på, at de nok skulle ”få mad, penge og alt andet. De vil blive beskyttede og få huse og alle nødvendige ting for at kunne leve, for de er ikke gæster her i Somalia”, sagde professor Dalha ifølge Shabelle.

Regeringen er ved at trykke nye pengesedler

Måske regner Dalha med at kunne aflønne parlamentsmedlemmerne med dugfriske somaliske pengesedler, som man har betalt et trykkeri i Sudan 17 millioner dollars for at få fremstillet.

Aftalen mellem trykkeriet og den somaliske regering er indgået af tidligere formand for parlamentet (i præsident Yusufs tid) Sheik Sharif Aden, der nu er vicepremierminister og finansminister.

Aden er berygtet for sin korruption. Han mistænkes for sammen med en søn af den daværende præsident at have fået trykt en masse falske pengesedler i Malaysia, som havde den fejl, at de kun var udstyret med i alt to serienumre, og som derfor blev tilbageholdt i lufthavnen i Dubai, indtil præsidenten havde erklæret, at det var regeringen og ham, der havde bestilt dem.

Regeringen i den halvautonome Puntland provins, som i forvejen har problemer med de handlende på grund af den inflation, der følger med den pludselige vækst i pengesedler, og som en gang tidligere har ransaget et lokalt trykkeri, der fremstillede falske pengesedler, som blev brændt af, har nægtet at give de nye pengesedler adgang til markederne i Puntland og har desuden sagt, at den ensidige beslutning fra en del af den somaliske regering vil ”undergrave den somaliske stats føderale struktur”.

Nå, men som Garowe Online skrev den 18. januar, så kontrollerer den somaliske regering kun præsidentpaladset, havnen og lufthavnen i Mogadishu.

Lukning af ambassader?

Nu kan det godt se ud til at blive vanskeligt fremover at behandle diplomatiske kriser for Somalias vedkommende, for den somaliske præsident har ifølge Garowe Online underskrevet et dekret fra udenrigsministeren om, at en lang række ambassader skal lukkes på grund af manglende midler.

Ambassaderne, som ifølge planerne skal lukkes, omfatter ambassaderne i Kenya, Frankrig, Belgien, Tyskland, Tanzania, Zambia, Djibouti, Etiopien, USA og andre.

Men måske er der blot tale om et forsøg på afpresning.

Faldene moral hos AMSOM’s soldater

Det ugandiske nyhedsbureau og avisen Daily Monitor skrev den 17. januar, at moralen hos soldaterne i den Afrikanske Unions Mission i Somalia, AMISOM, var på lavpunktet.

De ugandiske soldater, som udgør halvdelen af AMISOM, bliver udsat for hårde angreb og de har ikke fået løn siden maj 2009.

”Soldaterne er ulykkelige, fordi de ikke ved, hvad der foregår”, sagde en officer i hæren under betingelse af anonymitet.

”Uganda har offentlig rekord i korruption om lønninger, der bliver opsnappet af ledende officerer i stedet for at blive udbetalt til soldaterne”, skrev Daily Monitor og henviser til retssagen om de berømte spøgelsessoldater, en retssag, som havde til formål at fjerne blokeringerne i betalingssystemet.

Men der er også tale om korruption andre steder.

”Den Afrikanske Union, der er baseret i Addis Ababa, har ifølge rapporter undladt at føre regnskaber for millioner af dollars til den somaliske mission fra bl.a. den Europæiske Union, Storbritannien, USA og Norge”.

Bittert sammenstød mellem somaliske sikkerhedsstyrker og AMISOM

”Et bittert sammenstød mellem den somaliske regerings sikkerhedsstyrker og den afrikanske unions tropper, AMISOM, er ifølge vidner brudt ud ved Aden Adde lufthavnen i den somaliske hovedstad Mogadishu”, skrev Shabelle den 17. januar.

Årsagen skulle angiveligt være, at tropperne fra AMISOM nærede mistillid til et bevæbnet køretøj med svære våben fra sikkerhedsstyrkerne og en ildkamp, der varede i relativ lang tid, brød ud mellem de to styrker, der begge beskytter regeringen.

Men vidnerne, der bor tæt ved lufthavnen, kunne ikke udtale sig om eventuelle ofre for sammenstødet og både den somaliske regering og ledelsen af AMISOM var det ikke muligt at få en kommentar fra.

“Der er våben nok i Somalia”, hed det i en udtalelse fra Amnesty International fra den 21. januar. Organisationen opfordrer derfor til, at der ikke sendes flere.

Mindst 11 dræbt under bombardementer

”Mindst 11 civile er blevet dræbt og 10 andre er blevet såret i heftige bombardementer, som ramte civilbefolkningen i det nordlige Mogadishu, sagde vidner mandag”.

Sådan skrev Mareeg den 16. januar.

En af mortererne ramte passagerne i en minibus og dræbte tre passagerer, oplyste Mareeg. En anden mortergranat dræbte 10 civile, da den ramte deres hus.

”Indbyggere sagde, at bombardementerne var rettet imod de områder, som de islamiske rebeller kontrollerer”.

Mareeg kan ikke oplyse noget om årsagen til bombardementerne, men det kan Garowe Online muligvis, for her skrev man, at der var blevet rettet et hårdt bombardement af præsidentpaladset fra oprørenes side.

I øvrigt har to regeringssoldater med deres køretøj sluttet sig til Al Shabab. De sagde, at de tidligere havde støttet de islamiske domstole, men at de havde indset, at de var blevet narret.

Og i øvrigt er der slået en rekord i antallet af dollars, der er blevet betalt for at frigive et skib, der var blevet opbragt af somaliske pirater.

For en græsk supertanker er der blevet betalt over syv millioner dollars. De store summer giver ofte anledning til sammenstød mellem piraterne indbyrdes.

Der synes også at være rekord i antallet af opbragte skibe. Ifølge et maritimt bureau tilbageholder pirater i øjeblikket 11 skibe med omkring 270 sømænd.

E-mail denne artikel