| Vælg kategori: |
”Vi vil ikke betale for krisen. Lad de rige betale!
29. March 2009
Verdens Sociale Fora hører ikke til det, som de store medier normalt tager op. Der er tale om en ”understrøm” af begivenheder på græsrodsniveau, hvor udvekslingen af synspunkter mellem de mange fora væsentligst foregår via det folkelige Internet. Og når diverse nationale, regionale og globale sociale fora afholdes, er det jo ”kun” sociale og folkelige organisationer, der mødes. Nogle gange trænger man dog igennem til de store medier, som da politiets sammenstød med nogle få ekstremister fik megen presseomtale i forbindelse med en fredelig demonstration i Malmø under afholdelsen af Europas Sociale Forum sidste år.
Afholdelsen af Verdens Sociale Forum nr. 9 i Belém i Brasilien – fra den 27.januar til den 1. februar – gav ikke anledning til sammenstød, så der var ikke rigtigt noget at skrive om set med normale journalistiske briller. Desuden var udtalelserne fra mødet meget radikale, og de afspejlede dermed den voldsomme virkning, krisen allerede nu har på de ikke-privilegerede lag af verdens befolkning.
Belém ligger i Amazoneområdet, og byen derfor er relativt isoleret. Alligevel der mødt mellem over 134.000 mennesker op til dette års globale forum. Det var faktisk mere end dobbelt så mange mennesker som de godt 50.000, der deltog i det 8. globale møde i Kenya i 2007, som i øvrigt var stærkt kommercialiseret på grund af den kenyanske regerings kontrol med arrangementet.
Det var delegerede fra det radikaliserede Latinamerika, heriblandt mange repræsentanter for de indfødte folk, der denne gang udgjorde grundstammen af de fremmødte. Kombinationen af krisens virkninger og det store fremmøde fra Latinamerika var baggrunden for, at bevægelsen for sociale fora vedtog nogle vigtige resolutioner, der kan skabe nyt liv i hele bevægelsen.
De sociale fora blev dannet for at udgøre en folkelig modvægt til afholdelsen af topmøder, Verdens Økonomiske Fora, som arrangeres af G20 – et forum for de vigtigste regeringer i verden.
Latinamerika
Overskriften til denne artikel er også overskrift til ”Erklæringen fra forsamlingen af sociale bevægelser ved Verdens Sociale Forum 2009.”
Underrubrikken lød: Anti-imperialistiske, anti-kapitalistiske, miljøbevægelser og socialistiske alternativer er nødvendige.
”Vi, sociale bevægelser fra hele verden, er kommer sammen i anledning af det 9. Verdens Sociale Forum i Belém i Amazone, hvor folkene har modsat sig røveriet af deres natur, deres jord og deres kulturer”, hedder det i selve erklæringen, som fortsætter:
”Vi er her i Latinamerika, hvor de sociale bevægelser og de indfødte folks bevægelser i de sidste årtier har sluttet kræfterne sammen og radikalt stillet spørgsmål til det kapitalistiske system ud fra deres fælles visioner. I de sidste få år har højst radikale kampe i Latinamerika resulteret i, at neoliberalistiske regeringer er blevet overvundet, og i magtovertagelser af regeringer, der har gennemført mange positive reformer, såsom nationaliseringer af nøglesektorer i økonomen og demokratiske forfatningsmæssige reformer.
I den forbindelse har de sociale bevægelser i Latinamerika reageret på en passende måde. De har besluttet af støtte de positive forholdsregler, der er vedtaget af disse regeringer samtidig med, at de opretholder en kritisk distance. Disse erfaringer vil være en hjælp med henblik på at styrke folkenes standhaftige modstand mod politikken fra regeringer, korporationer og banker, som lægger krisens byrder på de undertrykte. Vi – globens sociale bevægelser – står for tiden overfor en historisk udfordring. Den internationale kapitalistiske krise manifesterer sig ved, at den er skadelig menneskeheden på forskellige måder. Den rammer fødevareforsyningen, det finansielle system, klimaet, energiforsyningen, flygtninge… og civilisationen selv, da der også er krise i den internationale orden og i de politiske strukturer.
Krisens karakteristika
Vi står over for en global krise, som er en direkte konsekvens af det kapitalistiske system, og som derfor ikke kan finde en løsning inden for dette system. Indtil nu har alle de forholdsregler, der er taget, alene gået ud på at overvinde krisen ved at socialisere tabene for at kunne sikre overlevelsen af et system, der er baseret på privatisering af strategiske økonomiske sektorer, offentlige tjenester, natur- og energiressourcer og på at gøre selve livet til en vare, på udbytning af arbejdskraften og af naturen såvel som flytningen af ressourcer fra periferierne til centrene og fra arbejderne og til den kapitalistiske klasse.
Den nuværende krise er baseret på udbytning, konkurrence og fremme af individuelle private interesser på bekostning af kollektive interesser. Den fremmer en vanvittig akkumulation af rigdomme hos en håndfuld rige mennesker. Den resulterer i blodige krige, øger fremmedhadet, racistisk og religiøs fundamentalisme, intensiverer udbytning af kvinder og kriminaliserer de sociale bevægelser. Inden for konteksten af den nuværende krise bliver folkene systematisk nægtet deres rettigheder. Den israelske regerings grusomme aggression mod det palæstinensiske folk er et brud på internationale love, som er ensbetydende med krigsforbrydelser, en forbrydelse mod menneskeheden, og den er et symbol på fornægtelsen af folkenes rettigheder, som man kan notere sig i andre dele af verden. Den skamløse straffefrihed må standses. De sociale bevægelser bekræfter sin støtte til en aktiv støtte til det palæstinensiske folks rettigheder såvel som til alle aktioner mod undertrykkelsen af folkene på verdensomspændende basis.
Løsninger
For at overvinde krisen må vi gribe fat om roden til problemet og så hurtigt som muligt konstruere radikale alternativer, der kan afskaffe det kapitalistiske system og den patriarkalske dominans. Vi må arbejde for et samfund, der indfrier de sociale behov og respekterer naturens rettigheder såvel som det støtter en demokratiske deltagelse inden for en sammenhæng af fuldstændig politisk frihed. Vi må sørge for at alle internationale traktater om vores udelelige civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder – både individuelt og kollektivt – bliver implementerede.”
Derefter giver erklæringen en række anvisninger på, hvad den mener, det er nødvendigt at gøre. Blandt andet kræver den ”nationaliseringer af banksektoren uden kompensation og under fuld social kontrol”, reducering af arbejdstiden, forholdsregler for at sikre suveræniteten på fødevare- og energiområderne, en standsning af krigene, tilbagetrækning af alle udenlandske tropper og nedlæggelsen af alle udenlandske baser, anerkendelse af folkenes suverænitet, autonomi og ret til selvbestemmelse, at man garanterer retten til jord, territorium, arbejde og uddannelse for alle.
Endelig nævner erklæringen en lang række aktioner, der vil finde sted rundt omkring i verden i den kommende tid og opfordrer de sociale bevægelser til at mobilisere for størst mulig deltagelse.
(Ovenstående artikel vil blive bragt i næste nummer af nyhedsbrevet for STS International Solidarity.)
Den somaliske regerings dobbeltspil Nyt terrorangreb i Lahore i Pakistan